Sundhedsdata
En række borgere har fået nyt cpr-nummer, fordi de har fået et juridisk kønsskifte. Andre har fået nyt cpr-nummer, fordi de har været udsat for identitetsmisbrug. En tredje gruppe kan være indvandrere, der har fået ændret deres registrering i Danmark, ligesom borgere kan have fået nyt cpr-nummer, hvis de er født lige omkring midnat, og fejlagtigt blev registreret med en forkert fødselsdag.
(artiklen fortsætter under illustration)
Især borgere, der har fået juridisk kønsskifte, har glæde af ændringen
I processen med at få et nyt cpr-nummer har borgerne tidligere mistet adgangen til en række af de sundhedsoplysninger, der var knyttet til deres gamle cpr-nummer. De har derfor ikke kunnet se, hvad de tidligere har fejlet, hvornår de evt. har været indlagt på sygehuset og hvilken medicin og vaccinationer, de har fået før de skiftede cpr-nummer. Det har givet udfordringer for dem selv og for sundhedspersonalet.
Problemet har været stort for personer, der har fået et juridisk kønsskifte, da de inden de har fået deres nye cpr-nummer, ofte har levet længe med deres gamle cpr-numre.
Udvidet adgang til information gælder mange tusinde borgere
Men nu er det altså lykkedes at sammenflette oplysninger i Sundhedsjournalen, hvilket giver de berørte en højere grad af ligestilling i forhold til andre borgere. Informationsmængden udvides yderligere til næste år med oplysninger om tidligere laboratoriesvar.
Oplysningerne bliver vist i Sundhedsjournalen, som der er adgang til via sundhed.dk. Her kan borgerne selv se oplysningerne, når de logger ind med MitID, og sundhedspersonale, der har borgerne i behandling, har også adgang til informationen.
På nuværende tidspunkt er der i alt 38.914 danskere, der har fået skiftet cpr-nummer. Af dem havde 2.691 personer -ved indgangen til september i år- fået nyt cpr-nummer i forbindelse med et juridisk kønsskifte.