Gå til indhold

Tæt på alle piger tilbudt udredning på HPV-centre

Knap 1.900 piger er sat i gang med et udredningsforløb på de regionale Én Indgang-centre. Ventelisterne er så godt som væk i fire ud af fem regioner. "Uanset hvad symptomerne skyldes, er det helt afgørende, at sundhedsvæsenet tager hånd om dem", siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

1.879 piger, som mener at opleve bivirkninger efter HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft, er sat i gang med et specialiseret udredningsforløb på et af regionernes fem Én Indgang-centre. I alt er 2.041 piger henvist til udredning på centrene, hvoraf en mindre gruppe er visiteret videre til andre afdelinger.

Det viser tal fra centrene per 1. september 2016.

Og tallene viser, at de tidligere lange ventelister er barberet kraftigt ned. I regionerne Syddanmark og Sjælland er samtlige henviste sat i gang med udredning, i Nordjylland venter seks på at komme i gang, og i Midtjylland venter blot fire. Region Hovedstaden har fortsat 50 patienter på venteliste og er samtidig den region, der har modtaget flest henviste med i alt 707 patienter.

Hjælp til pigerne uanset hvad

Alene siden foråret 2016 er antallet af ventende piger faldet markant: Fra 503 ventende den 1. april til 285 ventende den 1. juni - og nu 60 ventende.

- De fem regionale afdelinger har samlet de dygtigste specialister på området, og de knokler for at hjælpe de henviste patienter bedst muligt. Det er ulykkeligt, at en stor gruppe piger oplever ubehagelige symptomer, og uanset hvad symptomerne skyldes, er det helt afgørende, at sundhedsvæsenet tager hånd om dem. Det er netop, hvad vi gør på de fem centre, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, og tilføjer:

- Der er desværre ingen fast formel for, hvordan lægerne bedst kan hjælpe pigerne, for de kommer med en del forskellige symptomer, hvoraf mange er funktionelle lidelser. God tid med lægerne, grundige samtaler og afmålte træningsmængder har vist sig at virke godt, hører vi fra afdelingerne. På pigernes vegne glæder jeg mig over, at hjælpen til dem er koordineret og specialiseret, og at der nu skal forskes yderligere i deres symptomer.

De fem Én Indgang-centre blev oprettet i juni 2015.

LÆS MERE: Opgørelse for Én Indgang, 1. september 2016 (pdf)