På størstedelen af en stribe udvalgte indikatorer i sundhedsvæsenet er der sket positiv udvikling. Det viser den nye rapport ”Nationale mål for sundhedsvæsenet 2024”
Statusrapporten viser udviklingen på otte overordnede nationale mål i sundhedsvæsenet fra 2022 til 2023. Målene følges ved hjælp af en stribe indikatorer, og for størstedelen af dem har der været fremgang.
Udviklingen er dermed mere positiv i år end den var i rapporten sidste år, hvor der var flere indikatorer, der bevægede sig den forkerte vej.
- Ligesom vi har set i andre målinger, er det glædeligt, at sundhedsvæsenet nu er tilbage i en positiv udvikling. Det har betydning for patienterne, at sundhedsvæsenet nu igen står stærkt efter flere år med et stort pres på grund af covid, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau.
Patienter bliver udredt og behandlet hurtigere
For hele landet er der fremgang på 24 indikatorer, mens 10 indikatorer er uændrede, og de resterende 8 indikatorer bevæger sig den forkerte vej. Heraf gælder seks af dem psykiatriområdet, mens to af dem handler om almen praksis.
Anders Kühnau hæfter sig ved, at den nye rapport på mange områder viser en forbedring i forhold til rapporten sidste år. Den nye rapport vidner bl.a. om kortere ventetid til behandling og operation, en højere andel udredninger til tiden, mindre overbelægning på de medicinske afdelinger samt færre indlæggelser af den slags, der typisk kan forebygges.
Samarbejde om forebyggelse er vigtigt
- Der er især fokus på forebyggelse i den nye rapport. Og her har det tværsektorielle samarbejde stor betydning. Netop dén del vil få ekstra fokus på med den sundhedsreform, som vi står overfor, tilføjer Anders Kühnau.
Den årlige rapport udgives som følge af en aftale fra 2016 mellem regeringen, Danske Regioner og KL. I rapporten illustreres udviklingen for de forskellige indikatorer blandt andet med farverne fra trafiklys - rød, gul og grøn som blandt andet afspejler udviklingen i forhold til året før.
Formålet er, at alle sundhedsvæsenets aktører – hospitaler, kommuner og almen praksis arbejder i en fælles retning for at nå højere kvalitet.