Gå til indhold

PFAS MILJØ

Danske Regioner hilser ny PFAS-handlingsplan velkommen

Den treårige pulje på 100 millioner kroner giver regionerne mulighed for at sætte indsatsen i gang over for nogle af de værste og mest akutte PFAS-forureninger med det samme. Det er indsatser, der skal holde PFAS-forurening væk fra vores grundvand og drikkevand.

Den nye, brede aftale om en national handlingsplan for PFAS bliver hilst velkommen hos regionerne. De kan nu se frem til at få 100 millioner kroner de næste tre år til den enorme opgave med PFAS-forurenede grunde, som de står for at løse.

- Vi har længe efterspurgt en national handlingsplan for PFAS. Derfor er det en rigtig god nyhed, at der nu er indgået en bred aftale i Folketinget. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Og det vil gøre en stor forskel for regionernes indsats mod de skadelige stoffer, som truer vores drikkevand og vores sundhed. Derfor er vi glade for, at aftalen afsætter i alt 100 millioner kroner til regionernes opgave med PFAS-forurening i jord og grundvand de næste tre år. Det giver regionerne mulighed for at sætte indsatsen i gang over for nogle af de værste og mest akutte PFAS-forureninger med det samme, siger Danske Regioners næstformand Mads Duedahl.

Brug for mere viden

Ifølge Mads Duedahl er regionerne klar til at gå i gang med arbejdet med PFAS-forureninger, så snart pengene kommer. Men regionerne har også brug for, at de andre dele af aftalen føres ud i livet:

- Vi har brug for mere viden om PFAS og ikke mindst forekomsten af PFAS i miljøet, så vi kan se, hvor behovet for en indsats er størst. Her er vi allerede i fuld gang. De seneste år har regionerne som led i PFAS-indsatsen identificeret cirka 15.000 grunde, hvor der har været aktiviteter, der kan have ført til PFAS-forurening, siger Mads Duedahl.

Derfor er Danske Regioner glade for, at der sættes gang i et nyt initiativ til at undersøge, hvordan man kan opbevare PFAS-forurenet jord på en bæredygtig måde, indtil man har nye renseteknologier på plads.

Langvarig og dyr opgave

Danske Regioner understreger dog, at håndteringen af op mod 15.000 grunde, der kan være forurenet med PFAS, ikke er løst med en treårig pulje.

- Det bliver en stor og langvarig opgave, der vil koste flere milliarder kroner. Men det er vigtigt, at vi får sat tempoet op nu, inden forureningerne rammer vandværkernes boringer, siger Mads Duedahl.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere