Det kan være svært at være ung og samtidig skulle leve med en kronisk sygdom. For hvordan forenes sygdom og faste møder i sundhedsvæsenet med et almindeligt ungdomsliv, der også indeholder venner, uddannelse og fritidsinteresser?
På Afdeling for Hormon- og Knoglesygdomme på Aarhus Universitetshospital har man igangsat et initiativ, der netop har fokus på den unge patients behov og ønsker.
Sammen med børn- og ungeafdelinger i Region Midtjylland og Region Nordjylland har afdelingen oprettet fælleskonsultationer, der skal sikre, at unge patienter med kronisk sygdom bliver inddraget, når de går fra at modtage behandling på en ungeafdeling til et voksenafsnit.
Initiativet vinder nu Danske Regioners patientoplevelsespris, der hvert år hylder initiativer, der forbedrer danskernes møde med sundhedsvæsenet. Årets tema har fokus på initiativer, der succesfuldt har udviklet og gennemført tiltag, der skaber bedre rammer for unge patienter i deres kontakt med sundhedsvæsenet.
- Det er vigtigt, at vi støtter unge patienter i at leve et så normalt ungeliv som muligt. Årets vinderinitiativ er et rigtig godt eksempel på, hvordan man møder unge patienter på deres præmisser, og gør det lettere at være ung i sundhedsvæsenet, siger Christoffer Buster Reinhardt, formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen i Danske Regioner.
Sundhedsvæsenet skal rumme ungdomslivet
Ved fælleskonsultationerne får den unge patient sammen med sine forældre mulighed for at hilse på sit nye behandlerteam i voksenafdelingen og fortælle om sit eget forløb. Sammen med sit ”gamle” team, en læge og en sygeplejerske fra børn- og ungeafdelingen, kan den unge også fortælle om sin fritid, så det nye team i højere grad får mulighed for at tage hensyn og tilpasse tidspunkter for behandling og konsultationer til det unge menneske, der lever et ungdomsliv.
- Vi har et ansvar for at rumme ungdomslivet i sundhedsvæsenet. Unge patienter har også brug for at blive inddraget og møde fleksibilitet og sammenhæng i deres behandling, så de føler sig trygge og får bedre forudsætninger for at håndtere deres sygdom. Noget som netop dette års prismodtagere fortjener stor anerkendelse for, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Fællekonsultationerne på tværs af børn- og ungeafdelingerne i Region Midtjylland og Nordjylland og Afdeling for Hormon- og Knoglesygdomme på Aarhus Universitetshospital startede op i 2022.
Ordning blev udvidet i 2023 til også at omfatte virtuelle konsultationer, så unge, der ikke bor nærheden af hospitalet, også har mulighed for at få en fælles konsultation med sit nuværende og kommende behandlerteam.