Investering på 3,6 mia. kroner

Med sundhedsreformen besluttede politikerne på Christiansborg at øge antallet af praktiserende læger, så vi i 2035 kan være omtrent 5.000 praktiserende læger. Det er et par tusinde flere, end der er i dag.

Det er fornuftigt, fordi der er brug for flere læger til at håndtere den første kontakt med borgere og vurdere deres helbred. Når man målsætningen om at blive 5.000 praktiserende læger om 12 år, vil det svare til en merudgift på 3,6 milliarder kroner, hvis hver læge skal stå for den samme gennemsnitlige omsætning som i dag.

En investering i den størrelsesorden må ikke ske uden en forventningsafstemning og aftale om, hvordan vi først og fremmest sikrer, at de nye læger kommer ud i de egne af Danmark, hvor der i dag er færrest af dem. Og dernæst en aftale om hvilke opgaver der fremover også skal løses hos de praktiserende læger. For der er ingen fornuft i at investere så mange penge i et presset sundhedsvæsen, uden samtidig at sikre sig, at det løser flere af vores udfordringer og giver værdi til sundhedsvæsenet. 

Udvid åbningstiderne

Hvilke udfordringer er det så, som praktiserende læger også skal håndtere?

For det første er det på høje tid at tale om tilgængelighed. Danskerne har – med rette – en forventning om, at de hurtigt kan komme i dialog med deres læge, når de har behov for det. Det betyder også, at lægen skal være i nærområdet. Derfor er vores fokus på, at lægerne først fordeles til de steder i Danmark, hvor der i dag er færrest.

Samtidig, når der er læger i patienternes nærområde, er det en forudsætning for at kunne varetage den vigtige funktion som danskernes primære indgang til sundhedsvæsenet, at man har åbent, når der er behov for det. At der er nogen, der svarer, når man rækker ud.

En konsultation kan i dag for manges vedkommende ligeså godt foregå digitalt via fx telefon, videolink eller e-konsultation. Men på trods af de mange teknologiske muligheder er tilgængeligheden både bundet til meget begrænsede åbningstider og afhængig af, at der er nogen, som reagerer, når man tager kontakt. Det er forældet, og ikke særligt kundeorienteret udelukkende at have åbent i dagtimerne, når de fleste af os selv er på arbejde.

At praktiserende læger har monopol på deres ’vare’, bør ikke give dem ret til at holde lukket på de tidspunkter, hvor størstedelen af danskerne har mulighed for at møde op.

I vores optik er tilgængelighed til ens egen praktiserende læge en forudsætning for at kunne sikre kontinuitet for patienten. Derfor bør det også være slut med, at man som borger, når klokken er slået 12 eller 13, må ringe forgæves til sin praktiserende læge. Nogle steder bliver man mødt af en telefonsvarer med henvisning til en anden læge i området, der hverken kender den enkelte eller har adgang til ens journal. Og andre steder er linjen død. Begge dele betyder, at mange danskere giver helt op på at komme i kontakt med deres egen læge og i stedet ringer til vagtlægen efter klokken 16. Og det er akutsystemet slet ikke gearet til. 

Holde patienten i hånden igennem sundhedsvæsenet

Andre opgaver, som fremover meget oplagt bør ligge hos praktiserende læger, er for eksempel ansvaret for det samlede patientforløb.

Vi tænker her på, at mange patienter, der er i længere behandlingsforløb måske endda med kontakt til forskellige dele af sundhedsvæsenet, har behov for hjælp til at holde styr på det hele. En lægefaglig person patienten kan rådføre sig med, og som følger op, når det er nødvendigt i behandlings- eller udredningsforløb, og som har ansvaret for at koordinere rundt om patienten i sundhedsvæsenet. Dele af befolkningen kan især have god gavn af det – for eksempel socialt udsatte og mennesker med multisygdom.

Det er også oplagt, at de praktiserende læger i højere grad understøtter kommunerne. De kender borgerne fra praksis og er tilstede lokalt.

Endelig er der også en række opgaver, der kan flyttes direkte fra hospitalerne ud til de praktiserende læger. Det kan for eksempel være indenfor mental sundhed og kontroller af kroniske sygdomme, der er velbehandlede.

Fælles for de opgaver, vi peger på, er, at de alle kan aflaste andre dele af sundhedsvæsenet. Og det må vel være et af hovedformålene med en meget stor investering i en specifik del af et presset sundhedsvæsen.

Vi ved alle, at det er hele tiden er nødvendigt at udvikle og omstille sundhedsvæsenet, for at det kan følge med de udfordringer og behov, der er.

Derfor giver det heller ikke mening, at den grundlæggende ordning omkring den praktiserende læge - som den eneste del i sundhedsvæsenet - har fungeret på samme måde uden synderlig tilpasning til udviklingen i samfundets behov og udfordringer. For her skal naturligvis tages hensyn til befolkningssammensætning, og den måde samfundet er indrettet på.

Det er svært at se for sig, at små enkeltmandsklinikker fremover kan håndtere alle de opgaver, som bør ligge hos de praktiserende læger. Det bliver simpelthen for skrøbeligt, når der både skal være fokus på øget tilgængelighed og mere ansvar fremover.

I forbindelse med sundhedskommissionens arbejde er det helt oplagt at nytænke denne del af sundhedsvæsenet også. Ordningen omkring almen praksis skal geares til at tage ansvar og fungere som det vigtige fundament i hele Danmarks sundhedsvæsen.