Reformen i 2007 skadede miljøreguleringen

Listen er overvældende, og som professor i miljøhistorie Bo Poulsen for nyligt sagde til Mandag Morgen, kan det måske undre, at der er så mange miljøsager for tiden. Han mener, at den stedmoderlige behandling, som miljøområdet fik ved seneste strukturreform i 2007, bærer en væsentlig del af ansvaret.

Det skyldes, at man så at sige indbyggede interessekonflikter i systemet, fordi man med reformen fjernede miljøreguleringer fra de nedlagte amter og i stedet placerede dem i de kommunerne. Som samtidig har en meget vigtig opgave i at tiltrække virksomheder og skabe arbejdspladser for borgerne.

Derudover tog reformen ikke højde for, at Danmark er et lille land, hvor der naturligt vil være en øvre grænse for antallet af spildevandsingeniører og miljøjurister, som kender til ekstremt tekniske detaljer og kan tolke kompliceret miljølovgivning. Blandt andet derfor savner miljøeksperterne myndigheder, hvor størrelsen er egnet til at huse højt specialiserede og specifikke faglige kompetencer på området.

Omvendt findes der ingen gode argumenter for, at det vil være bedre at lade staten tage over. Tværtimod vil det være utrygt for borgerne, hvis beslutninger med enorm betydning for eksempelvis lokale forsyninger af drikkevand skulle træffes af centrale myndigheder, som arbejder langt fra borgernes hverdag og de mulige konsekvenser.

Det er naturligvis velment, når Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler et entydigt fokus på den sundhedspolitiske opgave. Men der simpelthen intet, der begrunder, at regionale politikere – som de eneste politikere i Danmark – ikke skulle kunne bære ansvaret for flere områder. Tværtimod er der brug for, at vi ser på den lange række af opgaver, som langt de fleste kommuner er for små til at løse, men som stadig har stor betydning for borgernes hverdag og lokalmiljø – og derfor er uegnet til staten.

Regionerne bør varetage flere opgaver

Her er regionerne oplagte. De fem regioner høster miljøpolitisk stor anerkendelse for at kombinere faglig kompetence, geografisk overblik og ikke mindst politisk udviklingskraft.

Det er ikke kun for  miljøområdet, at det vil være en fejltagelse at etablere rene sundhedsregioner. Det er også i forhold til ungdomsuddannelser og offentlig transport, som regionale myndighedsopgaver, der i størrelse går på tværs af kommunegrænser, men hvor konsekvenserne af beslutninger i høj grad mærkes lokalt.

Her er der også behov for stærke regionale myndigheder, som arbejder for at sikre unge i alle dele af landet valgfrihed til en god ungdomsuddannelse i en tid hvor erhvervsskoler og gymnasier mange steder udfordres af faldende elevtal. Og regioner, der arbejder  for borgernes adgang til effektive og grønne muligheder for transport, der binder by og land sammen.

Vores anbefaling til regeringen vil derfor være den stik modsatte af kommissionens.

Regionerne har den befolkningsmæssige størrelse og sammensætning, som er ideel til at varetage de områder, som på den ene side er præget af stor kompleksitet og på den anden har stor betydning for borgernes hverdag. Det gælder sikringen af drikkevand, opgaven med klimatilpasning og beskyttelse af vandløb og kyster og myndighedsopgaver med miljøtilsyn og omstillingen til vedvarende energi. Og så gælder det brugen af Danmarks arealer, hvor der er overlappende interesser og hensyn, som kalder på helhedsorienteret planlægning på tværs af kommunegrænser.

Regionerne har størrelsen, kapaciteten, de faglig kompetencer og ikke mindst demokratisk nærhed til at løfte det store ansvar.