Gå til indhold

Turister skal tiltrækkes til alle landsdele

Ny national strategi for turisme indeholder meget lovende helhedstakter for både turismedestinationer og virksomheder. "Når vi i Danmark skaber endnu mere attraktive turistdestinationer, skaber vi samtidig vækst og varige arbejdspladser – det kan mærkes i hele landet, men især i vandkants-Danmark", siger Jens Stenbæk, næstformand i Danske Regioner.

17 millioner flere overnatninger frem mod 2025 og en højere omsætning på op mod 45 milliarder kroner. Sådan lyder ambitionerne i Den Nationale Strategi for Dansk Turisme, som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har offentliggjort den 19. september 2016.

Regionerne har deltaget aktivt i arbejdet med den nye strategi gennem to pladser i Det Nationale Turismeforum, som har udarbejdet grundlaget for strategien. Jens Stenbæk, næstformand i Danske Regioner, ser flere gode elementer i den nye strategi.

- Der er turismepotentiale og stærke oplevelsesdestinationer i alle regioner, og derfor er det helt rigtigt, at strategien ser turisme som et helhedsprojekt. Destinationer med turismepotentiale skal udvikles, så et områdes geografi, oplevelser, overnatningsmuligheder og transport tænkes sammen. Det kommer både turisterne og de danske virksomheder i områderne til gode, siger han og tilføjer:  

- I regionerne bider vi mærke i, at strategien gør op med de lidt for mange løsrevne turismeprojekter rundt omkring i landet. Vi skal turde prioritere vores indsatser omkring større, udvalgte destinationer, hvis vi for alvor skal flytte dansk turisme. 

Arbejdspladser i hele landet
Sidste år investerede de fem regioner ca. 137 mio. kr. i turismeudvikling gennem blandt andet produkt- og oplevelsesudvikling og gennem turismeudviklingsselskaber. I 2014 indgik regionerne aftale med Erhvervs- og Vækstministeriet om at oprette udviklingsselskaberne Dansk Kyst- og Naturturisme, Erhvervs- og Mødeturisme (MeetDenmark) og Storbyturisme, og de selskaber spiller en vigtig rolle i det fremadrettede turismearbejde, påpeger Jens Stenbæk.

- Regeringens nye strategi har fokus på, at turistvæksten i høj grad skal komme fra kyst- og naturturisme, men vi skal huske, at de seneste års fremgang i dansk turisme også er drevet af en stærk udvikling i storbyturisme og erhvervs- og mødeturisme. Derfor er det positivt, at de tre udviklingsselskaber er solidt forankret i strategien.

- Når vi i Danmark skaber endnu mere attraktive turistdestinationer, skaber vi samtidig vækst og varige arbejdspladser – det kan mærkes i hele landet, men især i vandkants-Danmark. Turismestrategien fremhæver, hvor vigtigt det er, at det offentlige samarbejder med de private turismevirksomheder, og i regionerne er vi klar. Vi arbejder allerede tæt sammen med virksomhederne og ser frem til at indfri dansk turismes fulde potentiale, siger Jens Stenbæk.

FAKTA: Den Nationale Strategi for Dansk Turisme

Fem strategiske indsatsområder:
1.    Mere effektiv markedsføring målrettet relevante målgrupper
2.    Bedre tilgængelighed, internet og skilte
3.    Bedre turistoplevelser i Danmark
4.    Moderne planlov og øget turismekapacitet
5.    Konkurrenceevne og gode rammevilkår

Læs mere:

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Jens Stenbæk,
Næstformand for Danske Regioner, regionsrådsformand Venstre Region Sjælland
T 20 37 11 98
M 20 37 11 98
E jenst@regionsjaelland.dk
Kontakt

Hvis du vil vide mere

Lone Vingtoft, chefkonsulent
Center for Regional Udvikling, EU og Miljø (REM)
T: 3529 8194
M: 2222 2674
E: lvi@regioner.dk

Morten Christensen, pressekontakt
Kommunikation
M: 3069 1917
E: moc@regioner.dk

relaterede nyheder

Læs mere