Af Heino Knudsen og Bo Libergren, formand og næstformand for Regionernes Løn- og Praksisudvalg (RLTN). Indlægget er bragt i Altinget den 10. april 2024.
Vi ønsker, at der investeres massivt i det nære sundhedsvæsen i de kommende år. De praktiserende læger står helt centralt i den investering. Vi skal nemlig omstille vores sundhedsvæsen, så en langt større del af patientforløbene sker tæt på, hvor borgerne bor. Det kan ikke ske uden en stærk almen praksis. Det forudsætter først om fremmest bedre lægedækning og især, der hvor de mest syge bor i dag. Og så skal opgavevaretagelsen styrkes, så flere opgaver kan løses i almen praksis.
Der skal uddannes langt flere læger i almen medicin. Det er allerede besluttet, og vi går i regionerne målrettet efter, at vi skal op på 5.000 praktiserende læger. Vi skal først og fremmest sikre os, at vi med en større satsning på almen praksis kan gøre op med den geografiske ulighed i sundhed.
Mere lighed i sundhed
De mest syge danskere skal have bedre mulighed for forebyggelse, behandling og opfølgning hos deres praktiserende læge. Sådan er det desværre ikke altid i dag, og derfor skal vi se på lægedækningen, og hvordan vi fordeler opgaver og økonomi til de praktiserende læger.
Hvis arbejdsbyrden skal være rimelig lægerne imellem, bør det være sådan, at læger i yderområder skal have mulighed for færre patienter end i fx storbyerne, men uden at indtjeningen bliver mindre. Sådan er det ikke i dag. Vi ønsker derfor, at vi skal differentiere antallet af patienter per læge.
I de områder, hvor patienterne er ældre eller mere syge, bør de praktiserende læger have et lavere antal patienter tilknyttet, for det vil give mere tid til patienterne og attraktive arbejdsvilkår. Omvendt skal der i geografiske områder med en yngre og mere rask befolkning, som alt andet lige kræver mindre lægelig opfølgning, være muligt at tilknytte flere patienter til en praksis.
Samtidig bliver vi nødt til at se på, hvordan honorarsystemet er skruet sammen. Honorarsystemet i dag er alt for kompliceret og består af en lang række af ydelser. Det er svært at gennemskue for bl.a. nye læger, og det tilskynder heller ikke til, at lægerne bruger mere tid på de patienter, der har mest brug for det.
Mere behandling tæt på patienterne
Vi ønsker, at de praktiserende lægers opgaver skal styrkes væsentligt hen over de kommende år. Løbende behandling og opfølgning i nærheden af eget hjem er vigtig for borgerne, og de praktiserende læger er helt centrale for, at både kommuner og sygehuse kan løfte deres opgaver.
Den praktiserende læges tovholderfunktion skal derfor styrkes. Vi kalder det en udvidet tovholderfunktion, fordi der ligger en særlig styrkelse i det i forhold til den funktion, den praktiserende læge har i dag. Fx skal en borger fremover altid kunne henvende sig til praktiserende læge og få råd og vejledning om det samlede forløb, selvom borgeren i en periode mest er i kontakt med forskellige sygehusafdelinger.
Derudover skal almen praksis’ opgaver og ansvar i forhold til ældre borgere styrkes, fx i forhold til beboere på plejehjem. Hensigten er at sikre god behandling i hjemmet frem for fx en stressende akutindlæggelse. Af andre opgaver ser vi gode muligheder for at styrke ansvaret for kronisk syge, øge tilgængeligheden, og endelig større muligheder for, at de praktiserende læger sikrer gode forløb for psykisk syge.
Styrket faglig dialog og ny honorarstruktur
Når vi nu går målrettet efter, at de praktiserende lægers rolle og funktioner skal styrkes, og vi samtidig også investerer i den udvikling, er det i høj grad udtryk for, at vi har meget stor tillid til vores praktiserende læger.
Vi er overbeviste om, at tillid er afgørende for udviklingen og styrkelsen af almen praksis. For at komme i mål med vores ambitioner kræver det dog også et andet samarbejde i form af en faglig dialog med det øvrige sundhedsvæsen og en styrket faglig ledelse af almen praksis. Nye opgaver afføder også et behov for et langt mere integreret system, så ingen læger sidder alene med svære og komplekse patienter.
Og endelig må vi se på, hvordan vi bedst muligt indretter vores forhandlingssystem, så vi kan indfri ambitionerne. Når vi fx øger tilliden i form af en mindre kompleks honorarstruktur, skal der være bedre muligheder for at følge med i opgaverne og indsatserne i almen praksis, så vi kan vurdere, om opgaverne bliver løst som aftalt. Mere generelt er der brug for at genoverveje grænserne for, hvad der aftales i et partssystem, og hvad der afgøres af myndighederne.
Bedre lægedækningen og styrkelse af almen praksis er også en del af i Danske Regioners nye udspil om det nære sundhedsvæsen, ’I en nær fremtid’, der handler om de første skridt mod et nært sundhedsvæsen med høj, ensartet kvalitet og lige adgang.
