Psykologhjælp

Borgere kan henvises fra den alment praktiserende læge til behandling hos en psykolog

Henvisningen kan ske til en af de psykologer, som har tilsluttet sig overenskomsten mellem Dansk Psykolog Forening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).

Hvis en borger bliver henvist til en psykolog, kan vedkommende blandt andet få tilskud til behandling for krisehjælp efter vold, røveri eller lignende. Tilskuddet kan også gå til patienter, som er blevet ramt af en alvorligt invaliderende sygdom eller lider af depression eller angst. De samlede henvisningsårsager fremgår af Bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper.

Med visse undtagelser kan der gives tilskud for indtil 12 konsultationer pr. behandlingsforløb. Tilskuddet til psykologbehandling udgør 60 procent af de honorarer, som er blevet aftalt mellem Dansk Psykolog Forening og RLTN og betales af borgerens bopælsregion. De sidste 40 procent skal borgeren selv betale direkte til psykologen. De nærmere rammer om henvisning, behandling mv. fremgår af overenskomsten.