Gå til indhold

Kunstig intelligens

Ny ekspertgruppe skal understøtte Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens

Regeringen, KL og Danske Regioner har nedsat en ekspertgruppe, der skal give strategisk og faglig sparring samt understøtte et højt ambitionsniveau i arbejdet i Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor. 

Det er en fælles ambition hos regeringen, KL, og Danske Regioner, at den offentlige sektor skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens. Derfor har parterne med økonomiaftalerne for 2025 nedsat en Digital Taskforce for kunstig intelligens, som bl.a. skal understøtte, at der sættes retning og ambition for udnyttelse af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor. Taskforcens arbejde skal bidrage til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder. 

(Nyheden fortsætter under illustrationen)

 

Til at bistå taskforcen i dens arbejde har regeringen, KL og Danske Regioner nedsat en ekspertgruppe med repræsentanter fra den offentlige sektor, erhvervslivet og forskningsmiljøer. Ekspertgruppen skal bl.a. bidrage med et fagligt og strategisk blik på mulighederne for udrulning af kunstig intelligens i den danske offentlige sektor ved at dele erfaringer fra anvendelse af kunstig intelligens i både den offentlige og den private sektor samt ved at dele betragtninger fra forskning om dataetik, juridiske rammer og ansvarlig digitalisering.
Som en af sine første opgaver skal taskforcen offentliggøre et målbillede for anvendelse af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Ekspertgruppen skal give sparring i forbindelse med udviklingen af målbilledet samt i forbindelse med taskforcens efterfølgende arbejde med konkrete løsninger inden for kunstig intelligens.
Taskforcen vil i sit arbejde også løbende indhente faglige input og erfaringer fra øvrige videnspersoner og praktikere i den offentlige og private sektor samt trække på internationale erfaringer. 

Digitaliseringsminister Caroline Stage udtaler:
”Kunstig intelligens kan gøre en kæmpe forskel i vores offentlige sektor, hvis vi griber mulighederne. For eksempel kan vi frigøre tid til det mere borgernære, hvor vi mange steder mangler arbejdskraft. Det er en stor opgave, og det er afgørende for vores succes, at vi får gode råd, inputs samt med- og modspil fra omverdenen. Derfor har vi samlet nogle af landets dygtigste eksperter, som med deres værdifulde erfaringer med kunstig intelligens og digitalisering på tværs af den offentlige sektor, erhvervslivet og forskningsverdenen, skal understøtte taskforcen i dens arbejde. Jeg glæder mig til at samarbejde med ekspertgruppen, så vi i fællesskab kan modernisere vores velfærdssamfund. Ved klog brug af ny teknologi som fx kunstig intelligens kan vi få mere tid til nærvær”.  

Formand for KL Martin Damm udtaler:
“Det er et fælles ansvar at sikre, at kunstig intelligens bliver en central del af den offentlige sektor og gør en positiv forskel for borgere og medarbejdere. Flere kommuner er allerede i gang og har gode erfaringer med, at teknologien kan løse konkrete opgaver såsom at fordele mails, skrive referater eller besvare spørgsmål via chatbots. Med taskforcen får vi en ny muskel, der kan sætte skub på udbredelsen, skabe klare rammer og bidrage til, at teknologien bruges ansvarligt. Og derfor glæder det mig, at taskforcen får følgeskab af en dygtig ekspertgruppe og vil inddrage praktikere, som skal bruge teknologien i hverdagen – for det er afgørende at koble strategi og praksis”.

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau udtaler:
”Nedsættelsen af ekspertgruppen er et vigtigt bidrag til, at vores offentlige sektor kan udbrede kunstig intelligens de steder, hvor AI kan gavne borgerne. Samtidig kan AI aflaste et presset personale. Det er vigtigt netop i fremtiden, fordi flere og flere ældre får brug for behandling i fx det regionale sundhedsvæsen”.  
Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens er nedsat foreløbigt frem til udgangen af 2027. Der vil blive taget stilling til en evt. forlængelse senest medio 2027. Ekspertgruppen skal bidrage til arbejdet i hele den aftalte periode.

Regionernes repræsentant i ekspertgruppen er Klaus Larsen, digitaliserings og IT-direktør i Region Nordjylland.

Læs mere:

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Læs mere