Af Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner og Mads Duedahl (V), næstformand for Danske Regioner. Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark d. 12. juli 2024.

Kommissionen er nemlig kommet med en grundig og gennemarbejdet rapport med mange gode bud på, hvordan vi styrker det nære sundhedsvæsen, sikrer patienterne bedre sammenhæng og mindsker uligheden i sundhed. Det er en god vejviser for det politiske arbejde med den sundhedsreform, som nu venter på Christiansborg. Men vi kommer ikke uden om, at nogle af de foreslåede ruter har meget store huller i vejen. Dem skal vi styre uden om, hvis ikke arbejdet skal skride i grøften.

En samling af opgaverne skaber sammenhæng og udvikling

For vi skal hurtigst muligt ud over stepperne med udviklingen af et mere nært sundhedsvæsen. Derfor er vi glade for, at kommissionen har gjort kædeansvar til så centralt et pejlemærke i rapporten. En større samling af ansvaret for sundhedsopgaverne samme sted er vejen til at sikre bedre sammenhæng og gøre op med de sektorgrænser og den kassetænkning, der i dag bremser udviklingen af det nære. Samler vi ansvar og budget samme sted, så vil vi sikre et stærkt incitament til at tænke på tværs og investere i det nære sundhedsvæsen og i indsatser, der holder folk mere raske og ude af hospitalerne. Det er bedst for borgerne og billigst for samfundet. En lang række organisationer og sundhedsfaglige aktører har samme konklusion.

Det er helt afgørende, at reformen ser på en større samling af opgaverne. For ja, vi kan godt fortsætte ned ad den vej, der hedder kvalitetsstandarder, kommunal medfinansiering og andre bureaukratiske greb. Men det er den vej, vi er kørt ned ad de sidste mange år – og den er fuld af stopskilte, grænseovergange og huller.

Kommissionen peger på tre forskellige størrelser af opgavesamlinger. For os at se vil den mindste af de tre være tilstrækkelig. Den, der alene forholder sig til sundhedsopgaverne. Det ville give mulighed for at prioritere midlerne på tværs i sundhedsvæsenet, så vi kan levere tilbud af ensartet høj kvalitet, tæt på borgerne, på tværs af landet og samtidigt aflaste hospitalerne, så vi også her får plads til det voksende antal behandlingskrævende borgere.

Pas på hullerne i vejen

Kommissionen har fremlagt tre forskellige forvaltningsmodeller. De indeholder hver især gode elementer. Der er dog især tre ting fra kommissionen, som vi på det kraftigste vil advare politikerne på Christiansborg imod at tage med i en ny reform:

For det første så skal vi ikke til at lave om på antallet af regioner. Kommissionen foreslår både flere og færre regioner uden for alvor at argumentere overbevisende for, hvad det skulle løse. Det er vist det, man kalder en kosmetisk operation og ikke en helbredende. Tværtimod. Hvis man politisk drejer ned ad den vej med storregioner, så fører den til en meget voldsom centralisering af sundhedsvæsenet, der vil gå hårdt ud over landdistrikterne og vores demokrati. Lad os nu bruge lejligheden til at levere løsninger med effekt for patienterne - og med færrest mulige bureaukratiske transaktionsomkostninger for både mennesker og økonomi.

For det andet vil vi advare mod, at man i bestræbelserne på at styrke det nære, sætter behandlingen på sygehusene over styr. Kommissionen foreslår i en af sine modeller, at de regionale demografimidler – der jo blandt andet skal gå til at behandle det voksende antal ældre med kræft eller hjertesygdom – skal reserveres til indsatser i kommuner og almen praksis. Vi forstår hensigten – og der skal tilføres flere midler til de nære indsatser. Men det vil gå ud over de alvorligt syge patienter, hvis der skæres ned på sygehusene, før der er etableret reelle løsninger i det nære, som aflaster sygehusene.

For det tredje er det dybt useriøst, at kommissionens sundhedseksperter kommer med vidtgående forslag, der fjerner det specialiserede socialområde, miljø, klima, transport og uddannelse fra det regionale niveau – uden yderligere analyse og uden at kunne pege på, hvor disse opgaver løses bedre. Vi vil advare stærkt imod, at man begår samme fejl som ved sidste strukturreform, hvor man flyttede opgaver fra amterne til kommunerne uden at skele til faglighed, kapacitet og volumen på området. Mon Christiansborg kan sidde de mange advarsler fra både patienter og faglige organisationer overhørig – vi håber det ikke.

En fjerde vej

Vi forstår til fulde, at modellerne er et resultat af en svær balancegang med mange potentielle snubletråde.  På tværs af det politiske spektrum hører vi, at der er behov for at plukke lidt hér og file lidt dér for at finde en model, der skaber sammenhæng, høj kvalitet og mest mulig sundhed for pengene uden unødvendige transaktionsomkostninger og uden at gamble med kvaliteten på hospitalerne.

Det er vi enige i. Vi foreslår derfor i vores høringssvar fra Danske Regioner en retning for en fjerde model. En model, der samler ansvaret for de sundhedsopgaver med nær sammenhæng til de regionale sundhedsopgaver i de nuværende fem regioner. Driften af hjemmeplejen og plejehjemmene, mener vi, fortsat bør ligge kommunalt. En model, hvor man får mest mulig sundhed for pengene, uden unødvendige transaktionsomkostninger – og uden at sætte alt det, der fungerer, over styr.

Kommissionen er gået ambitiøst og nytænkende til værks med en vejviser, der er værd at tage bestik af. Så må vi håbe, at vores politikere på Christiansborg har samme ambitionsniveau og kan holde øjnene på vejen, når de vender retur fra sommerferie til bunken af høringssvar og med en vigtig opgave i vente.