Gå til indhold

Flere bør tage imod vaccine mod livmoderhalskræft

Tilslutningen til HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft er rekordlav, og det kan få fatale følger, advarer Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg. Udviklingen skal vendes, og et simpelt redskab kan være en indkaldelse fra egen læge, foreslår hun.

Blot 25 procent af de piger, som i 2016 fyldte 12 år, har fået første del af HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Sådan var status i januar i år, hvor Statens Serum Institut offentliggjorde de nyeste tal på området. Dermed styrtdykker tilslutningen til vaccinen, som i efteråret 2016 havde en tilslutning på 43 procent. I tidligere årgange har omkring 90 procent af en årgang modtaget vaccinen.

Den udvikling kan vise sig katastrofal, mener Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

- Vaccinen beskytter beviseligt mod, at piger og kvinder udvikler livmoderhalskræft, som hvert eneste år koster liv. Når færre lader sig vaccinere, siger det sig selv, at flere vil udvikle forstadier til livsmoderhalskræft. Som ansvarlig politiker på sundhedsområdet hverken kan eller vil jeg sidde den udvikling overhørig, siger hun.

Regionerne tager hånd om pigerne

Tilslutningen til vaccinen er faldet de seneste år i takt med, at en gruppe piger mener at opleve sammenhæng mellem vaccinen og symptomer som voldsom hovedpine og træthed.

- Det skal vi selvfølgelig tage meget alvorligt, og derfor er der afsat millioner til at forske videre i vaccinen, og fem dedikerede centre på tværs af regionerne tager kompetent hånd om pigerne og udreder og behandler dem så godt, som det er muligt. Men faktum er, at der ikke er fundet sammenhæng mellem vaccinen og pigernes symptomer. Derimod er der en helt klar sammenhæng mellem vaccinen og forebyggelsen af livmoderhalskræft, siger Ulla Astman.

En snak om vaccinen

For at vende den lave tilslutning foreslår Ulla Astman målrettet information om vaccinen.

- Vi er nødt til at finde løsninger. Det kan være informationskampagner eller et simpelt redskab som en indkaldelse fra den praktiserende læge eller fra regionen i eBoks, når pigerne nærmer sig 12 år. Indkaldelsen skal være til både pige og forældre og informere om vaccinen og indeholde et tilbud om at tage en snak med sin læge, hvis man er usikker på vaccinen, siger hun.

Danske Regioner vil nu sætte gang i et arbejde på tværs af regionerne for at undersøge, hvordan indkaldelserne kan realiseres.

kontakt

Hvis du vil vide mere

Anne-Dorthe Sørensen, seniorkonsulent
Center for sundhed og sociale indsatser
T: 3529 8191
M: 4022 3173
E: ans@regioner.dk

Jon Bøge Gehlert, presserådgiver
Kommunikation
M: 2115 2910
E: jbg@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere