Formand for Danske Regioner Anders Kühnau sagde dog ikke farvel i sin tale:
- For vi ses – men nu med andre roller, sagde han og fortsatte:
- Du er gået all in i landspolitik, og vi er stolte af, at du har haft den regionale verden som din læreplads. Tak for din helt ekstraordinære indsats for patienterne og regionerne - trods svære tider med corona, overlevelseskamp og økonomiforhandlinger, lød det fra Anders Kühnau.
Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde nævnte, at Stephanie Lose i høj grad har bidraget til det gode sundhedsvæsen, som vi har i dag, men at det ikke har været uden omkostninger:
- Din deltagelse i økonomiforhandlingerne har kostet Finansministeriet en del, når millionerne har trillet. Så på en måde kan jeg være glad for, at vi nu har fået dig med i regeringen og over på den anden side af forhandlingsbordet, sagde Sophie Løhde.
Administrerende direktør i Danske Regioner Adam Wolf pointerede, at Stephanie Lose gennem sine mange år i Danske Regioner har gjort en kæmpe indsats:
- Du stiller høje krav til dig selv, og du har hævet barren for andre, for man skal stå tidligt op for at være bare et mulehår foran dig, lød det fra Adam Wolf.
Stephanie Lose takkede i sin afskedstale medarbejderne for råd, trøst og sparring:
- Det glemmer jeg ikke, ligesom jeg ikke glemmer de mange gode politiske kolleger på kryds og tværs, der kan være stolte af at repræsentere det regionale demokrati, påpegede Stephanie Lose og tilføjede:
- Det er vigtigt, at sundhedsaktørerne fortsat finder sammen og samler sig om patienternes behov.
Danske Regioner ønsker Stephanie Lose alt det bedste fremover.