Danske Regioner bakker overordnet op om reformen, der skal sikre et stærkt
og balanceret sundhedsvæsen, der er tættere på borgerne. Danske Regioner
finder i den forbindelse, at det er vigtigt, at der for alle regionerne bliver tale
om en smidig og hurtig overgang til den nye forvaltningsstruktur, der skal være
med til at sikre sammenhæng i patientbehandlingen til gavn for patienterne.
Danske Regioner støtter op om, at der med overgangsloven skabes klare regler
for ansvar, opgaver og kompetencer hos de påvirkede myndigheder i
overgangsperioden, indtil den nye forvaltningsstruktur træder i kraft.
1. Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region
Sjælland, Region Hovedstaden og Region Østdanmark
I det følgende redegøres for Danske Regioners bemærkninger af relevans for
samtlige regioner.
1.1 Overførelse af opgaver fra kommuner til regioner
Det følger af lovforslagets § 2, stk. 4 og 5, at indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter, hvilke opgaveoverførsler efter stk. 1-3, lovens kapitel 10-13 finder
anvendelse for, samt at ministeren kan fastsætte, at loven finder anvendelse
på opgaveoverførsler, der ikke er omfattet af bestemmelsens stk. 1.
Danske Regioner skal bemærke, at det er vigtigt, at Indenrigs- og
Sundhedsministeriet hurtigst muligt fastsætter de opgaver, som skal overføres, således at kommuner og regioner kan igangsætte deres forberedelse med
henblik på opfyldelse af deres forpligtelser.
1.2 Socialområdet
Det fremgår af lovforslagets § 8, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter regler om den geografiske afgrænsning af sundhedsrådene. Ifølge
forslag til § 14 c, stk. 1, i regionsloven, skal hvert sundhedsråd varetage den
umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender inden for sundheds- og
socialområdet, der henhører under sundhedsrådets geografisk afgrænsede
område.
I Danske Regioners høringssvar af 7. marts 2025 vedrørende forslag til lov om
ændring af regionsloven, anfører Danske Regioner vedr. den foreslåede § 14 c,
stk. 1, at sundhedsrådene ikke skal have en lovfæstet umiddelbar
forvaltningskompetence ift. de sociale tilbud. Ansvaret for driften af de sociale
tilbud bør varetages på regionsniveau. Danske Regioner finder, at
overgangsloven bør tilrettes i overensstemmelse hermed, således at den
geografiske afgrænsning af sundhedsrådene alene har fokus på det, der er
behov for på sundhedsområdet.
Med sundhedsråd, der afgrænses geografisk ud fra sundhedsopgaverne, bør
det regionale social- og specialundervisningsområde alene indgå i
sundhedsrådenes opgaver i forhold til sundhedsrelaterede emner i snitfladen
til socialområdet. Det vil omhandle samarbejde om levering af
sundhedslovsydelser, herunder samarbejde med hospitaler, almen praksis og
kommunernes sundhedsområde. Konkret kan det eksempelvis være ift.
samarbejde om ind- og udskrivninger, nye samarbejdsflader i forhold til
rehabilitering og genoptræning, faste læger på botilbud og styrket samarbejde
mellem behandlingspsykiatri og socialpsykiatri. Det skal bl.a. sikre, at de lokale
aftaler, der laves i sundhedsrådene, kan fungere på socialområdet både i
kommuner og regioner.
1.3 Observatørposter i sundhedsrådene
Det fremgår af lovforslagets § 32, stk. 4, og § 78, stk. 4, at kommunale
medlemmer af andre forberedende sundhedsråd kan deltage i et forberedende
sundhedsråds møde som observatører efter reglerne i regionslovens § 14 m.
I de generelle bemærkninger side 162, afsnit 3.4.3.6., anføres det, at indenrigs- og sundhedsministeren, jf. regionsloven, bemyndiges til at tildele en eller flere kommuner observatørposter i et andet sundhedsråd end det sundhedsråd, som kommunerne henhører under.
Der henvises til Danske Regioners høringssvar af 7. marts 2025 vedr. forslag til ændring bl.a. af regionslovens § 14 m, hvor det foreslås, at det bør være det
regionsråd, som sundhedsrådet hører under, der skal bemyndiges til at træffe beslutning om tildeling af kommunale observatørposter.
1.4 Bindende styreform
Det fremgår af lovforslagets § 37, stk. 3, og § 113, stk. 3, at hvis regionerne i
deres styrelsesvedtægt forud for den 1. januar 2022 har besluttet, at
forretningsudvalgene og de stående udvalg ikke, eller kun inden for visse dele
af deres områder, varetager den umiddelbare forvaltning af regionens
anliggende, så er regionerne bundet af denne beslutning, indtil regionsrådet i
løbet af perioden til og med den 31. december 2026 træffer bestemmelse om
en ændret styreform efter stk. 1 og 2. Det vil sige, at i denne situation har
regionen mulighed for at ændre styreform. Hvis regionerne derimod i deres
styrelsesvedtægt har truffet en sådan beslutning efter den 1. januar 2022, så er
beslutningen bindende til og med den 31. december 2026, og i den situation
har regionen dermed ikke mulighed for at ændre styreform.
Danske Regioner finder, at formålet med bestemmelsen er uklar. Det vil være
mere hensigtsmæssigt, hvis beslutninger om ændret styreform, der er truffet
pr. 1. juli 2025, er bindende for resten af perioden, indtil regionsrådet i løbet af
perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 har truffet
anden bestemmelse, således at regionsrådet kun kan ændre styreformen én
gang i løbet af perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026.
Danske Regioner foreslår en ændring af lovforslagets §§ 37 og 113 i
overensstemmelse hermed.
1.5 Samarbejde med kommunerne
Danske Regioner har noteret sig, at man fra lovgivers side påtænker at udvide
regionernes og kommunernes muligheder for at løse opgaver i fællesskab og
på tværs af sektorerne, hvilket hilses velkomment.
Danske Regioner bemærker hertil, at vi gerne vil deltage i det forestående
arbejde med at fremme regionernes og kommunernes muligheder for at
samarbejde på tværs af sektorerne. Der henvises i den forbindelse også til
Danske Regioners høringssvar af 7. marts 2025 vedrørende forslag til ændring
af regionsloven og andre forskellige love.
2. Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland
I det følgende redegøres for Danske Regioners bemærkninger af relevans for
Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.
2.1 Konstituering
Det fremgår af lovforslagets § 17, at hvert af regionsrådene for Region
Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, der er valgt den 18.
november 2025, afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15.
december 2025, efter reglerne i regionslovens § 9, stk. 1. I forbindelse med
denne konstituering, skal der ske valg af formand og næstformænd til
regionsråd, jf. § 18, forretningsudvalg, jf. § 19, forberedende sundhedsråd, jf. §
20, medlemmer til eventuelle stående udvalg, jf. § 21, samt medlemmer til
udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign., jf. § 22.
Endvidere følger det af lovforslagets § 48, stk. 1, at regionsrådene for Region
Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, skal afholde et fornyet
konstituerende møde senest den 15. december 2026. På det fornyede
konstituerende møde skal regionsrådene, blandt regionsrådets medlemmer,
vælge medlemmer til de stående udvalg, jf. § 48, stk. 2, som skal fungere efter
den 1. januar 2027. Endvidere fremgår det af bestemmelsens stk. 5, at de tre
regioner på deres fornyede konstituerende møde tillige skal vælge medlemmer
til de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori regionsrådet i
henhold til andre bestemmelser skal være repræsenteret fra og med den 1.
januar 2027.
Danske Regioner skal hertil bemærke, at det er vigtigt, at der i
overgangsperioden sikres en fortsat stabil drift i de tre bestående regioner -
Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland - hvilket er til
fordel for både borgere og medarbejdere. Der er derfor behov for, at de
bestående vestdanske regioner hurtigt kan skabe de ændringer i den politiske
organisering, som er nødvendige for at kunne implementere den nye
forvaltningsstruktur.
På den baggrund foreslår Danske Regioner, at de vestdanske regioner kun skal
afholde ét konstituerende møde i perioden fra den 1. til den 15. december
2025, jf. § 17, hvor de bl.a. vælger medlemmer til forretningsudvalg,
forberedende sundhedsråd, eventuelle stående udvalg, kommissioner,
bestyrelser og lign., med virkning for hele perioden fra den 1. januar 2026 til og
med den 31. december 2029.
Danske Regioner foreslår derfor, at kravet om, at Region Nordjylland, Region
Midtjylland og Region Syddanmark skal afholde to formelle konstitueringer,
tages ud af lovforslaget. Det vil således være uhensigtsmæssigt, hvis de
vestdanske regioner skal forpligtes til at foretage endnu en konstituering,
uanset at regionerne har mulighed for at afholde det 2. konstituerende møde
tidligere end den 15. december 2026, da det vil være en administrativ tung
proces, som ikke giver merværdi. Hertil må det forventes, at der vil være
indgået konstitueringsaftaler i de tre regioner umiddelbart efter valget i
november 2025, som vil gælde for perioden frem til og med den 31. december
2029. Der er på den baggrund ikke et konkret behov for, at Region Nordjylland,
Region Midtjylland og Region Syddanmark skal forpligtes til at konstituere sig
på ny senest den 15. december 2026.
Danske Regioner finder det af samme årsager uhensigtsmæssigt, hvis de
vestdanske regioner for perioden den 1. januar 2026 til den 31. december 2026
skal nedsætte et eller flere stående udvalg med henblik på at varetage
rådgivende opgaver på sundhedsområdet i overgangsåret. På den baggrund
foreslås det, at der i overgangsloven gives mulighed for, at Region Nordjylland,
Region Midtjylland og Region Syddanmark – udover sundhedsrådenes forberedende opgaver - kan lade sundhedsrådene varetage rådgivende opgaver, bl.a. vedrørende regionernes drift inden for sundhedsrådets
geografisk afgrænsede område, allerede fra den 1. januar 2026.
Sundhedsrådenes rådgivende opgave vil svare til den rådgivende rolle, som
sundhedsudvalgene har i dag efter regionernes nuværende styreform, og vil
medføre, at opgaver vedrørende regionernes drift i overgangsåret på
sundhedsområdet kan drøftes i sundhedsrådet, mens beslutninger træffes i
forretningsudvalget og Regionsrådet. På den måde vil sundhedsrådene også
kunne aflaste forretningsudvalget i overgangsåret.
Danske Regioner anerkender, at de forberedende sundhedsråd skal forberede
en række anliggender, som sundhedsrådene først vil kunne varetage den
umiddelbare forvaltning af efter den 1. januar 2027. Sundhedsrådene får fx
først ansvar for en række opgaver fra den 1. januar 2027, hvilket bl.a. gør sig
gældende for de opgaver der flyttes fra kommuner til regioner og for
udmøntningen af midler til indsatser på området for det nære sundhedsvæsen.
Men der vil være opgaver vedrørende regionernes drift af sundhedsområdet,
hvor sundhedsrådene inden for deres geografisk afgrænsede område bør
kunne varetage en rådgivende rolle allerede i perioden fra den 1. januar – 31.
december 2026.
I overensstemmelse hermed foreslår Danske Regioner også, at reglerne for
vederlæggelse af udvalgsmedlemmer og forretningsudvalg i de vestlige
regioner for 2026 ændres, så de svarer til reglerne for 2027, jf. nærmere herom
i afsnit 5 nedenfor om vederlag.
3. Region Østdanmark
I det følgende redegøres for Danske Regioners bemærkninger af relevans for
Region Østdanmark.
Danske Regioner lægger stor vægt på, at der sikres en så smidig overgang som
muligt fra Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark, og
at der skabes de nødvendige juridiske rammer herfor. Med det formål følger
herunder en række bemærkninger og forslag til ændring af lovforslaget med
henblik på, at det bliver muligt for Region Østdanmark at fungere effektivt fra
dag ét.
3.1 Konstituering
Det fremgår af lovforslagets § 61, at det forberedende regionsråd for Region
Østdanmark, der er valgt den 18. november 2025, afholder sit konstituerende
møde i tidsrummet den 1.-15. december 2025. I forbindelse med denne
konstituering, skal der ske valg til det forberedende regionsråd, jf. § 62, det
forberedende forretningsudvalg, jf. § 63, og de forberedende sundhedsråd, jf.
§ 64.
Endvidere følger det af lovforslagets § 97, stk. 1, at regionsrådet for Region
Østdanmark, afholder sit konstituerende møde senest den 15. december 2026.
På det konstituerende møde skal regionsrådene, blandt regionsrådets
medlemmer, vælge medlemmer til de stående udvalg, jf. § 97, stk. 2, som skal
fungere efter den 1. januar 2027. Endvidere fremgår det af bestemmelsens stk.
5, at regionen på det konstituerende møde tillige skal vælge medlemmer til de
udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori regionsrådet i henhold til
andre bestemmelser skal være repræsenteret fra og med den 1. januar 2027.
Danske Regioner kan støtte, at valgene til det forberedende regionsråd,
forretningsudvalg og forberedende sundhedsråd sker i forbindelse med
konstitueringen den 1.-15. december 2025. Endvidere støtter Danske Regioner,
at der hertil skal ske en konstituering af Region Østdanmark senest den 15.
december 2026, og at der i den forbindelse vælges medlemmer til eventuelle
stående udvalg samt til kommissioner, bestyrelse og lign., der løber fra og med
den 1. januar 2027.
Danske Regioner finder således, at kravet om at der skal afholdes to
konstitueringer stemmer overens med, at det forberedende regionsråd for
Region Østdanmark og senere regionsrådet for Region Østdanmark er nye
myndigheder, til forskel fra de vestdanske regioner, som er fortsættende
myndigheder, og som derfor bør gives mulighed for at konstituere sig én gang
allerede i december 2025, jf. afsnit 2.1.
Danske Regioner foreslår endvidere, at reglerne for vederlæggelse af
udvalgsmedlemmer og forretningsudvalg i Region Østdanmark for 2026
ændres, så de svarer til reglerne for 2027, jf. nærmere herom i afsnit 5 nedenfor
om vederlag.
3.2 Administration og kompetencer
Lovforslagets § 66 regulerer det forberedende regionsråds virksomhed, og det
fremgår af stk. 2, at det forberedende regionsråd kan beskæftige sig med de i
nr. 1-21 indeholdte opgaver i perioden 1. januar 2026 til og med den 30.
september 2026.
Denne periodeafgrænsning er efter regionernes opfattelse ikke
hensigtsmæssig, særligt for opgaverne i bestemmelsens nr. 9- 13, nr. 15-16, nr.
18-21. Det vurderes således, at der fortsat vil kunne være behov for at
gennemføre nogle af de anførte opgaver også i perioden fra oktober til
december 2026. Dette skyldes for eksempel, at der vil være risiko for, at der
først er klarhed over præcis hvilke kommunale tilbud, der overføres til Region
Østdanmark i oktober 2026, hvis overførslen beror på en beslutning fra
delingsrådet.
Danske Regioner foreslår på den baggrund, at periodeafgrænsningen i stk. 2,
udvides indtil den 31. december 2026.
Hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet ønsker at forpligte det forberedende
regionsråd til så vidt muligt at have opnået visse milepæle vedrørende
opgaverne inden den 30. september, da bør dette i stedet beskrives, dog
således at regionsrådet fortsat har kompetencen til at afslutte opgaver helt
frem til den 31. december 2026.
Danske Regioner foreslår endvidere, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet
overvejer at gøre reglerne for det forberedende regionsråds kompetencer
mere fleksible, med henblik på at gøre det muligt at igangsætte opgaver
allerede i 2026. Der henvises i den forbindelse til afsnit 3.2 nedenfor
vedrørende kontrakt- og udbudsretlige problemstillinger.
3.3 Udbudsretlige problemstillinger
Danske Regioner finder, at der er behov for at afklare de kontrakt- og
udbudsretlige problemstillinger, herunder sikre at der etableres klare hjemler
med henblik på, at det forberedende regionsråd kan indgå, ændre eller opsige
kontrakter, samt at kontrakter kan overdrages fra Region Hovedstaden og
Region Sjælland til det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Opsigelse, ændring og indgåelse af aftaler
Det fremgår bl.a. af lovforslagets § 11, at Region Sjælland, Region Hovedstaden
og Region Østdanmark skal betragtes som særskilte myndigheder. Endvidere
fremgår det af § 66, stk. 2, nr. 9 og 10, at det forberedende regionsråd for
Region Østdanmark i perioden 1. januar 2026 til og med den 30. september
2026 skal træffe bestemmelse om indgåelse, opsigelse eller ændring af aftaler
indgået af Region Sjælland, Region Hovedstaden eller en kommune med
virkning for Region Østdanmark fra den 1. januar 2027.
Region Sjælland og Region Hovedstaden er i lovforslaget beskrevet som
selvstændige myndigheder, der fortsat eksisterer i 2026, mens det
forberedende regionsråd er en "forberedelsesmyndighed". Det fremgår dog
ikke klart om:
- det forberedende regionsråd kan anses for en selvstændig
ordregivende myndighed i udbudslovens forstand, jf. udbudslovens §
24, nr. 28. - Region Østdanmark kan udgøre en ordregivende myndighed allerede
inden regionens oprettelse, eller - Region Sjælland og Region Hovedstaden kan og skal gennemføre udbud
på vegne af både sig selv og Region Østdanmark, jf. lovforslagets § 11,
hvorefter de tre regioner skal betragtes som selvstændige
myndigheder.
Det er efter lovforslaget alene det forberedende regionsråd, der skal varetage
forberedelsen til overgangen, jf. lovforslagets § 70, og § 106, modsætningsvist,
og træffe bestemmelse om indgåelse af aftaler med virkning for Region
Østdanmark, jf. lovforslagets § 66. Samtidig har Region Hovedstaden og Region
Sjælland pligt til at gennemføre udbud til understøttelse af den fortsatte drift
af regionerne frem til den 31. december 2026, jf. § 106. Størstedelen af disse
udbud vil dog vedrøre kontrakter, der også er relevante for driften af Region
Østdanmark. Danske Regioner finder derfor, at reglerne for det forberedende
regionsråds kompetencer skal være mere fleksible, og at der bør tages stilling
til hvilken status det forberedende regionsråd har.
Danske Regioner finder det hertil uhensigtsmæssigt, at det forberedende
regionsråd for Region Østdanmark alene kan opsige og ændre aftaler med
virkning fra den 1. januar 2027, da der allerede tidligere kan opstå behov herfor
f.eks. ved grundlæggende/strukturelle IT-systemer, idet systemændringer,
implementering og idriftsættelse tager tid. For at sikre en god overdragelse,
med en passende implementeringsperiode, foreslår Danske Regioner derfor, at
det skal være muligt for det forberedende regionsråd efter aftale med Region
Hovedstaden og/eller Region Sjælland at opsige og foretage ændringer i
sådanne aftaler, med virkning før den 1. januar 2027.
Efter ordlyden i den foreslåede § 66, stk. 2, kan det forberedende regionsråd
for Region Østdanmark, alene varetage de i bestemmelsen nævnte opgaver, til
og med den 30. september 2026, hvilket er problematisk. Bestemmelsen bør
ikke periodeafgrænses, da der kan være udbud og kontrakter, som skal opsiges,
ændres eller indgås helt frem til den 31. december 2026.
Overdragelse af kontrakter
I forhold til overdragelse af kontrakter, finder Danske Regioner, at der er behov
for, at det forberedende regionsråd kan komme hurtigt i gang med den
nødvendige konsolidering. Sundhedsplatformen er allerede i dag et fælles
system på tværs af Region Hovedstaden og Region Sjælland, men der er andre
kliniske systemer, hvor der er et stort behov for at konsolidere hurtigt, så
medarbejderressourcer på hospitalerne kan udnyttes på tværs og
medarbejderne møder de samme systemer i hele regionen. Særligt på det
diagnostiske område, herunder røntgenområdet, er der behov for at benytte
fælles systemer, hvor de to regioner i dag har forskellige løsninger bundet i
egne kontrakter.
Danske Regioner ser derfor gerne, at lovgivningen giver mulighed for en større
fleksibilitet således, at regionerne gennem anvendelse af udbudslovens § 183,
tidligere end den 1. januar 2027, vil kunne udbrede de eksisterende kontrakter
til at dække både Region Hovedstadens og Region Sjælland.
Det bemærkes hertil, at der efter udbudslovens § 183 er mulighed for at ændre
en kontrakt, uden at ændringen anses for en grundlæggende ændring, når
- behovet for ændringen ikke har kunnet forudses af en påpasselig
ordregiver - kontraktens overordnede karakter ikke ændres
- værdien af ændringen ikke overstiger 50% af værdien af den oprindelige
kontrakt.
Danske Regioner finder dog, at der skal etableres en klar hjemmel til, at det
forberedende regionsråd efter aftale med Region Hovedstaden eller Region
Sjælland kan overtage en kontrakt fra den pågældende region allerede i 2026,
ud fra principperne i udbudslovens § 183, med henblik på at stille den
pågældende ydelse fra leverandøren til rådighed for både Region Hovedstaden
og Region Sjælland. Der bør om muligt også etableres hjemmel til, at en sådan
kontrakts værdi kan hæves med mere end 50 %.
Det forberedende regionsråds myndighedskarakter
Såfremt det vurderes, at det forberedende regionsråd kan anses for en
selvstændig ordregivende myndighed i udbudslovens forstand, jf.
udbudslovens § 24, nr. 28, bør dette defineres tydeligt i overgangsloven.
Danske Regioner skal derfor opfordre til, at spørgsmålet om det forberedende
regionsråds myndighedskarakter adresseres klarere, f.eks. i lovforslagets § 11,
hvor der allerede fremgår en definition af myndighedskarakteren for så vidt
angår kommunerne og regionerne. Danske Regioner finder, at det
forberedende regionsråd skal defineres som et organ, der kan tildeles et
selvstændigt CVR-nummer før den 1. januar 2027. Dette vil lette det
forberedende regionsråds muligheder for at indgå, ændre og overtage aftaler
med og fra andre aktører.
Danske Regioner finder dermed også, at det bør fremgå klarere af lovforslaget,
at det forberedende regionsråd i praksis vil kunne gennemføre udbud på vegne
af den selvstændige myndighed Region Østdanmark, under hensyn til, at der
bl.a. skal angives et CVR-nummer for Region Østdanmark (og det forberedende
regionsråd) i forbindelse med offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse og
bekendtgørelse om indgåede kontrakter. Danske regioner anbefaler, at disse
forhold adresseres i lovens bemærkninger, og at lovforslaget i det hele taget
forholder sig til samspillet mellem § 66, stk. 2, nr. 10, og udbudsloven,
tilbudsloven og bekendtgørelse om tildeling af koncessionskontrakter, samt
hvem der har kompetence og pligt til at gennemføre udbud.
3.4 Hjemmel til at tilslutte sig samarbejder, hvor der overføres kompetence
Efter den foreslåede § 69, kan det forberedende regionsråd ikke varetage andre
opgaver, end hvad der er fastsat i overgangsloven. Det er i den forbindelse
positivt, at det fremgår, at myndighedsfuldmagten finder anvendelse også for
forberedelsesmyndigheden, men det fremgår også af bestemmelsens
bemærkninger, at det forberedende regionsråd ikke vil kunne indgå
samarbejder, hvor der overføres kompetence. Det forberedende regionsråd
bør kunne tilslutte sig for eksempel et indkøbsfællesskab som Amgros I/S,
hvortil regionerne har overført kompetence efter sundhedslovens § 78, stk. 3
og 4.
Danske Regioner foreslår derfor, at der i § 66, indføres en særlig hjemmel i
overgangsperioden til, at det forberedende regionsråd vil kunne indmelde
Region Østdanmark i organisationer, hvortil der overføres kompetencer, hvilket
for eksempel vil gøre det muligt at indmelde Region Østdanmark i Amgros.
3.5 Styrelsesvedtægt og forretningsorden
Det fremgår af lovforslagets § 71, at det forberedende regionsråd for Region
Østdanmark skal vedtage en styrelsesvedtægt for forberedelsesåret.
Danske Regioner skal hertil bemærke, at en sådan styrelsesvedtægt ikke
vurderes at være nødvendig, da udpegning til udvalg og opgaver er
tilstrækkeligt beskrevet i overgangsloven, og da det forberedende regionsråd
ikke vil kunne nedsætte stående udvalg. Indenrigs- og Sundhedsministeriet
opfordres derfor til at overveje, om det kan gøres frivilligt for det forberedende
regionsråd at vedtage en styrelsesvedtægt for forberedelsesperioden.
Det bemærkes hertil, at den oprindelige konstituering af det forberedende
regionsråd og til det forberedende forretningsudvalg og sundhedsråd under
alle omstændigheder vil skulle foretages, inden en styrelsesvedtægt kan
vedtages af det forberedende regionsråd.
Det vil herudover først være i løbet af forberedelsesperioden, at det kan
afklares, hvilke driftstilbud der vil skulle henlægges til hvilke sundhedsråd,
hvilke driftsopgaver, der er tværgående og derfor skal henlægges under
forretningsudvalget, og hvilken arbejdsform det forberedende regionsråd og
forretningsudvalg anser for hensigtsmæssig i forhold til de øvrige regionale
opgaver, herunder om der skal oprettes stående udvalg eller ej.
Hvis det forberedende regionsråd under en frivillig ordning ikke vedtager en
styrelsesvedtægt for forberedelsesåret, jf. § 71, vil det forberedende
regionsråd stadig være forpligtet til at vedtage en styrelsesvedtægt for Region
Østdanmark med henblik på senest den 15. december 2026 at gennemføre
konstituering med virkning fra 1. januar 2027.
Det forberedende regionsråd bør principielt heller ikke forpligtes til at vedtage
en forretningsorden, jf. forslag til § 72, idet mødeindkaldelser, mødeafvikling
mm. kan gennemføres ud fra almindelige retsgrundsætninger, herunder
således som disse har fundet udtryk i kommunernes normalforretningsorden.
Det skal dog være muligt for det forberedende regionsråd at vedtage en
forretningsorden, da en sådan er et velegnet værktøj til at afklare og beslutte
spørgsmål om taletid, stemmeafgivning, mødeforberedelse mv.
3.6 Forenklet procedure for budgetvedtagelse
Ifølge lovforslagets § 87, skal det forberedende regionsråd for Region
Østdanmark vedtage et budget for forberedelsesåret 2026, hvilket Danske
Regioner støtter.
Det foreslås dog, at der etableres en forenklet procedure for
budgetvedtagelsen, hvorefter udkast til budgettet udarbejdes af formanden for
det forberedende regionsråd (i stedet for af det forberedende
forretningsudvalg), og at budgettets vedtagelse i det forberedende regionsråd
kun vil kræve én behandling. På den måde vil budgettet kunne vedtages på det
forberedende regionsråds første møde i januar 2026, således at det
forberedende regionsråd bliver operationelt med det samme.
I den forbindelse bemærkes, at henvisningen i den foreslåede § 87, stk. 5, til
kommunestyrelseslovens § 40, stk. 2 og 3, sikrer, at der kan foretages
eventuelle tilpasninger i forhold til budgettet, hvis det viser sig, at ændringer er
nødvendige eller blot hensigtsmæssige.
3.7 Økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser
I bemærkningerne til lovforslaget side 271-273 anføres, at der for regionerne
øst for Storebælt på kort sigt vil være midlertidige opgaver vedrørende
etableringen af den nye Region Østdanmark, herunder i forhold til nedsættelse
af det forberedende regionsråd, de forberedende regionsrådsopgaver og det
forberedende regionsråds virksomhed. Samtidig anføres det, at det fremgår af
aftale om sundhedsreform 2024, at den isolerede effekt af reformen samlet set
vil medføre et fald af administrationen på tværs af forvaltningsniveauer og –
organisationer pga. administrative tilpasninger som følge af opgavebortfald
(regionale udviklingsopgaver), samt at der på sigt vil være administrative
besparelser ved sammenlægningen af Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Dette skønnes foreløbigt at udgøre i størrelsesordenen 50 mio. kr. stigende til
150 mio. kr. fuldt indfaset.
Danske Regioner er ikke enig i denne vurdering, da der er tale om en meget
tung administrativ opgave, som regionerne øst for Storebælt skal foretage i
forhold til sammenlægning og fortsat drift af to regioner med tilsammen mere
end 60.000 medarbejdere, samtidig med at der administrativt i 2026 skal ske
understøttelse af ”tre regionsråd”, ”tre forretningsudvalg” samtidig med, at
man implementerer en helt ny struktur på sundhedsområdet, med seks
forberedende sundhedsråd, overtager nye opgaver fra kommunerne og
sideløbende hermed bliver pålagt at foretage besparelser. Danske Regioner
finder derfor, at man i bemærkningerne til lovforslaget undervurderer
opgaven.
4. Opgaveflytning
I forhold til opgaveflytning fra kommuner til regioner regulerer lovforslaget på
sundhedsområdet den del af processen, der vedrører aktiver og passiver,
delingsråd og virksomhedsoverdragelse mv. Danske Regioner bakker op om, at
der er klare rammer for denne proces. Rammerne for fordelingen hænger dog
tæt sammen med afklaringen af genstandsfeltet, de konkrete faglige
beskrivelser af de fire opgaver og de økonomiske rammer og processer, der
følger heraf. Da denne del endnu ikke er afklaret eller udfoldet, bliver
lovgivningen vedrørende overførsel af aktiver og passiver fra kommuner til
regioner vanskelig at oversætte til praksis på nuværende tidspunkt, og er
derved svær at kommentere indgående på. Det er således uklart, hvilke aktiver
og passiver, der konkret kommer i spil.
4.1 Kommunernes fortsatte driftsansvar
Lovforslagets § 5 regulerer rammerne for kommunens fortsatte driftsansvar på
de opgaveområder, hvor ansvaret overgår fra kommune til region fra 1. januar
2027. I den forbindelse fremgår det af bestemmelsens stk. 4, at regionerne vil
være forpligtede til at betale kommunen for de udgifter, der er forbundet med
kommunernes varetagelse af opgaver på vegne af regionerne. Lovforslaget
specificerer, hvilke typer af udgifter der skal medtages heri.
Danske Regioner bemærker hertil, at det i praksis er udfordrende at opgøre
disse udgifter, og at det vil være administrativt tungt med forskelligartet
praksis.
Danske Regioner opfordrer derfor til, at der fra centralt hold fastlægges nogle
generelle retningslinjer for prissætning og standarder for beregning af
udgifterne, herunder de indirekte udgifter. Hertil forudsætter Danske Regioner,
at den generelle økonomiske ramme til at varetage de overtagne opgaver fra
kommunerne ligeledes inkluderer beregning af både direkte og indirekte
udgifter til opgavevaretagelsen.
4.2 Overførsel af aktiver, passiver, rettigheder og pligter fra en kommune til en
region
Det følger af lovforslagets § 141, stk. 1, at regionerne skal kompensere
kommunerne for overdragelsen af aktiver/passiver, der udelukkende eller helt
overvejende er knyttet til varetagelsen af den overførte opgave.
Danske Regioner forudsætter, at regionerne i processen omkring
opgaveflytning sikres finansiering til overtagelse af kommunale aktiver og
passiver, så denne proces ikke belaster regionernes likviditet, der i forvejen er
udfordret.
Det følger af bemærkninger til lovforslagets § 141, stk. 6 og 10, at
værdiansættelsen af aktiver og passiver først skal baseres på markedsværdi,
hvorefter det fremgår, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte
regler for værdiansættelsen med udgangspunkt i
værdiansættelsesprincipperne i budget- og regnskabssystem for kommuner og
amtskommuner.
Danske Regioner finder det afgørende, at det præciseres, hvilken model for
værdiansættelse der vil blive anvendt. Endvidere bør det tydeliggøres, hvorvidt
de samme regler for værdiansættelse gælder i budget- og regnskabssystemet
for henholdsvis kommuner og regioner.
Det følger af lovforslaget § 141, stk. 12, at indenrigs- og sundhedsministeren
kan fastsætte regler om, hvorvidt en del af kommunens nettoformue overføres
til regionen ved opgaveovergang fra kommunen til regionen, beregningen af
nettoformuen og om nettoformuens størrelse og betaling samt regler om
fordeling af nettoformuen mellem myndighederne. I bemærkningerne til
lovforslaget står det dog uklart, hvornår denne bemyndigelse vil træde i kraft.
Danske Regioner finder, at det bør præciseres nærmere i hvilke tilfælde
bestemmelsen vil få virkning.
4.3 Fremgangsmåde for overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og
ansatte
Det følger af lovforslagets § 149, stk. 1, at kommunalbestyrelsen udarbejder et
udkast til en aftale mellem kommunen og regionen, indenfor hvis område
kommunen ligger, om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og
ansatte.
Hertil følger det af lovforslagets § 157, stk. 2, at ministeriet kan fastsætte
nærmere regler vedrørende formen for aftaleudkastet, efter § 149, stk. 1,
aftalen efter § 151, stk. 1, Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, og
Delingsrådets pålæg om afhændelse efter § 152, stk. 5.
Danske Regioner finder, at ministeriet skal benytte muligheden for at fastlægge
regler for formen af disse aftaler, jf. § 157, stk. 2, og at det i den forbindelse vil
være hensigtsmæssigt, hvis ministeriet benytter en fast skabelon herfor, da det
kan være en huskeliste for afgivende myndighed i forhold til at medtage alle
oplysninger. For modtagende myndighed vil det også være positivt med en fast
skabelon, da det vil sikre en ensartethed i aftalerne på tværs af regionens
kommuner.
Danske Regioner bemærker generelt, at der i kapitlet om fremgangsmåden for
overførsel af aktiver og passiver mv., ikke er taget stilling til særlige tilfælde,
hvor et aktiv efter overdragelsen kan være forbundet med et erstatningskrav
relateret til forhold, som den afgivende myndighed har pådraget sig før
overdragelsen. Endvidere fremgår det ikke af lovforslaget, hvilke
vedligeholdelsesforpligtelser den afgivende myndighed har for aktivet i
perioden fra aftaleindgåelsen frem til den faktiske overdragelse.
Danske Regioner anbefaler, at lovforslaget eksplicit forholder sig til situationer,
hvor et aktiv efter overdragelsen vurderes at have lidt en værdiforringelse som
følge af en skade, der er påført af den afgivende myndighed forud for
overdragelsen. Der bør desuden tages stilling til den afgivende myndigheds
vedligeholdelsesforpligtelser i perioden fra aftaleindgåelsen frem til
overdragelsen af aktivet.
4.4 Delingsrådet
Lovforslagets §§ 149-151 omhandler udarbejdelse, forelæggelse og
forhandlinger om aftaleudkast vedrørende overførsel af aktiver, passiver,
rettigheder, pligter og ansatte. Danske Regioner bemærker hertil, at det bør
fremgå af lovteksten eller lovens bemærkninger, at der skal være mulighed for,
at en kommune og den relevante region kan afslutte processen vedrørende
aftaleudkastet ved delingsrådet med oplysning om, at der nu er indgået en
frivillig delingsaftale, der opfylder de indholdsmæssige krav i forslagets §§ 149-
151, og som samtidig fremsendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
4.5 Revision
Vedrørende revision fremgår det af § 157, stk. 4, at ministeriet endnu ikke har
taget stilling til, hvorvidt aftaleudkast mv. skal indeholde en revisionspåtegning.
Danske Regioner anbefaler, at aftaleudkastet fra den afgivende myndighed
underkastes revisionspåtegning. En sådan påtegning vil øge aftaleudkastets
troværdighed ved at sikre, at materialet er kvalitetssikret af en revisor.
Derudover vil et revisorpåtegnet aftaleudkast forventeligt bidrage til en mere
smidig dialog mellem afgivende og modtagende myndighed. I modsat fald
vurderes det, at en øget andel af aftaleudkast vil ende i Delingsrådet.
5. Vederlag
I lovforslagets §§ 50-53 reguleres vederlæggelse af medlemmer af regionsråd,
udvalg mv. for Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark,
i lovforslagets §§ 99-101 reguleres vederlag for medlemmer af det
forberedende regionsråd, sundhedsråd mv. for Region Østdanmark, og i §§
123-125 reguleres vederlæggelsen for medlemmer af regionsråd, udvalg mv. i
Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Danske Regioner mener overordnet set, at vederlagsstrukturen indtil den 31.
december 2026 skal understøtte, at regionerne allerede fra 2026 ønsker at
arbejde med den nye udvalgsstruktur i reformen så vidt det er muligt.
Endvidere skal udvalgsstrukturen fastlægges under hensyn til, at de mange
regionsrådsmedlemmer, der vælges ind ved valget i 2025, ikke skal opleve
større forskelle i den økonomiske kompensation i 2026 og i resten af
valgperioden. Det skaber uhensigtsmæssige vilkår for de indvalgte, som også i
2026 vil have en betydelig arbejdsmængde. Danske Regioner mener, at
vederlagsstrukturen i overgangsåret bør være gennemsigtig samt sikre
regionsrådsmedlemmer det samme vederlag igennem hele valgperioden.
Som følge heraf, har Danske Regioner følgende bemærkninger til det fremlagte
lovforslag:
5.1 Udvalgsstruktur for de vestlige regioner
Danske Regioner finder som nævnt ovenfor i afsnit 2.1 om konstituering i
Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, at det vil være
uhensigtsmæssigt, hvis regionsrådene vest for Storebælt skal konstituere sig ad
to omgange, og at der i den forbindelse skal vedtages en styrelsesvedtægt hhv.
senest den 1. november 2025 og senest den 1. november 2026. For de
vestdanske regioner vil implementeringen af den nye forvaltningsstruktur blive
mere effektiv, hvis regionerne alene skal konstituere sig én gang, hvilket også
vil få den konsekvens, at reglerne om vederlag vil skulle ændres tilsvarende.
Danske Regioner finder derfor, at reglerne for vederlæggelse af
udvalgsmedlemmer og forretningsudvalg i de vestlige regioner for 2026
ændres, så de svarer til reglerne for 2027. Dette vil alt andet lige medføre færre
udgifter til vederlag til udvalgsstrukturen udover Sundhedsrådene. Denne
gevinst foreslås anvendt til et mere retvisende vederlag i Sundhedsrådene i
2026.
5.2 Sundhedsrådene
Det fremgår af lovforslaget, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemyndiges
til at fastsætte vederlaget for medlemmer af sundhedsrådet. Det fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, at det forventes, at bemyndigelsen udmøntes
således ”at formænd, næstformænd og medlemmer af forberedende
sundhedsråd i hele landet vil skulle modtage et vederlag svarende til 50 pct. af
vederlagstaksten for de nye sundhedsråd, som gælder fra 2027”.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 20, stk. 6, at valget af
formænd, næstformænd og medlemmer til de forberedende sundhedsråd,
også har virkning for hele valgperioden.
Danske Regioners bemærker, at de forberedende sundhedsråd i hele landet
allerede fra 2026 vil skulle varetage en betydelig arbejdsmængde, og at de har
et stort ansvar for implementeringen af sundhedsreformen. Danske Regioner
finder derfor, at vederlæggelsen af de forberedende sundhedsråd skal være på
samme niveau som for sundhedsrådene efter 2027.
5.3 Region Østdanmark
Jf. aftalen om Sundhedsreform forventes det, at regionsrådsmedlemmer i
Region Østdanmark i 2026 vil modtage 75% af deres vederlag i 2025. Danske
Regioner mener, at regionsrådsmedlemmer, der vælges til Region Østdanmark,
og som ikke i forvejen er valgt til regionsrådet i Region Sjælland eller Region
Hovedstaden, i 2026 bør modtage det fulde vederlag for arbejdet i
regionsrådet.
Det følger af lovforslagets § 99, stk. 7, at Region Østdanmark i overgangsåret
ikke har mulighed for at yde særskilt vederlæggelse til
regionsrådsmedlemmernes deltagelse i underudvalg, jf. § 83, eller særlige
udvalg, jf. § 85. Danske Regioner mener ikke at denne begrænsning er
hensigtsmæssig, da udvalgene vil skulle varetage en betydelig arbejdsmængde.
Danske Regioner finder derfor, at der skal ske vederlæggelse af medlemmer af
sådanne udvalg.
5.4 Region Sjælland og Region Hovedstaden
Danske Regioner bemærker hertil, at det er tvivlsomt, om arbejdsbyrden for
regionsrådene og udvalgene i Region Sjællands og Region Hovedstaden
mindskes, hvilket bør afspejles i det vederlag regionsrådsmedlemmerne
modtager i overgangsåret.
6. Personale
6.1 Omplacering af ansatte
Det fremgår af bemærkningerne til § 66, stk. 2, nr. 13, s. 576, at ”Bestemmelsen
vil give mulighed for, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark
forud for den 1. januar 2027, men med virkning fra den 1. januar 2027 eller
senere træffer bestemmelse om de fornødne ændringer af indretningen af
Region Østdanmarks administration og i den forbindelse træffer beslutning om
ansættelse og afskedigelse af personale til Region Østdanmarks administration
fra den 1. januar 2027 eller om omplacering fra den 1. januar 2027 af
kommunalt ansatte medarbejdere, der efter reglerne i kapitel 10 om overførsel
af ansatte overføres fra kommunen til Region Østdanmark.”
Danske Regioner foreslår, at det præciseres, at det forberedende regionsråd
for Region Østdanmark ikke kun har mulighed for at omplacere kommunalt
ansatte medarbejdere, men også har mulighed for at omplacere regionalt
ansatte, der overføres til Region Østdanmark.
6.2 Nyansættelser
Det følger af lovforslagets § 131, stk. 1, at indenrigs- og sundhedsministeren
kan fastsætte regler, hvorefter Region Sjællands og Region Hovedstadens
beslutninger, der i perioden fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december
2026 træffes om nyansættelse af personale, kræver godkendelse af det
forberedende regionsråd for Region Østdanmark. Af stk. 2, følger, at ved
nyansættelser, jf. stk. 1, forstås en ansættelse, der ikke er en genbesættelse af
en stilling. Af stk. 4, følger, at nyansættelser, som er nødvendige til opfyldelse
af foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift,
undtages fra stk. 1.
Danske Regioner skal bemærke, at kliniske ansættelser på hospitaler eller
enheder, der ikke skal slås sammen, ikke bør omfattes af bemyndigelsen til
indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler, hvorefter beslutninger
om nyansættelse af personale i Region Sjælland og Region Hovedstaden i
perioden fra den 1. januar 2026 til den 31. december 2026 kræver godkendelse
af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.
Bemyndigelsen bør alene omfatte tværgående administrative enheder, der skal
sammenlægges som følge af sundhedsreformen. Ligeledes bør der fastsættes
en bagatelgrænse for regionernes mulighed for at disponere.
6.3 ”Ønskerunde”
Det følger af lovforslagets § 156, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i den
kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal forud for
forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet gøre den ansatte bekendt med den
del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende, og,
medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte
bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der
er af væsentlig betydning for kommunens udarbejdelse af aftaleudkastet
vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt
med, at kommunen er i besiddelse af. Kommunalbestyrelsen skal i den
forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af
udtalelse efter 2. pkt.
Det fremgår af bemærkningerne til § 156, at den svarer – på nær præciseringen
i stk. 4 – til § 16 i lov om visse proceduremæssige forhold i forbindelse med
kommunalreformen.
Danske Regioner skal i den anledning bemærke, at der er en række forskelle
mellem kommunalreformen og Sundhedsreformen. De opgaver, som skal
overdrages fra kommuner til regioner i medfør af Sundhedsreformen, bliver
overdraget til den region, som den pågældende kommune er beliggende i. Og
dermed overdrages de ansatte, som udelukkende eller overvejende er knyttet
til varetagelsen af den overførte opgave også til en bestemt region. Det er
således entydigt, hvem de ansatte skal overdrages til. Dette adskiller sig fra
kommunalreformen, hvor der ikke i alle tilfælde (særligt for overheadpersonale) var entydigt, om de ansatte skulle overdrages til staten, kommuner
eller regionerne.
Danske Regioner skal hertil bemærke, at det er hensigtsmæssigt, at de ansatte
høres omkring de faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for
kommunens udarbejdelse af aftaleudkast vedr. den ansatte og som ligger til
grund for kommunens vurdering af, hvem der skal overflyttes. Og det er
afgørende, at de ansatte har mulighed for at komme med udtalelse herom.
Det fremgår desuden af bemærkningerne til § 156, stk. 2, at kommunen alene
skal høre den ansatte, hvis den ansattes ønsker ikke fuldt ud imødekommes.
Videre i bemærkningerne til stk. 2 fremgår det, at ”at den afgivende
kommune………. vil indhente oplysninger fra de ansatte om de enkelte ansattes
ønsker til, hvortil den pågældende skal overføres….”. (side 1004)
Som bemærkningerne er formuleret, synes der at blive lagt op til, at den
ansatte kan fremkomme med et ønske til, hvortil (og dermed til hvilken region)
denne skal overføres til eller fremkomme med ønsker om at blive overflyttet til
helt nye opgaver.
Danske Regioner finder det i den forbindelse afgørende for den videre drift af
de overførte opgaver, at regionerne får overdraget de ansatte, der
udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af den overførte
opgave.
Det foreslås derfor, at bemærkningerne til § 156, stk. 2, præciseres således, at
det bliver tydeliggjort, at høringen af de ansatte omhandler de faktiske
oplysninger, der ligger til grund for kommunens vurdering af, hvem der skal
overflyttes. Og at indhentningen af oplysninger om de enkelte ansattes ønsker,
alene skal foretages i situationer, hvor det ikke er entydigt 1) hvem af de
ansatte, der skal overdrages, dvs. i de situationer, hvor kommunen reelt har et
valg mellem flere ansatte, som kan blive overdraget, men hvor ikke alle vil blive
det og 2) Hvor de skal overdrages til.
6.4 Afskedigelser af større omfang
Regionerne er meget store arbejdspladser, og dette bliver forstærket med
etableringen af den nye Region Østdanmark. Det anføres i Vejledning nr. 10033
af 27. oktober 2017 til bekendtgørelse om varsling m.v. i forbindelse med
afskedigelser af større omfang, i bemærkningerne til § 2 i bekendtgørelsen, at
alle sygehuse i en region som udgangspunkt anses som én virksomhed, men at
Det Regionale Arbejdsmarkedsråd kan fravige afgrænsningen.
Danske Regioner foreslår, at udgangspunktet i bemærkningerne til § 2, omkring
hospitaler i vejledningen vendes om, således at hvert hospital som
udgangspunkt anses som én virksomhed i lovens forstand. Alternativt, at de
nuværende regionsgrænser med 5 geografiske enheder, opretholdes i relation
virksomhedsbegrebet i § 2, stk. 1, i lov om varsling m.v. i forbindelse med
afskedigelser af større omfang.
Bilag [tekniske bemærkninger]
§ 25
Den foreslåede § 25, om regionsrådets opgaver, er meget lang og forekommer
vanskelig at overskue. Bestemmelsen vil med fordel kunne inddeles
eksempelvis med underoverskrifter.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til § 25, s. 567, at “Det
forudsættes herudover, at regionsrådene træffer de i bestemmelsen nævnte
beslutninger så hurtigt som muligt efter den 1. januar 2027 i det omfang, dette
vil være nødvendigt for, at regionsrådene kan løse den opgave, der er fastlagt i
bestemmelsen.”
Det vurderes, at der her skulle have stået 2026, og ikke 2027.
§ 39
I bemærkningerne til afsnit 3.4.3.9. (side 166) står der ”Efter Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse bør formanden og første og anden
næstformand for regionsrådet i Region Nordjylland, Region Midtjylland eller
Region Sjælland…”
Det antages, at der ikke skal stå Region Sjælland men derimod Region
Syddanmark.
§ 51
Det fremgår af lovforslagets § 51, stk. 1, litra e, at godtgørelse og bistand efter
§ 8 a, 2. pkt. i lov om kommunernes styrelse, skal vederlægges til regionsrådets
medlemmer af Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark
i 2026. Det fremgår af § 8 a, 2. pkt. at Kommunalbestyrelsen skal godtgøre
medlemmernes udgifter til det fornødne (it-)udstyr mv. eller stille dette udstyr
til rådighed for medlemmerne.
