I andre lande er en national anbefaling ikke nødvendigvis ensbetydende med, at lægemidlet tages i brug. Fx afhænger brugen af ny medicin i England af, om hvert enkelt hospital har pengene til indkøb  af medicinen.  

Herhjemme sikrer Medicinrådet derimod relativ hurtig brug af ny medicin samtidig med, at vi får mest mulig sundhed for pengene: Hvis medicinen er meget dyr, bør effekten naturligvis også være mærkbar. Og omvendt: Hvis prisen er høj, og effekten er lille, er det vanskeligt for Medicinrådet at anbefale et nyt kræftlægemiddel. 

Når Medicinrådet ikke anbefaler ny medicin som standardbehandling, eller når rådet endnu ikke har vurderet et lægemiddel, så kan lægen ansøge om, at en patient får medicinen alligevel, hvis der er særlige og individuelle grunde til, at patienten bør i behandling med medicinen. Det kan fx være, når andre lægemidler er afprøvet uden virkning, eller når prognosen for en patient forventes at blive væsentlig forringet i den tid, der vil gå, indtil Medicinrådet har vurderet et lægemiddel.  

For at sikre ensartede medicin-vurderinger, når hospitalerne  får ansøgninger, har regionerne udarbejdet fælles vejledninger. Men da der netop er tale om individuelle vurderinger af relativt få og vidt forskellige patienter, så kan andelen af bevillinger også være forskellig fra region til region. Læger på nogle hospitaler kan desuden være tilbøjelige til at ansøge oftere end på andre hospitaler. 
  
Medicinrådet står altså generelt for at anbefale ny medicin, så effekten står mål med prisen. Det sker for at patienter og skatteborgere får mest mulig sundhed for pengene. Og hvis et lægemiddel ikke er vurderet eller ikke anbefales som standardbehandling, er det muligt at lægen ansøger om individuel ibrugtagning. Et flertal af kræftpatienterne får bevilget medicin, når deres læge søger om det, og det sker – som nævnt - efter individuelle vurderinger ligesom afslag naturligvis uddybes med individuelle begrundelser.