Debatindlæg i Altinget d. 18/9-2023 af Mads Duedahl, formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima, Frank Schmidt-Hansen, formand for KL’s Klimahandlingsudvalg og borgmester i Vejen Kommune og Jesper Nygård, adm. direktør i den filantropiske forening Realdania – de tre debattører er med i Klimaalliancen.
Gal eller genial? Sådan spørger Altinget i disse dage en række aktører, om kommunernes klimapolitik er det ene eller andet. Vi mener, det er en noget forsimplet måde at spørge ind til en af vores tids største udfordringer.
Et utal af undersøgelser peger i stadigt stigende omfang på et akut behov for reduktion af CO2-udledningen. Den nuværende indsats i Danmark eller verden er ikke i nærheden af de reduktionsbehov, videnskaben har slået fast. Vi er overbevist om, at der er behov for handling, samarbejde og forankring på tværs af nationale, internationale og ikke mindst lokale bestræbelser, hvis vi skal nå de fastsatte mål i Parisaftalen og Klimaloven.
Klimaalliancen er et stærkt eksempel på, hvordan kommuner og regioner samarbejder om at implementere lokale klimahandlingsplaner. En rapport fra CONCITO slår fast, at 39 kommuner planlægger at nedbringe CO2-udledningen med hele 77 pct. i 2030. Dét betyder noget – for hele landets klimaindsats
Debatindlægget fortsætter under billedet
Nationale og internationale klimaaftaler implementerer ikke sig selv
Nogle økonomer stiller spørgsmål ved, hvor stor effekten for klimaet er, når kommuner og regioner vælger at gå forrest. Nogle går tilmed så langt som at sige, at lokale klimainitiativer gør mere skade end gavn. Forklaringen lyder, at klimaet er et globalt anliggende og skal adresseres med globale løsninger.
Hverken kommuner, regioner eller stat eksisterer dog i et vakuum. Den kommunale og regionale klimaindsats skal ikke ses isoleret fra den nationale og internationale indsats eller fra globale trends og tendenser. Internationale klimaaftaler implementerer ikke sig selv. De rammesætter og forpligter til klimahandling på andre niveauer. På samme måde kan staten ikke effektivt implementere sin klimapolitik uden at arbejde tæt sammen med kommuner og regioner.
En række af de udledningskilder, der skal omstilles, indgår fx i nogle komplekse systemer, der enten reguleres lokalt eller afhænger af lokale forhold. Dette gælder fx varmesystemer og den øvrige forsyning, (lokale) transportsystemer og arealanvendelse. Og her er kommunerne som myndighed, virksomhed og leverandør en central implementerings- og samarbejdspartner for staten.
Med kommuners og regioners position som facilitator og bindeled mellem virksomheder, myndigheder, institutioner og borgere, har de ligeledes mulighed for at organisere partnerskaber, der kan skabe både lokalt engagement og handlekraft.
Sagt med andre ord er lokal klimapolitik afgørende for at styrke klimaindsatsen og sikre, at der handles effektivt på alle niveauer.
Kommuner og regioner som katalysator for ambitiøs klimapolitik
Hvis der ikke nationalt og globalt handles tilstrækkeligt på klimaudfordringen, kan den lokale indsats dog også anskues i et andet perspektiv – som en katalytisk aktivisme. Det var nok det, der skete tilbage i 2019, da kommunerne gik ombord i arbejdet med at udarbejde klimahandlingsplaner – før der vel at mærke blev vedtaget en klimalov i Danmark.
CONCITO’s rapport viser, at særligt på energiområdet rykker kommunernes klimahandlingsplaner så meget, at energisektoren kan komme til at yde et klimapositivt bidrag ved at fjerne CO2 fra atmosfæren i 2030. Kommuner og regioner kan gennem deres handlinger bidrage til at skubbe på større ambitioner nationalt. Det samme gør sig i øvrigt også gældende globalt. Her har organisationer som C40, ICLEI og GCoM gennem en længere periode anvendt kommunale klimaløfter til at presse på for at hæve ambitionerne i de internationale klimaforhandlinger.
Behov for øget samarbejde
Kommunerne er med klimahandlingsplanerne med til at drive og skubbe på en positiv reduktions- og tilpasningsindsats. Men der er også udfordringer. Det gør sig bl.a. gældende inden for transporten og landbruget, hvor det lige nu er svært at reducere med det nødvendige.
Et rigtig vigtigt redskab i klimakampen er fx udtagning af kulstofrige lavbundsjorde. Det er nemlig en væsentlig vej til at nedbringe udledningen af CO2 og kvælstof til atmosfæren og vandmiljøet og samtidig forbedre naturen og biodiversiteten.
Folketinget har besluttet, at der skal udtages 100.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inden 2030. Det er en ambitiøs aftale, hvor kommunerne er centrale aktører. Og kommunerne har arbejdstøjet på og er klar til at sætte tempo på udtagningsindsatsen. Vi kan se, at udtagning af lavbundsjorde er et vigtigt virkemiddel i kommunernes klimahandlingsplaner. Men kommunerne peger også på, at der er en række barrierer, der skal væk, og at de rette rammer skal på plads.
Der er behov for at træffe de store beslutninger nu. Det gælder også, hvis vi som land ønsker den grønne førertrøje. Men beslutningerne skal implementeres og udvikles i en fart.
For os er der ingen tvivl om, at vi skal samarbejde og kombinere nationale og lokale handlinger for at nå mere, hurtigere. For der er et stort potentiale. Som partnerskab bag Klimaalliancen vil vi derfor gerne række ud til politikerne på Christiansborg og invitere til yderligere handling på klimaområdet. Tallene viser, at vi kan hjælpe jer med at nå vores fælles målsætning om klimaneutralitet i 2050.