Gå til indhold

Socialområdet:

Mennesker med handicap må ikke blive tabere i sundhedsreformen

Sundhedsstrukturkommissionen har foreslået, at regionerne overgår til at være rene sundhedsregioner. Men det vil være noget nær en katastrofe for nogle af de danskere, der har allermest brug for hjælp, hvis socialområdet helt bliver glemt i en kommende sundhedsreform.

Af Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer og Anders Kühnau, formand for Danske Regioner. Indlægget er bragt i Politiken den 21. august 2024.

Regeringen vil inden længe fremsætte sit forslag til en sundhedsreform, som skal skabe mere sammenhæng og styrke nærheden i sundhedsvæsenet. Et stort forarbejde er allerede gjort af Sundhedsstrukturkommissionen, som før sommerferien afleverede sine anbefalinger og mere end 600 siders rapport til sundhedsministeren.

Blandt anbefalingerne er, at regionerne skal overgå til at være rene sundhedsmyndigheder. Det skal sikre et enøjet politisk fokus på sundhed, hvilket måske er logisk, hvis man ser det udelukkende fra et sundhedsperspektiv. Og kommissionsmedlemmerne var jo netop eksperter på sundhed, som forholdt sig snævert til sundhedsområdet.

Det vil imidlertid være en katastrofe, hvis vi – i vores fokus på at skabe et bedre sundhedsvæsen for de fleste danskere – helt glemmer det store mindretal, som hver dag har brug for højt specialiseret hjælp. Hvis vi glemmer de borgere, som er allermest afhængige af, at resten af samfundet husker deres behov og støtter dem i hverdagen.

Borgerne med brug for hjælp må ikke blive glemt

Der er ingen tvivl om, at vi må og skal styrke det nære sundhedsvæsen. Det er nødvendigt, særligt for de mange ældre og kronisk syge patienter, som der vil komme endnu flere af i de kommende år.

Og både fra Danske Handicaporganisationer og fra Danske Regioner er vi på det område helt enige med Sundhedsstrukturkommissionen: Ansvaret for flere sundhedsindsatser skal samles under samme myndighed. Blandt andet mange af de indsatser, som er særligt relevante for mennesker med handicap – såsom genoptræning, rehabilitering og hjælpemidler. 

Men det er afgørende, at styrkelsen af det nære sundhedsvæsen ikke sker på bekostning af den specialiserede behandling. Det gælder både for de store fremskridt vi har gjort i behandlingen af fx kræft- og hjertesygdomme på hospitalerne, men også en lang række andre komplekse eller sjældne sygdomme. En enøjet reform, hvor de mindre patientgrupper bliver overset, vil være en katastrofe.

Dernæst vil vi stærkt advare imod at glemme det specialiserede socialområde i sundhedsreformen. Vi frygter, at man i iveren med at rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne også ender med at decentralisere indsatser, hvor borgerne i virkeligheden har brug for stærk specialisering, såsom sociale tilbud og specialundervisning.

Sker det, øger det alvorligt risikoen for afspecialisering. Det vil gå hårdt ud over mange af de borgere, som har allermest brug for hjælp i hverdagen og er allermest afhængige af, at resten af samfundet husker og støtter dem i tilværelsen.

Socialområdet fortjener grundig behandling

For borgere med komplekse problemstillinger og behov for specialiserede sociale indsatser, er mange kommuner ganske enkelt  for små til at løfte opgaven. Det siger næsten sig selv, at hvis man kun har én borger med nogle meget specifikke behov hvert femte eller tiende år, vil det i de mindre kommuner være vanskeligt at opretholde bæredygtige faglige miljøer.

Det er netop derfor, at borgere med behov for højt specialiseret hjælp i dag møder medarbejdere i højt specialiserede faglige miljøer, som er organiseret på tværs af tilbud og geografisk placeret i forskellige beliggenhedskommuner. Derudover må vi ikke glemme, at en række af disse borgere samtidigt ofte har hyppige, langvarige og specialiserede forløb i sundhedsvæsenet. Det gælder ikke mindst de små grupper af borgere med sjældne sygdomme.

Borgerne fortjener, at det specialiserede socialområde får en lige så grundig analyse og behandling, som sundhedsområdet. Hvis en kommende reform samler flere sundhedsopgaver under én myndighed bør man som minimum medtage de dele af det specialiserede socialområde, der har den tætteste tilknytning til sundhed.

Alt andet vil være at svigte en gruppe borgere, der har ligeså store behov for behandling og støtte som de svageste af vores multisyge ældre.