Af Jacob Klærke, formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg. Indlægget blev bragt i Sundhedsmonitor den 3. juli 2024.

Mennesker med handicap og andre komplekse behov skal have den specialiserede hjælp, de har brug for. Det sker bare ikke altid i dag, og det har alvorlige konsekvenser for en meget udsat og sårbar gruppe borgere.

Siden kommunalreformen i 2007 er udbuddet af højt specialiserede tilbud faldet, selvom der ikke er færre borgere, der har brug for dem. Det gør det svært at fastholde og udvikle specialiseret faglig viden, og det udvander kvaliteten i mange tilbud.

Med en sundhedsreform på vej er det for alvor tid til at ændre udviklingen og gøre op med den uhensigtsmæssige struktur, der gør sig gældende på det specialiserede socialområde. Der er behov for at løfte kvaliteten og forbedre sammenhængen i indsatsen for borgerne. Særligt for borgere med de mest komplekse udfordringer og behov, hvor kritikken over årene har været stor.

Hvis vi skal lykkes med det, bør myndighedsansvaret for de højt specialiserede tilbud i fremtiden forankres i regionerne i sammenhæng med sundheds- og psykiatriområdet.

Risiko for afspecialisering

Nogle opgaver er så specialiserede, at de kræver et stort befolkningsgrundlag, som kun regionerne kan levere. Vi bliver derfor meget bekymrede, når Sundhedsstrukturkommissionen med et pennestrøg og uden faglige argumenter foreslår at fjerne det specialiserede område fra regionerne.

Det vil få ødelæggende konsekvenser for borgere med behov for højt specialiseret hjælp og støtte. Og det vil medvirke til en afspecialisering af de nuværende faglige miljøer.

Det vil det, fordi kommunerne har vanskeligt ved at opretholde bæredygtige faglige miljøer, som i dag er organiseret på tværs af tilbud, og som geografisk er placeret i forskellige beliggenhedskommuner. Desuden vil den enkelte kommune over tid, af hensyn til egen økonomi, prioritere dens egen borgersammensætning på socialområdet frem for de mere specialiserede målgrupper, der går på tværs af kommuner.

Placer opgaverne der, hvor de løses bedst

I en velfungerende organisering af det specialiserede socialområde skal ansvar og opgaver placeres der, hvor der er de bedste forudsætninger for at løse dem. Her er regionerne svaret.

I regionerne har vi nemlig både den rette geografi, volumen og ekspertise. Vi leverer specialiserede indsatser til mennesker med komplekse behov, der samtidig også ofte lever med andre handicap eller sygdomme, som kræver hjælp fra hospitalsvæsenet. Det gør vi blandt andet på områder som rehabilitering efter en hjerneskade, synsområdet, sjældne sygdomme og svær autisme.

Vi er også parate til at tilbyde indsatser til andre grupper med komplekse behov. Det gælder for eksempel etablering af døgntilbud til gravide med misbrug, som er en yderst sårbar gruppe, hvor rettidig og massiv tværfaglig indsats er afgørende. Et sådant tilbud findes ikke i Danmark i dag, men regionerne kan som det er nu ikke oprette det uden, at kommunerne efterspørger det.  

Regionerne er klar til at løfte ansvaret

Udbuddet af indsatser og tilbud til borgere med handicap og særlige behov bliver bestemt af de enkelte kommuners prioriteringer i skarp konkurrence med andre velfærdsområder. Det er et problem, når der er tale om små komplekse målgrupper, som ofte vil udgøre ganske få borgere i den enkelte kommune.

Langt fra alle kommuner kan tilbyde højt specialiseret hjælp til alle behov. De mest komplekse, specialiserede og sjældne opgaver råber derfor på et regionalt myndighedsansvar og større sammenhæng til sundhed og psykiatri.

Det specialiserede socialområde bør med inspiration fra sundhedsområdet tilrettelægges med afsæt i en national specialeplanlægning, hvor princippet om, at ”øvelse gør mester” sætter rammen for opgavernes fordeling. Kun på den måde sikrer vi den rette kvalitet i indsatserne til borgerne.

Regionerne kan overtage ansvaret i takt med, at specialeplanlægningen udrulles for de enkelte målgrupper. Et regionalt ansvar skal for det første være for målgrupper, der er små, og hvor der er begrænset underlag til at opbygge specialiseret viden. Eller hvor en given problemstillings kompleksitet kræver faglig specialviden.

Dernæst kommer målgrupper, der ofte behandles i sundhedsvæsenet, og hvor det giver mening at samle en større del eller hele deres behandlings- og rehabiliteringsforløb i regionalt regi. Præcis som Sundhedsstrukturkommissionen foreslår for andre borgere.

Brug for udvikling – ikke afvikling

Vi skylder at skabe de bedste muligheder for, at børn, unge og voksne med handicap og andre særlige behov får den rette hjælp og støtte. I regionerne er vi klar til at løfte et større ansvar.

Jeg håber derfor, at regeringen i sit arbejde med en ny sundhedsreform har modet til også at skabe de nødvendige strukturelle forandringer på det specialiserede socialområde. For der er behov for udvikling – ikke afvikling - af tilbud, viden, sammenhæng og kompetencer af hensyn til vores mest sårbare og udsatte borgere.