Danske Regioner har indført faste læger på plejehjemmene, udkørende paramedicinere, udgående psykiatriske tilbud, internetbaseret psykologbehandling, sundhedstjek på bosteder og meget mere hjemmebehandling. Vi har påtaget os en række opgaver og udgifter - for eksempel for dosispakket medicin og glukosemålere, der både gavner borgerne og aflaster medarbejderne og økonomien i kommunerne.

Vi gør det, fordi vi kan se, behovet er der. Vi kan se, det gavner patienterne. Og fordi vi ganske enkelt har et meget stort incitament til at holde folk raske og undgå unødige hospitalsindlæggelser, der både har omkostninger for den enkelte og for samfundet. Men vi kan også konstatere, at den udvikling, vi ønsker, begrænses af de eksisterende rammer, der opdeler ansvaret og finansieringen af sundhedsindsatsen i forskellige sektorer.

Et klart placeret ansvar for opgaven og stærke økonomiske incitamenter er en kæmpe drivkraft.

Motoren forudsætter for det første, at alle sundhedsopgaver og sundhedsopgaver i serviceloven samles under én samlet lov, sundhedsloven. For det andet, skal ansvaret og økonomien for hele sundhedsvæsenet samles under én og samme aktør. Dét vil skabe stærke økonomiske incitamenter for at løse flere sundhedsopgaver tættere på borgeren og for forebyggende indsatser, så flere kan behandles i hjemmet eller tættere på deres hjem, og hvor vi undgår unødvendige indlæggelser.

Embedsmænd eller folkevalgte? Et stort og omkostningstungt velfærdsområde som sundhedsvæsenet skal naturligvis ledes af borgernes repræsentanter. Altså direkte folkevalgte, som kender de lokale ønsker og behov. Folkevalgte, som kan sikre borgernes stemme. Det skal hverken være såkaldte professionelle bestyrelser, som borgerne ikke ved direkte valg kan stille til ansvar for beslutningerne, eller ugennemsigtige samarbejdskonstruktioner, der gør det svært at placere et ansvar. Regionerne er klar til at gøre visionerne til virkelighed og vi glæder os til Sundhedsstrukturkommissionen fremlægger sine anbefalinger.