Med en sundhedsreform på plads er det nu tid til at trække i arbejdstøjet og gennemføre de nødvendige forandringer, der skal sikre et nært og sammenhængende sundhedsvæsen i fremtiden.
Flere danskere lever med kroniske sygdomme, og flere rammes af psykiske lidelser. Samtidig betyder en aldrende befolkning og mangel på sundhedsmedarbejdere, at der er pres på ressourcerne. Det danske sundhedsvæsen står over for markante udfordringer, og det kalder på et solidt og endnu tættere samarbejde på tværs.
KL og Danske Regioner har derfor i fællesskab udarbejdet seks pejlemærker, der skal danne grundlaget for arbejdet med at implementere den største sundhedsreform i knap 20 år.
Afklaring om opgaver og økonomi er afgørende
Med pejlemærkerne understreger KL og Danske Regioner bl.a., at reformens succes afhænger af en hurtig afklaring med staten om opgavefordeling og økonomi.
Derudover peges der også på et behov for at sikre tryghed og ro omkring medarbejdersituationen på tværs af kommuner og regioner. Det skal fortsat være attraktivt at arbejde med de nære sundhedsopgaver, som spiller en central rolle i at sikre borgernes adgang til sundhedstilbud tæt på deres hjem.
- At bringe sundheden tættere på borgerne og sikre en bedre og mere nær behandling for de mange kronikere og ældre, som får brug for det i fremtiden, er en af de vigtigste opgaver, vi står over for i kommuner og regioner i den kommende tid. Skal vi lykkes, kræver det et tæt samarbejde, og jeg er derfor glad for, at vi sammen med Danske Regioner har udarbejdet de seks pejlemærker. Det er vigtigt, at staten i en fart kommer op i gear og får skabt et gennemsigtigt grundlag for, hvordan opgaverne skal fordeles, så vi kan få sat gang i arbejdet. Og så medarbejderne i både kommuner og regioner hurtigst muligt får klarhed over, hvordan deres fremtidige arbejde kommer til at se ud, siger formand for KL Martin Damm.
Et fælles fokus på løsninger
Samarbejdet mellem kommuner og regioner bliver en hjørnesten i arbejdet med at realisere sundhedsreformen. KL og Danske Regioner lægger derfor også vægt på at kommuner og regioner indleder en tæt dialog om de konkrete opgaver, der skal løftes. Samtidig vil de to organisationer samarbejde om at sikre et solidt og fælles politisk fundament for fremtidens sundhedsvæsen.
- Lige nu har vi brug for, at kommuner og regioner bliver klogere på hinandens opgaver – ikke mindst opgaverne og behovene i det nære sundhedsvæsen og sammenhæng til det øvrige sundhedsvæsen. Derfor er dialogen og det fælles vidensgrundlag vigtigt. Samtidig skal vi i KL og Danske Regioner løbende sikre, at vi bedst muligt hjælper vores medlemmer ved sammen med staten at afklare tvivlsspørgsmål og sætte retning for reformen. Når vi står sammen på tværs af kommuner og regioner, kan vi skabe et sundhedsvæsen, der er både bæredygtigt, robust og sætter borgeren i centrum. Samarbejdet er nøglen til at sikre, at sundhedsreformen ikke bare bliver ord på papir, men en reel forbedring for alle borgere, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau.