Gå til indhold

Kronik

Der er behov for én fælles motor, som kan tage samlet ansvar for sundheden

Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark. Men der er også meget, der kan blive bedre. Især er sundhedsvæsenet uden for hospitalerne i årevis blevet forsømt. Der mangler en drivkraft – en motor – som kan udvikle det nære sundhedsvæsen og tage overordnet ansvar for danskernes sundhed.

Kronik af Anders Kühnau, formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Midtjylland, Mads Duedahl, næstformand i Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Nordjylland, Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland og Bo Libergren, regionsrådsformand i Region Syddanmark. Bragt i Jyllands-Posten den 29. november 2023.

Verden rykker sig hele tiden, og hvis ikke de bevægelser en gang imellem mødes med nye måder at gøre tingene på, kan små ryk til sidst skabe sprækker i selv det stærkeste fundament. Sådan stod det til i 2007, da regionerne fik til opgave at rette op på et sygehusvæsen, som ikke var fulgt med tiden. Sygehusstrukturen skulle specialiseres, så vi kunne behandle flere patienter, behandle dem hurtigere og med en kvalitet, der måler sig med de bedste hospitaler i verden. Kommunerne fik hovedparten af ansvaret for forebyggelse og udviklingen af de nære sundhedstilbud. 

Omstillingen af sygehusvæsenet fungerede, og meget er i det hele taget lykkedes i det danske sundhedsvæsen. Men som samfund er vi ikke lykkedes med at tage tempoet ud af selve sygdomsudviklingen. Hospitalerne behandler 260.000 flere patienter om året end for blot 10 år siden. Det er godt, at flere får behandling – også fordi, vi kan behandle flere sygdomme. 

Men udviklingen er ikke bæredygtig. Vi kan ikke på sigt levere behandling i det tempo, som samfundet producerer sygdom. Særligt opgaven med at udvikle det nære sundhedsvæsen – alt det, der foregår uden for hospitalerne – har i mange år været forsømt. Og det går ud over patienterne. Fordi sektorgrænser, kassetænkning og opdelt lovgivning har skabt svære vilkår for udviklingen af de nære tilbud. 

Derfor har vi de seneste år taget vigtige skridt, der driver en udvikling i det nære sundhedsvæsen. Så flere kan behandles tidligt, tæt på eget hjem, og så færre får behov for indlæggelse. Med 72 timers behandlingsansvar efter udskrivelse fra hospitalet, faste læger på plejehjemmene, udkørende paramedicinere, udgående psykiatriske tilbud, internetbaseret psykologbehandling, sundhedstjek på bosteder og meget mere hjemmebehandling. 

Borgernes sundhedsvæsen

Vi gør det, fordi det er nødvendigt. Fordi vi kan se, det gavner patienterne. Og fordi vi ganske enkelt har et meget stort incitament til at holde folk raske og undgå unødige hospitalsindlæggelser, der både har omkostninger for den enkelte og for samfundet. Men vi kan også konstatere, at den udvikling, vi ønsker, begrænses af de eksisterende rammer, der opdeler ansvaret og finansieringen af sundhedsindsatsen i forskellige sektorer og lovgivninger. 

Sundhedsvæsenet har derfor brug for en motor, som også kan udvikle alt det, der foregår uden for hospitalerne. 

Kronikken fortsætter under illustration


Den eneste vej til at skabe den motor er at samle ansvaret for alle sundhedstilbud, både på og uden for hospitalerne, ét sted. Der er behov for en reform af sundhedsvæsenet i Danmark, der bryder silotænkning og samler ansvaret og økonomien for alle opgaverne i sundhedsvæsenet. En reform, som sikrer et entydigt placeret ansvar for udviklingen af det samlede sundhedsvæsen – lige fra de højt specialiserede behandlinger på hospitalerne til de helt nære tilbud hjemme i dagligstuen. 

Kort og godt ét samlet ansvar, ikke bare for behandlingen af patienterne, men for hele befolkningens sundhed. Fordi ansvaret for en samlet sundhedsindsats og et samlet budget vil give stærke incitamenter til at udbygge det, der aflaster hospitalerne, begrænser omkostninger for samfundet, og som samtidig er godt og nært for borgerne. 

Det afgørende må være: Hvordan løser vi opgaven bedst muligt for borgerne? Det er jo dem, vi driver sundhedsvæsenet for. 

Danske Regioner mener derfor, at en reform af sundhedsstrukturen bør tage udgangspunkt i fem følgende principper. En sundhedsreform skal for det første sikre et samlet ansvar for hele kæden af sundhedsydelser, så borgerne oplever et sammenhængende sundhedsvæsen. For det andet sikre et sundhedsvæsen, der har kapaciteten og incitamentet til at drive udviklingen af de nære og forebyggende sundhedstilbud og modvirke geografisk og social ulighed. For det tredje sikre høj kvalitet i udredning og behandling i hele sundhedsvæsenet. For det fjerde sikre en decentral struktur med direkte folkevalgt ledelse af sundhedsvæsenet. Og endelig skal den begrænse bureaukrati, spild og dobbeltarbejde.

Et samlet ansvar for sundheden

Første skridt er at samle alle sundhedsopgaver og de facto sundhedsopgaver i sundhedsloven. I dag er sundhedsområdet opdelt i sundhedslov, psykiatrilov og servicelov, hvor eksempelvis midlertidige pladser i dag er en de facto sundhedsopgave under serviceloven. Opdelingen i forskellige lovkomplekser og administrative sektorer skaber barrierer for de ansatte. De kan ikke dele data, økonomi eller ansvar. Konsekvensen er, at systemet ikke leverer en ordentlig sammenhæng for de borgere, der har forløb på tværs af sektorgrænserne. 

Det er en udfordring, som især rammer ældre borgere, borgere med kronisk sygdom og borgere med psykisk sygdom. Ofte rammes de mest ressourcesvage ekstra hårdt. Et samlet lovgrundlag vil gøre det muligt at organisere en samlet sundhedsindsats, som tager afsæt i borgerens behov. Det er den sammenhæng, som meget ofte mangler i dag. 

Næste skridt er at samle budget- og opgaveansvar for hospitaler og nære sundhedsindsatser. Det skaber stærke økonomiske incitamenter for at løse flere sundhedsopgaver tættere på borgeren og for forebyggende indsatser og nære tilbud, som medvirker til mere selvhjulpne og sunde borgere. Det er den helt afgørende værdi ved at samle ansvaret for sundhedsopgaven og den tilknyttede økonomi. 

For vi må erkende, at den kommunale medfinansiering ikke har skabt de rette incitamenter til at forebygge indlæggelse. Ligesom det har vist sig politisk vanskeligt at prioritere borgernære sundhedsindsatser, som i den kommunale økonomi er i hård konkurrence med børnepasning, folkeskole, dagrenovation, beskæftigelses- og integrationsindsats samt en lang række andre velfærdsopgaver. Er økonomien og ansvaret for sundhedsopgaverne derimod samlet, vil der være ét sundhedsvæsen med en klar interesse i at udbygge kapaciteten, kvaliteten og rettidigheden i de nære og digitale sundhedstilbud til gavn for borgerne. 

Kæden af ydelser, som skal samles under ét ansvar og budget, kan være kortere eller længere, men opgaver, der bidrager til at forebygge indlæggelser og genindlæggelser, bør entydigt høre under sundhedsloven og dermed indgå i det samlede ansvar. Det samme gælder opfølgning efter udskrivelse fra hospitalet, herunder at alle sengepladser, både dem på hospitalerne og dem der i dag er kommunale, bliver samlet under et ansvar og budget. Så borgerne oplever et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen, hvor flere kan behandles i hjemmet eller tættere på deres hjem, og hvor vi undgår unødvendige indlæggelser.  

Sektoropdelingen har skabt barrierer, som forhindrer den nødvendige sammenhæng og udbygning af det nære sundhedsvæsen, som borgerne med rette forventer. Opdelingen betyder også, at udviklingen af det samlede sundhedsvæsen ikke går i takt med nye behov og teknologiske muligheder. Alle parter fokuserer på hver deres del af ”leverancekæden” – ikke på helheden. Der mangler en motor, som driver udviklingen. 

Vi skal skabe incitament til at tænkte på tværs

En række lande er nået længere end Danmark, når det gælder udviklingen af de nære tilbud. Det gælder ikke mindst de lande, som har samlet ansvaret for både hospitaler og tilbud uden for hospitalerne i én organisation. De internationale erfaringer underbygger, at et samlet ansvar for hele sundhedsvæsenets kæde af ydelser skaber incitament til at udbygge det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. 

Finland har gennemført en stor reform, der samler ansvaret og budgettet for sundhedsvæsenet, ældreområdet, det specialiserede socialområde, beredskabet m.v. i nyetablerede regioner med direkte folkevalgte regionsråd. Argumentet er netop, at man ved at samle finansieringen i samme organisation har skabt et stærkt incitament for at investere i forebyggelse og aflastning af hospitalerne. 

Udgangspunktet for en samling af ansvaret bør være, at det bør gælde de opgaver, hvor et samlet ansvar vil styrke incitamentet til at tænke på tværs og sikre tidlige indsatser, tæt på borgerne. Og perspektiverne for et samlet sundhedsansvar vil være mange: Styrket sundhed for vores ældre, tildeling af hjælpemidler uden bøvl og borgere som kastebold, bedre tilbud til borgere med psykisk sygdom, som har brug for mere støtte efter afsluttet behandling og bedre sammenhæng i forløbene for ældre og borgere med kronisk sygdom. 

Alle fem principper for en reform af sundhedsstrukturen er vigtige. Det er vigtigt, at sundhedsområdet – et af vores største og vigtigste velfærdsområder, som danskerne i måling efter måling svarer, er vigtigt for dem – ledes af borgernes egne repræsentanter. Folkevalgte, der har kendskab til de forhold, der kendetegner deres landsdele, og som kender de lokale ønsker og behov. Folkevalgte, som kan sikre borgernes stemme, sætte retning for udviklingen og prioritere ressourcer og opgaver i sundhedsvæsenet.

Vi driver sundhedsvæsen for og til borgerne. Derfor må udgangspunktet altid være, hvordan vi løser opgaven bedst for dem. Efter vores vurdering vil de nuværende fem regioner være bedst i stand til at løfte det samlede ansvar for sundhedsvæsenet, men ønsker man at organisere det anderledes, bør det ske inden for rammerne af de fem principper, som vi mener bør være fundamentet for en sundhedsreform.

Læs mere: