Af Anders Kühnau (S), regionrådsformand i Region Midtjylland; Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland; Lars Gaardhøj (S), regionrådsformand i Region Hovedstaden; Heino Knudsen (S), regionrådsformand i Region Sjælland og Bo Libergren (V), regionrådsformand i Region Syddanmark. Kronikken er bragt i Politiken den 11. april 2024.
Mange fra det store udland kommer i disse år til Danmark for at søge inspiration i, hvordan vi gør det herhjemme. Og på dette års liste over verdens bedste hospitaler, har Danmark til trods for vores lille størrelse hele fire hospitaler i Top 100.
Det er måske ikke så overraskende. For vi stiller store krav til vores hospitaler. Sådan skal det være. Vi måler og vejer hospitalernes indsats, fordi vi skal kunne regne med dem. Og som borgere er vi udstyrede med patientrettigheder, der skal garantere os fri og lige adgang til hurtig udredning og behandling af høj kvalitet. Gennem de seneste ca. 15 år har høje krav, investeringer, faglig udvikling og reformer af sygehusvæsenet løftet kvaliteten i behandlingen af store folkesygdomme som fx kræft og hjerte-kar-sygdomme. Og i dag kan vores hospitaler måle sig med verdens bedste.
Men sundhedsvæsenet er andet og mere end hospitaler. Det er også alt det, der skal holde os sunde og raske længst muligt, forebygge forværring af sygdom, få os på højkant igen efter længevarende sygdomsforløb og gøre det så tæt på eget hjem som muligt.
Her er udviklingen ikke fulgt med.
Det har den konsekvens, at tusindvis af borgere hvert år kommer på hospitalet med tilstande, der kunne have været forebygget, behandlet hjemme eller tæt på, hvor de bor.
Resultatet er ofte nedsat livskvalitet for mange med kronisk sygdom, ældre borgere og mennesker med multisygdom. Og så lægger det et unødigt stort pres på de hospitaler, der i de kommende år skal sikre plads til endnu flere med alvorlig sygdom, som kræver hospitalsbehandling.
Borgerne skal møde et sammenhængende sundhedsvæsen
Borgerne skal kunne forvente samme høje kvalitet og tilgængelighed uanset, hvor de møder sundhedsvæsenet. Men sammenhængen mellem det, man som borger møder inde på hospitalerne, og det sundhedstilbud, der venter på den anden side, er ganske enkelt ikke god nok. Det skyldes bestemt ikke dårlige intentioner, vil vi gerne understrege.
Vi har som samfund ikke stillet de samme klare krav til kvalitet, tilbud og tilgængelighed i de nære sundhedstilbud, som vi har til vores hospitaler. Vi har i stedet forladt os på, at det nære sundhedsvæsen som H.C. Andersens grimme ælling nok på et tidspunkt ville vokse sig til en smuk svane. Men sådan er det ikke gået. I hvert fald ikke alle steder.
Derfor har vi nu brug for et tigerspring.
Det kræver, at kvalitetskravene til det nære sundhedsvæsen bliver langt mere forpligtende og udviklingen langt mere ensartet, så danskerne oplever samme høje kvalitet uanset, hvor i landet de bor.
24 forslag til at styrke det nære sundhedsvæsen
I dag præsenterer Danske Regioner udspillet I en nær fremtid med 24 forslag til, hvordan vi styrker det nære sundhedsvæsen. Vi kan ikke opliste dem alle her i kronikken, men lad os blot nævne nogle af de mest centrale.
I en nær fremtid skal vi som borgere også have rettigheder i det nære sundhedsvæsen. I dag har patienterne klare rettigheder til udredning og behandling på hospitalerne, hvilket har været med til at styrke fokus på patienterne og sikre hurtigere behandling af høj, ensartet kvalitet. Men det har også øget aktiviteten og drevet mere behandling ind på hospitalerne. Skal mere aktivitet foregå uden for hospitalerne, skal vi sørge for, at borgerne også har rettigheder i det nære. Derfor foreslår vi, at borgerne skal have frit valg af akutplads og midlertidig sengeplads i hele landet, så flere får mulighed for at være tæt på deres pårørende, og tilsvarende frit valg af tilbud om patientrettet forebyggelse og rehabilitering i hele landet. Vi foreslår også digitale rettigheder, der kan flytte konsultationerne ind i borgerens eget hjem og giver bedre muligheder for at have sine pårørende med.
I en nær fremtid skal man som borger være tryg ved, at man får god pleje og behandling alle steder i sundhedsvæsenet. Uanset hvor i landet man bor. Det kræver, at vi fremover stiller klare kvalitetskrav til funktioner og kompetencer på alle sengepladser i det nære sundhedsvæsen. I dag gælder det kun akutpladserne, der er reguleret efter sundhedsloven, og dermed kun ca. fem procent af alle ca. 3.800 sengepladser i det nære.
Vi vil samtidig sikre, at der er nok akutpladser, så alle borgere, der har behov for det, kan komme på akutplads uden ventetid. Ligesom borgerne skal have samme fri og lige adgang til sundhedsvæsnet – uanset om man ligger i en hospitalsseng eller en seng i det nære. I modsætning til når man er indlagt på sygehuset, opkræves der mange steder brugerbetaling i forbindelse med kommunale døgnophold, ligesom der gælder andre regler for befordring. Det skal laves om. Ophold på sengepladser i det nære skal være gratis for borgerne, og der skal gælde samme regler om gratis befordring.
I en nær fremtid skal flere kunne få tilbudt undersøgelser, kontroller og behandling tættere på og i eget hjem. Det gælder især for dem, der ofte går til kontrol og behandling, men hvor der er blevet længere til det nærmeste sygehus. Noget skal i højere grad tilbydes digitalt, mens andet skal tilbydes hos flere praktiserende læger og speciallæger eller i sundhedshuse. Og så skal sundhedspersonalets vurdering af, hvilken hjælp og opfølgende indsatser i det nære, man som borger har behov for efter udskrivelse fra sygehuset, vægte langt tungere, end den gør i dag. Så borgere, der udskrives til hjælp i det nære, også får den.
I en nær fremtid skal borgere med kronisk sygdom kunne forvente samme høje kvalitet på tværs af geografi – og med udgangspunkt i den enkeltes behov. Sundhedsstyrelsen har løbende udgivet faglige anbefalinger og kvalitets-standarder for indsatser og forløb på tværs af sektorer for de store kroniske sygdomme. Men fordi der er for meget ’kan’ og for lidt ’skal’, er der stor forskel på den hjælp, borgere med kronisk sygdom får, afhængigt af hvor i landet de bor. Med inspiration fra kræftpakkerne på hospitalerne foreslår vi, at når det kommer til de store kroniske sygdomme som diabetes, lungesygdom, KOL, muskel-skelet-sygdomme og visse psykiske lidelser, så skal man som borger have grundpakkeforløb med ambitiøse kvalitetsstandarder og nationale mål for indsatsen.
I en nær fremtid skal vi sikre, at alle borgere har reelt frit valg af læge. Derfor arbejder vi for at øge antallet af praktiserende læger til ca. 5000 i 2035. Vi skal sikre os, at det først og fremmest kommer de egne af Danmark til gode, som i dag mangler praktiserende læger. Det kræver nye redskaber til at sikre, at alle danskere har deres egen læge, uanset hvor i landet de bor.
Og i en nær fremtid skal kompetencerne selvfølgelig følge med, så borgerne alle steder i landet møder et nært sundhedsvæsen af høj faglig kvalitet. Vi skal uddanne flere, løfte kompetencerne med nye efter- og videreuddannelsesmuligheder for medarbejderne i de nære tilbud og sikre mere fleksible faggrænser. Vi skal transformere hospitalerne, så de i langt højere grad rækker ud med deres kompetencer i det nære. Så de sundhedsfaglige kompetencer, vi har, bruges bedst muligt for borgerne.
Vi vil forpligte os til at investere i det nære
Vi hilser det velkomment, at regeringen har nedsat en sundhedsstrukturkommission, der skal se fordomsfrit på, hvordan vi skaber et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen for danskerne.
I Danske Regioner har vi taget handsken op og er også gået fordomsfrit til opgaven. Før årsskiftet foreslog vi, at ansvar og budget for hele sundhedsvæsenet skulle samlet hos én myndighed med direkte folkevalgte i spidsen. For at sikre incitamenter til at styrke det, der er nært for borgerne. I regionerne er vi parate til at påtage os den opgave.
Med et samlet regionalt ansvar for hele sundhedsvæsenet vil vi fra regionernes side forpligte os på, at borgerne får mest mulig nær sundhed for pengene. Derfor skal en væsentlig del af væksten fremover prioriteres til opgaver uden for hospitalerne: I almen praksis og speciallægepraksis, på akutpladserne, tilbud i sundhedshuse, til sundheds- og plejeydelser i eget hjem, på plejehjem mv.
Med et samlet regionalt ansvar vil vi forpligte os til skridt for skridt at flytte en endnu større del af væksten til det nære sundhedsvæsen. Så vi ved at behandle flere tættere på og ved at forebygge bedre både kan levere mere sundhed til borgerne og frigive plads på hospitalerne til borgere med et hospitalsbehov.
