Af Karin Friis Bach, sundhedsudvalgsformand, Danske Regioner.
Indlægget er bragt i Sundhedsmonitor tirsdag d. 8. april 2025.
Glæden vil vi dele, når jeg og regionalpolitikere fra hele landet på torsdag deltager i Danske Regioners politiske topmøde i Aarhus.
I flere år har Danske Regioner efterlyst en folkesundhedslov, og vi har ikke været alene om det. Ønsket har vi gennem årene delt med 70 andre organisationer. Med en folkesundhedslov kan vi vende en kedelig udvikling med større og større social ulighed i sundhed.
Alle parter bør forpligtes
Der er mange forhold, der har betydning for vores sundhed, og emnet burde forpligte alle sektorer i samfundet – ikke kun kommunerne, men også regionerne, staten og civilsamfundet. Hvad enten det gælder kultur, skole- og dagtilbud, boliger, infrastruktur eller mange andre områder, så bør sundhed være en del af dagsordenen.
Staten bør være garant for den strukturelle forebyggelse, så unges adgang til f.eks. nikotinprodukter og alkohol begrænses. Danske unge drikker langt mere end andre unge i Europa, og brugen af nikotinprodukter er stærkt stigende med konsekvenser for børn og unges hjerner og psyke. (Læs om Danske Regioners ønske om stramninger via link nederst)
Regionerne kan bidrage med stærke forskningsmiljøer, og hospitaler kan mere systematisk henvise til nikotinafvænning, rygestopkurser eller alkoholbehandling. Kommunernes lokalplaner kan tage hensyn til fælles udearealer, idrætsliv og sundhed, når vi renoverer eller bygger nye boligområder. Her skal sundhed og bevægelse tænkes ind i kraft af legepladser, cykelstier og idrætsbaner.
Det er bare nogle eksempler på, hvordan alle parter i samfundet kan gøre noget, hvis de bliver forpligtet til at tænke bredt og på tværs for at give den kommende folkesundhedslov luft under vingerne og udnytte potentialet maksimalt til gavn for danskernes sundhed.
Behov for en ambitiøs folkesundhedslov
Desværre ser det ud til, at folketingsflertallet bag sundhedsreformen ikke tænker bredt, men i stedet synes at den kommende folkesundhedslov kun skal handle om, hvad kommunerne ”kan” og ikke ”skal”. Kommuner og andre myndigheder bør forpligtes på forebyggende indsatser. Ellers er det desværre tvivlsomt, om vi får et meningsfyldt ryk i den rigtige retning, når det gælder en bedre folkesundhed. Og nok er der mange forebyggelses- og sundhedstilbud i kommunalt regi, men hvis loven for alvor skal rykke på danskernes sundhedstilstand, så må vi forpligte os og brede ansvaret ud, så alle bidrager. F.eks. ville statslige stramninger i forhold til salget af tobak- og nikotinprodukter være et rygstød til forebyggelses-tilbuddene i kommunerne.
Vi er i regionerne parate til at lade os forpligte, men spørgsmålet er, om Folketinget vil lade loven omfatte både stat, regioner og kommuner? Det vil vi fortsat gerne have svar på, for vi har brug for en ambitiøs folkesundhedslov.
Læs mere:
- Danske Regioner ønsker stramninger overfor nikotin (pressemeddelelse)