Af Anders Kühnau og Mads Duedahl, formand og næstformand i Danske Regioner. Kronikken er bragt i Avisen Danmark den 9. juni 2024.
Vi kan ikke nøjes med symbolpolitiske handlinger eller mere af det samme. Vi skylder borgerne at finde en reel løsning på de meget virkelige problemer, som kassetænkning og sektoropdeling på sundhedsområdet skaber.
Hånden på hjertet, så er organisering, sektorgrænser og opgaveansvar måske ikke emner, som vækker den største folkelige begejstring eller opmærksomhed. Men konsekvenserne fortjener opmærksomhed. Alt for mange oplever at blive indlagt med tilstande, der kunne have været forebygget med den rette indsats. I dag behandler hospitalerne 260.000 flere patienter om året end for 10 år siden. Tilbuddene i det nære sundhedsvæsen svinger i både antal og kvalitet. Det betyder, at der hver dag ligger i snit 100 færdigbehandlede borgere i en hospitalsseng og venter på at kunne komme på en akutplads eller hjem med den rette hjælp. Og tilsvarende oplever kommunerne, at de skal håndtere et voksende antal patienter, der udskrives, fordi den specialiserede behandling på hospitalet er færdig. Men hvor patienterne fortsat har brug for et sundhedstilbud.
Det skyldes ikke dårlige intentioner, men dårlig struktur. En sundhedsreform skal tage et opgør med de grænser og overgange, som hverken placerer patienten i centrum eller bidrager til oplevelsen af sammenhæng. Og et opgør med den økonomiske kassetækning, som spænder ben for udviklingen af sundhedsvæsenet uden for hospitalerne.
Vi har i Danske Regioner vores egen ønskeliste til politikerne, ligesom vi ser en række faldgruber, som vi håber, man vil styre sikkert udenom. Så lad os kaste os ud i det.
En ny reform skal løse de rigtige problemer
Vi har foreslået, at ansvar og budget for hele kæden af sundhedsydelser - lige fra sundhedsindsatserne i borgernes eget hjem til behandlingen på hospitalet - samles hos én myndighed. Et samlet ansvar er den eneste vej til at gøre op med de sektorgrænser og den kassetænkning, der i dag bremser udviklingen af det nære. Når man både har regningen for det forebyggende tilbud og den dyre hospitalsbehandling, har man også et stærkt incitament til at investere i det nære sundhedsvæsen og i indsatser, der holder folk mere raske og ude af hospitalerne.
(kronik fortsætter under billedet)
Et samlet kædeansvar skal ikke misforstås derhen, at vi ønsker at fjerne ansvaret for ældreområdet eller plejehjemmene fra kommunerne. Kommunerne spiller en helt central rolle på ældreområdet. Det skal de fortsat. Vi er derimod optagede af, hvordan vi sikrer, at de sundhedsydelser, der leveres, er sammenhængende og af høj kvalitet.
Vi har også sagt, at det for os ikke er afgørende, hvem der får ansvaret. Men vi mener, at det er bedst placeret på et folkevalgt regionalt niveau, da kommunerne vil være for små til at løfte opgaven, og staten for langt væk til at sikre nærhed og lokalt tilpassede løsninger.
Bølgerne er gået højt i debatten. Det kan ikke undgås, når der er noget på spil. Men målet med en sundhedsreform må ikke fortabe sig i politiske egeninteresser og magtkampe om, hvem der skal løse hvilke opgaver. Det handler om, hvad der er bedst for patienterne.
Centralisering er ikke løsningen
Problemerne med manglende sammenhæng og for stor forskellighed i det nære sundhedsvæsen løses ikke med centralisering. I vores forslag skal regionen have et tydeligt ansvar for en ensartet sundhedsfaglig indsats på tværs af landet. Men den skal ikke udføre alle opgaver selv. Flere af kommunerne kan løse meget selv. Det vil de fortsat kunne i et samlet sundhedsvæsen, hvor der bør være en mangfoldighed af leverandører – men under et samlet regionalt myndighedsansvar. På den måde kan vi sikre både nærheden, tilpasningen til lokale forhold og den geografiske lighed i fremtidens sundhedsvæsen.
Vi kan sagtens skabe et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen med et samlet kædeansvar, uden vi dermed behøver at gå tilbage til noget, der minder om de gamle amter. Amter, som vi netop gik bort fra for – med stor succes - at sikre hospitalsbehandling i verdensklasse.
17 års udvikling og specialisering af hospitalerne må ikke sættes over styr
Gennem høje krav, investeringer og faglig udvikling er det lykkedes regionerne at omstille og specialisere hospitalerne, så vi i dag kan behandle langt flere patienter, behandle dem hurtigere og med en kvalitet, der kan måle sig med de bedste hospitaler i verden.
Folketinget skal med en ny strukturreform sikre, at den samme systematiske udvikling sker i det nære sundhedsvæsen. Så man som patient får pleje og behandling i verdensklasse, uanset hvor man møder sundhedsvæsenet – om det er hos egen læge, på hospitalet eller i det nære. Men det må ikke ske ved sætte de seneste 17 års udvikling og specialisering af hospitalerne over styr. Det vil være en katastrofe. Først og fremmest for patienterne, som jo er dem, en ny strukturreform handler om.
Sundhedsvæsenet skal ledes af direkte folkevalgte
Vi er også nødt til at sige, at vi ikke opfylder målet om patienten i centrum via hede bureaukrat-drømme om at sætte en såkaldt professionel bestyrelse til at lede sundhedsvæsenet.
En bestyrelse kan sikkert være god til mange ting. Men beslutninger om vores sundhedsvæsen hverken kan eller bør træffes ud fra, hvad der giver bedst mening i et regneark. Som oftest er der tale om svære prioriteringer, hvor der er behov for et stærkt politisk kompas til at vise vejen. Derfor bør sundhedsvæsenet også i fremtiden ledes af direkte folkevalgte, som borgerne kan stille til ansvar for beslutningerne. For det betyder noget, om man lokalt har indflydelse.
Lad os samle sundhedsvæsenet igen
Vi ser frem til Sundhedsstrukturkommissionens endelige rapport og modeller. Strukturreformen i 2007 var reformen, der skabte store resultater på hospitalerne. Men det var også reformen, der splittede sundhedsvæsenet op. Skabte nye snitflader, hvor borgerne kunne falde mellem to stole. Lad dette blive reformen, der samler sundhedsvæsenet igen.
Det er nu, vi har en gylden mulighed for at lave de grundlæggende strukturelle forandringer, der skal til for at sikre et styrket nært sundhedsvæsen og bedre sammenhæng for patienterne. Vores håb er, at politikerne på Christiansborg reelt vil gribe chancen og ikke lade det hele løbe ud i sandet.