Stort løft af psykiatrien skal opbygge kapacitet og styrke eksisterende tilbud
Regeringen lægger i sit psykiatriudspil op til at tilføre 2,6 milliarder til psykiatrien frem til 2030. Heraf afsættes 783 mio. til kapacitet i den regionale psykiatri. Det er afgørende, at psykiatrien nu får sikkerhed for, at der er varige midler til at opbygge kapacitet.
Regeringen har i dag præsenteret sit udspil til en samlet 10-årsplan for psykiatrien. I planen foreslår regeringen et løft af psykiatrien med nye initiativer for samlet 2,6 mia. kr.
I sit forslag lægger regeringen særligt op til at prioritere børn og unge samt de sværest psykisk syge, og hos Danske Regioner tager formand Anders Kühnau godt imod udspillet.
- Regeringen har præsenteret et godt udspil, som rummer mange gode elementer. Det er især godt, at man vil sætte penge af til at skabe mere sammenhæng for mennesker med svær psykisk sygdom og til at styrke de tidlige og forebyggende indsatser til børn og unge i kommunerne. Det er helt afgørende, både for familierne og ift. at aflaste og styrke psykiatrien på børne- og ungeområdet, siger Anders Kühnau.
Han fremhæver desuden styrkede udgående teams, forbedrede patientrettigheder i børne og unge-psykiatrien og et nyt dobbeldiagnose tilbud til børn og unge som gode elementer i aftalen.
Aftale fastholder langsigtet fokus
Foruden de nye initiativer i den kommende aftale er der allerede sat gang i en række indsatser i 10-årsplanen. Tilsammen skal de forbedre behandlingen og sammenhængen i patientforløbenepå tværs af kommuner og regioner.
Anders Kühnau hæfter sig ved, at regeringen har lagt op til en stor investering i større kapacitet og kortere ventetid i psykiatrien. Det vil hjælpe med at bringe ventetiderne ned, og styrke psykiatrien på længere sigt, påpeger han.
- Psykiatrien har i mange år været hårdt presset, og der er i den grad brug for, at vi arbejder langsigtet. Vi skal styrke kapaciteten og gøre psykiatrien mere robust. Derfor er det meget positivt, at der er lagt op til massive investeringer. Det er helt afgørende, at der bliver holdt fast i det fokus i forhandlingerne, så det bliver et varigt løft af kapaciteten – både i behandlingspsykiatrien og i socialpsykiatrien, siger han.
De nye midler til psykiatrien er ifølge Danske Regioner en oplagt lejlighed til at bringe de kommende sundhedsråd i spil og sikre bedre sammenhæng mellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien.
- Behovet for bedre sammenhæng i psykiatrien blev lidt glemt i sundhedsreformen. Man bør derfor overveje at kanalisere pengene til socialpsykiatrien via sundhedsrådene til kommunerne. På den måde sikrer vi os, at vi kan skabe den nødvendige sammenhæng til den regionale psykiatri, siger Anders Kühnau.
Kursen skal holdes
Danske Regioner opfordrer regeringen og Folketingets partier til at holde kursen, som Sundhedsstyrelsen har udstukket i det meget gennemarbejdede faglige oplæg til 10-årsplanen.
Med tanke på de initiativer der allerede er sat i gang samt de store tiltag i sundhedsreformen, er der først og fremmest brug for, at medarbejderne i psykiatrien får mulighed for at implementere de forandringer, som allerede er blevet besluttet samt på at opbygge den nødvendige kapacitet, som skal styrke psykiatrien betragteligt over de kommende år.
- Det er en kæmpe opgave, og psykiatrien har brug for ro. I de kommende år skal vi i regionerne have fuldt fokus på at implementere de gode indsatser, som er sat i værk. De skal have en chance for at virke, før vi opfinder nye tiltag og sætter nye skibe i søen. Der er tale om meget store forandringer, som man ikke gennemfører over en nat – men med dette udspil er den rette kurs for psykiatrien udstukket langt ud i fremtiden. Nu er vores opgave at holde kursen, siger Anders Kühnau.
Hvis du vil vide mere
Kontakt
Pressekontakt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller på pressekontakt@regioner.dk