Patienttilfredshed
- Den stigende tilfredshed blandt patienter og pårørende er et skulderklap til vores dygtige medarbejdere, og det arbejde de gør for at forbedre hjælpen, siger formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg, Jacob Klærke.
Undersøgelsen, der blev foretaget i løbet af 2023, rummer ikke færre end over 12.000 besvarelser, som udvalgsformanden takker patienter og deres pårørende for at have deltaget i.
- Vi er glade for alle de mange besvarelser. Både for den ros der gives, og også i høj grad fordi vi kan bruge svarene til at sætte ind på forhold i psykiatrien, der skal blive bedre, siger Jacob Klærke.
På børne- og unge-området er tilfredsheden markant større end ved den tilsvarende måling året før. 75 procent svarer, at de ”i høj eller meget høj grad er tilfredse” mod 68 procent året før. Og blandt forældre og pårørende er andelen nu 81 procents høj tilfredshed mod 76 procent i 2022.
Især større tilfredshed blandt børn og unge i ambulant behandling
Sammenlignet med året før viser de nye svar på de ni landsdækkende spørgsmål udelukkende fremgang blandt børn og unge i ambulant psykiatrisk behandling. Og der er generelt stor tilfredshed med informationsniveau, og at personalet er kontaktbart, venligt og imødekommende. Behovet for psykiatrisk hjælp er konstant blevet større de seneste mange år. Psykiatrien behandlede forrige år næsten 150.000 danskere, hvilket er 26 procent flere end ti år tidligere. Men trods det store pres, er kvaliteten høj blandt dem, der får hjælp:
- Vi skal have kapaciteten op og hjælpe flere bedre og tidligere, men medarbejderne kan med stolthed rette ryggen og glæde sig over det flotte resultat, siger Jacob Klærke.
Ros er godt – og ris kan være bedre, hvis den bruges konstruktivt
Tilfredsheden er generelt højere blandt ambulante end indlagte patienter i psykiatrien.
- Det kan hænge sammen med, at de indlagte er de mest syge, siger Jacob Klærke. Han understreger, at formålet med regionernes store årlige tilfredshedsundersøgelser er at opnå endnu bedre resultater i fremtiden.
Målingerne foretages nemlig helt ned på afdelings- og afsnitsniveau, og skal bruges til at sætte ind med forbedringer netop dér, hvor patienterne efterspørger bedre forhold. Ingen afdelinger får samme resultat, så det gælder om, at nærlæse resultaterne ude i hver enkelt hospitalsafsnit. På ét afsnit kan det halte med informationen, og på et andet kan det gælde inddragelsen af patienterne.
- Gør personalet for eksempel nok for at patienterne får at vide, hvad de selv kan gøre for at få det bedre? Eller inddrages patienterne og pårørende nok i behandlingen, spørger Jacob Klærke. Så selv om dette års resultat er fint, så er der ingen grund til at hvile på laurbærrene påpeger han:
- Vi skal videre og bruge undersøgelsen konstruktivt til at nå endnu bedre resultat næste år, lyder det fra udvalgsformanden, der fæster lid til, at kapaciteten bliver styrket som følge af Folketingets 10- årsplan for psykiatrien og at en tidligere indsats fra i år kan gavne de mange mentalt udfordrede børn og unge.
Læs mere