Hvis en borger i Thyregod, som ligger i Region Syddanmark kun få kilometer fra regionsgrænsen mod Region Midtjylland, falder om med et hjertestop, så kan AMK-vagtcentralen med ny fælles IT-løsning nu straks se, om der en ambulance fra Region Midtjylland, der er nærmere end Region Syddanmarks, og bede den om at køre til undsætning.
Det er næstformand i Danske Regioner Mads Duedahl (V) rigtig godt tilfreds med:
- Vi arbejder hele tiden på løsninger på det præhospitale område, så borgerne får endnu bedre og hurtigere hjælp. Vi hjælper hinanden på tværs af regionerne og det har vi gjort i mange år, men nu har vi også fået en IT-løsning, som gør, at vi kan rykke endnu hurtigere ud til borgerne, når de har akut brug for hjælp.
Tæt samarbejde om kompliceret system
Regionerne har haft et tæt samarbejde med deres to leverandører af disponeringssystemer om at få skabt den komplicerede tekniske løsning, som nu er en realitet.
- Der har været mange ender, der skulle nå sammen, men der har hele vejen igennem været en god ånd og fælles fodslag om at få det her til at lykkes. Det er en stor og vigtig milepæl, at vi nu har fuldt overblik over alle ambulancer i hele landet, siger vagtcentralchef i Region Syddanmark Kim Ahlers, formand for arbejdsgruppen, som alle fem regioner og begge leverandører har siddet med i.
Hurtigere hjælp til borgerne
Særligt for de borgere, der bor tæt ved en regionsgrænse, er det en klar fordel, at man som borger kan regne med, at det er den hurtigste hjælp, der kommer på tværs af regionsgrænserne.
For de borgere, der ikke lige bor tæt ved en regionsgrænse, er det også en fordel, fordi vagtcentralerne hele tiden kan se, om der er en ambulance eller en liggende sygetransport ledig, som kan bruges, så der bliver mindre spildkørsel.
Den nye IT-løsning er en forberedelse til, at regionernes AMK-vagtcentraler kan hjælpe hinanden med at håndtere sundhedsfaglige 112-opkald på tværs af landet, når staten kommer med et nyt 112-system.
Med det nye system bliver det også nemmere for regionerne at koordinere indsatsen ved større ulykke, der kræver bistand fra andre regioner.
Systemet er helt nyt og derfor forventer regionerne også en tilvænningsperiode, hvor alle skal lære det at kende, og hvor eventuelle udfordringer bliver løst.