Selv om vi med vores udspil i dag fokuserer på udviklingen uden for hospitalerne, så kræver omstillingen til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen også noget nyt af hospitalerne. For den nødvendige specialisering af hospitalerne de seneste år har desværre også betydet et vist tab af breddekompetencer og helhedssyn. Det skal vi have tilbage.
I et sammenhængende sundhedsvæsen må hospitalerne aldrig lukke sig om sig selv, og sådan er det heldigvis heller ikke i dag. Hospitalerne skal i fremtiden have en endnu mere udadvendt rolle, stille deres specialistviden til rådighed for sundhedsfaglige medarbejdere i det nære sundhedsvæsen og i øvrigt deltage aktivt i udviklingen med deres viden om kvalitet, forskning mv. Så vi udnytter de synergier ved videndeling og bedre ressourceudnyttelse, som et samlet ansvar for det nære og det specialiserede sundhedsvæsen giver.
Løft af det nære sker bedst med et samlet ansvar
Det løft af det nære sundhedsvæsen, vi foreslår med vores udspil her i dag, er nødvendigt uanset, hvordan den fremtidige struktur på sundhedsområdet kommer til at se ud.
Men vi er ikke i tvivl om, at det vil lykkes bedst og mest effektivt i en struktur, hvor ansvar og budget for hele kæden af sundhedsydelser er samlet samme sted.
Som det er i den nuværende struktur, skal krav om ensartet kvalitet og tilgængelighed af de nære sundhedstilbud per automatik kompenseres økonomisk 1:1. Ellers bliver der – som vi ser i dag – for meget ’kan’ og for lidt ’skal’. Et eksempel er Sundhedsstyrelsens nye kvalitetskrav til de patientrettede forebyggelsestilbud, som patientforeninger har været ude og kritisere for at være for slappe og for ikke at løfte det nære sundhedsvæsen i det omfang, der er behov for.
Det giver ikke mest sundhed for pengene. Og vi ved, at behovet for flere penge i sundhedsvæsenet er uudtømmeligt. Ny dyr medicin, nyt apparatur, nye behandlingsmuligheder driver et enormt udgiftsbehov, særligt på hospitalerne. Derfor kan vi som samfund ikke være tjent med, at vi ikke får det fulde potentiale ud af de mange milliarder, vi i dag bruger på vores sundhedsvæsen. Dertil har regeringen sat mærkbare midler af til sundhed og ældre med dækningen af det såkaldte demografiske træk og fem milliarder ekstra til sundhedsvæsenet frem mod 2030.
Skal borgerne for alvor begynde at mærke konkrete forbedringer af de mange penge, vi som samfund allerede bruger, og som vi med regeringens planlagte investeringer kommer til at bruge, i vores sundhedsvæsen, så kræver det, at vi sikrer en højere og mere ensartet kvalitet i de nære sundhedstilbud og en samtænkning af kapaciteten og optimering af forløb på tværs af hele sundhedsvæsenet. Det vil kun lykkes med et samlet ansvar og budget.
Tid til at samle sundhedsområdet igen
Sidst, strukturerne på sundhedsområdet blev lavet om, var for 17 år siden, hvor 16 amter blev til fem nye regioner, og vi gik fra 271 til 98 kommuner. Som vi står her på tærsklen til en ny strukturreform, er det oplagt at gøre status over, hvad der lykkedes godt dengang – og hvilke fejltrin vi for alt i verden ikke må gentage.
Ingen er vist i tvivl om, at strukturreformen fra 2007 bidrog til den vigtige udvikling og specialisering af vores sygehuse. Dét har skabt resultater. Flere danskere overlever i dag kræft og hjertesygdom. Og vores hospitaler kan måle sig med de bedste i verden.
Men det var også reformen, der splittede sundhedsområdet op. Skabte nye snitflader, hvor patienterne kan blive tabt mellem flere stole. Svækkede drivkraften til at tænke på tværs og investere i det nære for at holde folk mere raske og ude af sygehusene, fordi incitamentet ganske enkelt ikke er stærkt nok i forskellige sektorer, der har ansvaret for hver deres del af sundhedsvæsenet.
Her 17 år senere må vi se i øjnene, at 2007-reformen ikke har sikret den kvalitet og ensartethed i det nære sundhedsvæsen, som politikerne – men først og fremmest danskerne – med rette forventer.
Det står mere end nogensinde klart, at der er brug for et sundhedsvæsen, der tager et samlet ansvar for borgerne.
Et samlet sundhedsvæsen, der ikke skelner mellem, om borgernes behov opstår før eller efter en hospitalsindlæggelse. Men som ser på, hvad der samlet set er bedst for borgerne. I regionerne er vi klar til at tage det ansvar på os.
Det er tid til at samle sundhedsvæsenet igen.