13 nye projekter skal bruge kunstig intelligens i klimakampen og til bedre behandlinger på hospitalerne
13 nye såkaldte signaturprojekter i kommuner og regioner skal bruge kunstig intelligens til at nedbringe klimaaftrykket i den offentlige sektor og til at lave mere præcise undersøgelser på hospitalerne.
Kunstig intelligens bliver i fremtiden en væsentlig del af arbejdet med at styrke klimaindsatsen og løfte velfærden i kommuner og regioner i Danmark. Derfor blev regeringen, KL og Danske Regioner i økonomiaftalerne for 2021 enige om at igangsætte 13 nye signaturprojekter, der skal give flere konkrete erfaringer med at bruge kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Læs mere om projekterne. Link til de seks regionale AI-projekter findes i nederst på siden, der linkes til, i en lysegrå boks.
Digitaliseringsstyrelsen: Vil skabe en bedre offentlig sektor med AI
Direktør for Digitaliseringsstyrelsen Rikke Hougaard Zeberg udtaler:
- Ny teknologi og digitalisering er værktøjer, der kan bruges til at udvikle nye serviceløsninger og dermed medvirke til en bedre offentlig sektor til danskerne. Derfor er jeg også glad for, at vi med de nye projekter sætter yderligere tryk på det tværoffentlige samarbejde og ved hjælp af ansvarlig brug af ny teknologi bidrager til at løse nogle af de sundheds- og klimaudfordringer, vi står overfor i de kommende år.
Kunstig intelligens kan blandt andet bruges til bedre energistyring af bygninger og til at lave smartere kørselsmønstre for kommunale køretøjer, når kommunen fx skal planlægge hjemmehjælpernes ruter.
På den måde kan man bruge den kunstige intelligens til at reducere udledningen af CO2.
Danske Regioner: Vil forebygge, diagnosticere og behandle bedre med AI
Også på hospitalerne er der muligheder med teknologien, når kunstig intelligens bruges til fx billedanalyse af røntgen og MR-scanninger, hvilket giver hurtigere og mere præcise diagnoser. Formand i Danske Regioner, Stephanie Lose, siger:
- Kunstig intelligens kan revolutionere patienternes behandling og de sundhedsprofessionelles beslutningsgrundlag, så vi kan forebygge, diagnosticere og behandle flere, hurtigere og bedre. Med seks superseje signaturprojekter vil regionerne blandt andet forebygge angst hos hjertepatienter, diagnosticere slidgigt og optimere telefonvisitationen af gravide, blandt andet detektion af kritiske tilstande for mor og barn.
Algoritmer analyserer slidte knæ og finder nye veje til CO2-reduktion
To signaturprojekter i henholdsvis København og i Syddjurs Kommune vil på forskellig vis styrke klimaindsatsen ved at mindske CO2-udledningen. I København vil et signaturprojekt optimere energiforbruget i kommunale bygninger ved anvendelse af fx sensorer på lokale-, etage- og bygningsplan, så energiforbruget følger den faktiske brug af bygningerne.
I Syddjurs vil alle fra gartnere til hjemmepleje køre nye veje, når algoritmer skal skabe bedre kørselsmønstre for kommunens biler. Det skal nedsætte antallet af kørte kilometer og mindske CO2-udledningen. Samtidig skaber den kortere køretid for medarbejderen mere tid til borgerne.
KL: Vil løfte velfærden og den grønne omstilling med AI
Formand for KL’s Borgerservice- og digitaliseringsudvalg Thomas Kastrup-Larsen siger:
- Signaturprojekterne er med til at give kommunerne vigtige erfaringer med, hvordan kunstig intelligens kan løfte velfærden og den grønne omstilling. Derfor er vi glade for, at der nu sættes gang i yderligere en runde med nye projekter. De hjælper os, blandt andet, med vigtig viden om, hvordan vi finder balancen i bru-gen af data, og hvordan vi skal tackle de etiske dilemmaer, der opstår, når vi læner os op ad kunstig intelligens.
Et tredje projekt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital vil anvende beslutningsstøtte baseret på kunstig intelligens til at analysere røntgenbilleder af knæ for slidgigt. Det kan hjælpe de knap 350.000 danskere, som lider af gigt i knæene med en hurtigere og bedre behandling i sundhedsvæsenet.
FAKTA: Investeringsfond støtter nye teknologier og digitale velfærdsløsninger
I forbindelse med økonomiaftalerne for kommuner og regioner for 2020 blev det aftalt at etablere en investeringsfond på op til 200 mio. kr. fra 2019-2022 til nye teknologier, som skal medfinansiere signaturprojekter om kunstig intelligens i kommuner og regioner.
Ved økonomiaftalerne for 2020 blev der aftalt at igangsætte 15 signaturprojekter med fokus på sundheds- og beskæftigelsesområdet. De nye projekter, har samme fokus på velfærd, men også på klimaområdet, og der er nu i alt 28 projekter, der skal afprøve kunstig intelligens til at styrke velfærden og klimaindsatsen. Projekterne er indstillet til at modtage tilskud for i alt 60 mio. kr. Der er seks projekter i regionerne og syv i kommunerne. Regeringen vil søge om Folketingets tilslutning til, at udgifter til projekterne indarbejdes på finansloven for 2021.
FAKTA: Projekter i regionerne
-SmartChest -Kunstig intelligens til ensretning af beskrivelser på røntgen af lungerne (Herlev Hospital)
Diagnose af slidgigt i knæ med hjælp af kunstig intelligens (Bispebjerg Frederiksberg Hospital)
Forbedret diagnostik af skizofreni og bipolar lidelse ved hjælp af kunstig intelligens (Aarhus Universitetshospital)
Hjertero. Forebyggelse af angst og depression hos hjertepatienter (Syddansk Sundhedsinnovation)
Forbedret visitation af gravide og fødende (Amager Hvidovre Hospital)
Implementering af kunstig intelligens til opsporing og behandling af kritisk sygdom (Horsens Regionshospital)
FAKTA: Projekter i kommunerne
Prognoseværktøj til beslutningsstøtte for planlægning, kortlægning samt varsling af oversvømmelser i land- og byområder (Jammerbugt Kommune)
Energioptimering af eksisterende bygningsmasse ved hjælp af kunstig intelligens (Københavns Kommune)
Intelligent flådestyring og klimasmarte kørselsmønstre (Syddjurs Kommune)
Risikovurdering af underretninger (Aarhus Kommune)
Tidlig opsporing af begyndende sygdom (Køge Kommune)
Hurtigere sagsbehandling ved bevilling af kropsbårne hjælpemidler (Sønderborg Kommune)
Digital inklusion og support ved talegenkendelse (Roskilde Kommune)