Hvis de foreslåede regler om vederlag i overgangsperioden fastholdes, jf.
Danske Regioners bemærkninger til reglerne i afsnit 5 ovenfor, da foreslår
Danske Regioner, at muligheden for at yde medlemmerne godtgørelse slettes,
da regionerne bl.a. af it-sikkerhedsmæssige hensyn ønsker at bevare
muligheden for at stille udstyret til rådighed for medlemmerne. Med den
nuværende formulering og placering af bestemmelsen kan det således forstås
sådan, at regionerne skal yde medlemmerne godtgørelse og ikke har mulighed
for i stedet at stille udstyr til rådighed for medlemmerne.
§ 67
Lovforslagets § 67, 2. pkt. er formuleret således: ”Det forberedende regionsråd
for Region Østdanmark kan træffe beslutning om administrativ bistand fra
Region Sjælland og Region Østdanmark, jf. § 108.”
Rettelig bør der stå Region Hovedstaden i stedet for Region Østdanmark.
§ 75
I bemærkningerne under afsnit 3.5.3.3 (s. 186) fremgår det i andet afsnit, at
”Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering bør det forberedende
regionsråd for Region Østdanmark i perioden fra 1. juli 2025 til og med den 31.
december 2026…”. Der bør rettelig stå fra 1. januar 2026, idet det forberedende
regionsråd jf. § 58, først etableres der.
§ 92
Danske Regioner skal bemærke, at bemærkningerne til § 92 i relation til
henvisningerne til regionslovens § 37, stk. 1-6, på side 703-705 skaber en række
uklarheder.
Danske Regioner vil derfor foreslå, at der i relation til henvisningerne til
regionslovens § 37, stk. 1-6 indskrives følgende tekst:
”Henvisningen til regionslovens § 37, stk. 1, vil dermed indebære, at personale
i tjeneste i det forberedende regionsråd for Region Østdanmark i det hele vil
være omfattet af de overenskomster, aftaler, retningslinjer m.v., som
Regionernes Lønnings- og Takstnævn har aftalt eller fastsat. Dette gælder også
i forhold til løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale ved selvejende
institutioner, med hvilke det forberedende regionsråd for Region Østdanmark
indgår overenskomst med henblik på opfyldelsen af de i lovgivningen pålagte
forpligtelser.
Henvisningen til regionslovens § 37, stk. 2 og 3, vil dermed indebære, at
Regionernes Lønnings- og Takstnævn ved nævnets behandling af sager om lønog øvrige ansættelsesvilkår for personale under det forberedende regionsråd
for Region Østdanmark vil have samme kreds af medlemmer og samme
formand som i øvrige sager for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Henvisningen til regionslovens § 37, stk. 4-6, vil dermed indebære, at sager om
løn- og øvrige ansættelsesvilkår for personale under det forberedende
regionsråd for Region Østdanmark vil blive behandlet på samme måde i
Regionernes Lønnings- og Takstnævn som øvrige sager for Regionernes
Lønnings- og Takstnævn.”
§ 106
I bemærkningerne til § 106, s. 767 i lovforslaget mangler der en
paragrafhenvisning om regionsrådenes opgaver indadtil, idet er er henvist til §
xx.
§ 108
I bemærkningerne til § 108, s. 768, i lovforslaget, står der ligeledes i fjerde
afsnit, at ”Det forberedende regionsråd vil i den forbindelse kunne træffe
beslutning om administrativ bistand fra Region Sjælland og Region
Østdanmark.
Der bør retteligt stå Region Hovedstaden.
§ 142
Af den foreslåede § 142, stk. 1, fremgår følgende: ”Afgiver en kommune i
henhold til lovgivningen om en ny sundhedsstruktur en opgave til en region,
overtager den region, der er nævnt i §§ 143 og 144, den 1. januar 2027 de
ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af
opgaven, jf. dog stk. 2.”
Af de specielle bemærkninger til § 142, stk. 1, s. 954, fremgår: “Der vil ikke
kunne fastsættes en bestemt procentsats for, hvornår et aktiv [vores
fremhævning] m.v. kan siges helt overvejende at være knyttet til varetagelsen
af en overført opgave. Anvendelsesgraden vil dog i et ikke ubetydeligt omfang
skulle overstige halvdelen.”
Afsnittet er en kopi af bemærkningerne til § 141 om aktiver og passiver. Rettelig
bør ”et aktiv” erstattes med ”ansatte”.
Af bemærkningerne til § 142, stk. 3, s. 955, fremgår sætningen: ”I den situation
overføres alene myndighedsansvaret fra regionen til kommunen”.
Sætningen bør rettelig ændres til ”I den situation overføres alene
myndighedsansvaret fra kommunen til regionen”.
§ 145, stk. 2
Danske Regioner finder det positivt, at det følger af § 145, stk. 1, at
virksomhedsoverdragelsesloven enten finder direkte anvendelse, eller også
finder principperne i virksomhedsoverdragelsesloven anvendelse for de
medarbejdere, der ikke direkte er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Dermed er retsstillingen ens for alle medarbejdere, der overdrages.
På den baggrund er det Danske Regioners vurdering, at lovforslagets § 145, stk.
2, er overflødig og kan skabe forvirring omkring retsstillingen. Det foreslås
derfor, at stk. 2 udgår af lovforslaget.
§ 149
Danske Regioner skal bemærke, at det ikke fremstår klart, hvilke situationer,
som § 149, stk. 2, er relevant for.
§ 149
I bemærkningen til § 149, stk. 3, nr. 1, s. 972, står der ”Aktivet, passivet,
rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte vil derfor alene skulle medtages i
aftaleudkastet, selv om den kommune, der udarbejder aftaleudkastet, ønsker
at beholde aktivet, passivet, rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte.”
Ordet ”alene” bør slettes i bemærkningen.
§ 156
I bemærkningen til § 156, stk. 5, s. 1008, står der ”De ansatte, der skal overføres
fra en kommune, vil således alene modtage orientering efter bestemmelsen fra
den region, hvorfra de overføres.”
Rettelig bør der stå ”fra den kommune, hvorfra de overføres” i stedet for ”fra
den region…..”
I bemærkningen til § 156, stk. 10, 2. pkt., s. 1015, står der ” Det foreslås i § 156,
stk. 10, 2. pkt., at en begæring herom skal fremsættes over for den i 1. pkt.
nævnte region inden 14 dage efter, at den ansatte har modtaget skriftlig
orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres.”
Rettelig bør der stå ”…. i 1. pkt. nævnte kommune…” i stedet for ”… i 1. pkt.
nævnte region…”
I bemærkningen til § 156, stk. 10, 4. pkt., s. 1016, står der: ”Kravene i
forvaltningslovens § 24 til begrundelsens indhold vil således finde anvendelse,
dvs. at begrundelsen vil skulle henvise til de retsregler i lov om visse
proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformener.”
Henvisningen til loven om kommunalreformen bør ændres.
Læs også Danske Regioners høringssvar i pdf-format herunder: