Gå til indhold

Fælles indkøb skal sikre mere velfærd for pengene

Regeringen har netop offentliggjort udspillet ’Klogere indkøb, mere velfærd’ med fokus på tværoffentlige indkøb. Danske Regioner ser positivt på udspillet og målsætningerne om flere tværoffentlige indkøb. Vi er allerede i fuld gang, siger Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.

Det bør altid være det gode købmandsskab, der definerer offentlige indkøb, og ikke rigide mål. Sådan lyder reaktionen fra Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner, der hilser regeringens netop offentliggjorte udspil ’Klogere indkøb, mere velfærd’ velkomment.

Tanken bag regeringens udspil er, at indkøb i stor volumen fører til bedre priser. Ved at købe eksempelvis papir, kuglepenne, computere mv. fælles ind centralt vil man kunne spare penge og bruge dem på velfærd til danskerne i stedet. Det er en sund indstilling, men det er vigtigt at huske, at volumen ikke per automatik fører til bedre priser, pointerer Stephanie Lose. Elementer som varesortiment, antallet af leveringssteder, pakning, logistik, oplæring og support skal også tænkes ind.

Store besparelser på regionale indkøb

- Vi er altid interesserede i at få de bedste priser på standardvarer. Så alt hvad der kan bidrage til det, vil vi naturligvis gerne være med til i regionerne. Jo mere velfærd, vi kan skabe for skattekronerne, desto bedre, siger næstformanden og tilføjer:

- Hvilke konkrete indkøbsaftaler, vi skal være med i, afhænger af, om aftalen kan bidrage til de ambitiøse målsætninger, vi har - for eksempel at spare 1,5 mia. kroner på indkøb frem mod 2020.

Siden 2014 har regionerne arbejdet målrettet med at nedbringe udgifterne til indkøb. Her etablerede man samarbejdsmodellen RFI (Regionernes Fælles Indkøb), der blandt andet sikrer flere fællesregionale udbud. Det har allerede givet en besparelse på over 1 mia. kroner på indkøb i 2014 i forhold til 2010. Målsætningen er at spare 1,5 mia. kroner på indkøb inden 2020 i forhold til 2015.

Mere fokus på innovation

I indkøbssamarbejdet på tværs af stat, regioner og kommuner ønsker regionerne blandt andet at øge digitaliseringen af indkøbsprocessen.

- I regionerne har vi solid erfaring med innovative indkøb og ny teknologi, som kan give besparelser, så vi for eksempel frigiver flere penge til at drive hospitalerne. Det område savner jeg et større fokus på i regeringens udspil. I det offentlige skal vi bruge hinandens gode erfaringer, så vi laver de bedste aftaler for borgerne, siger Stephanie Lose.

Læs mere: "Klogere indkøb, mere velfærd" (eksternt link)

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Christina Carlsen, teamleder
Center for styring, økonomi og sammenhæng
T: 3529 8277
M: 2917 0266
E: cca@regioner.dk

Marie Tromborg Petterson, presserådgiver
Kommunikation
T: 3529 8413
E: mpe@regioner.dk

Læs mere

Relaterede nyheder