Psykiatri
Danske Regioner offentliggør i dag nye nøgletal for årene 2019-2023, som giver et indblik i hvordan det går med den regionale psykiatri. Tallene viser, at psykiatrien i en årrække har været hårdt presset af en markant stigning i antallet af patienter.
Særligt børne- og ungdomspsykiatrien er presset.
Jacob Klærke, der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, siger:
– Der er som mange ved store udfordringer, særligt i børne- og ungdomspsykiatrien, og de nye nøgletal viser omfanget sort på hvidt. Vi har brug for at sætte yderligere ind for at styrke psykiatrien, så vi kan give børn, unge og deres familier den hjælp, som de har brug for. Vi har iværksat flere tiltag, men det er tydeligt, at der skal mere til.
Antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien er vokset med 20 procent siden 2020, og i mange tilfælde bliver udredningsretten ikke overholdt. I fjerde kvartal af 2023 blev omkring 40 procent af de børn og unge, der blev henvist til psykiatrisk udredning, færdigudredt inden for de 30 kalenderdage fra henvisningen var modtaget.
(Pressemeddelelsen fortsætter efter illustrationen)
Omstilling haster
Udviklingen kræver en omstilling, så stigningen i antallet af patienter til psykiatrien bedre kan håndteres og kapaciteten bruges til gavn for de mest syge. Hvis det skal lykkes, så er der behov for flere og stærkere forebyggende og tidlige indsatser i kommunerne og i det nære sundhedsvæsen. Det skal en ny kommende politisk aftale om indsatser i 10-årsplanen for årene 2025-2030 bidrage til. Sundhedsreformen skal også hjælpe. Her er en af målsætningerne, at personalet skal fordeles bedre og at flere får hjælp tættere på deres hjem.
I forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien er man i kommunerne i gang med at opbygge det lettilgængelige tilbud, der skal gribe børn og unge med symptomer på psykisk mistrivsel. Det er et stort skridt i den rigtige retning.
– Det haster med at vende udviklingen, så vi kan sikre, at alle får den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Langt flere skal have hjælp tidligere, før de bliver så syge, at de får brug for psykiatrien. På den måde kan vi også sikre, at psykiatrien har ressourcerne til at hjælpe dem, der er mest syge. Samtidig er det vigtigt med en fortsat prioritering og tilførsel af ressourcer til området, lyder det fra Jacob Klærke.
Positiv udvikling trods stort pres
Nøgletallene viser, at der er prioriteret flere midler til psykiatrien, som er gået til at øge kapaciteten. Det ses bl.a. ved, at der er ansat mere personale i patientrettede funktioner.
– Det er positivt, at det er lykkes at rekruttere og fastholde kvalificeret personale. Vi har et stort fokus på at skabe gode rammer, så vi kan tiltrække endnu mere kvalificeret personale. Et stærkt tværfagligt miljø er bl.a. et af håndtagene, siger Jacob Klærke.
Han hæfter sig også ved, at patienterne i psykiatrien har en høj tilfredshed. Både børne- og ungdomspsykiatrien samt voksenpsykiatrien ligger den patientoplevede tilfredshed over fire på en skala til fem.
– Selvom der er pres på psykiatrien, viser nøgletallene, at der er øget tilfredshed med den behandling, patienter får, når de møder os i psykiatrien. Det viser, at der hver eneste dag bliver ydet en flot og professionel indsats, som gør en forskel for patienterne.
Læs mere: