Gå til indhold

Medicin

Danske Regioner opfordrer: Bak nu op om Medicinrådet

Danske Regioner vil gerne opfordre til, at alle i stedet bakker op om Medicinrådet og det arbejde, som politikerne har sat rådet til at udføre.

Af Danske Regioners formand Anders Kühnau. Indlægget blev bragt i Berlingske den 4. november 2023.

Det er blevet populært at kritisere Medicinrådet. Senest i Berlingske Tidende torsdag, hvor rådet beskyldes for at være blevet for restriktive og afvise for mange lægemidler ikke mindst på kræftområdet.

Danske Regioner vil gerne opfordre til, at alle i stedet bakker op om Medicinrådet og det arbejde, som politikerne har sat rådet til at udføre. Det er vigtigt at huske på, at Medicinrådet blev skabt for at få mest mulig sundhed til borgerne.

Derudover skal Medicinrådet sikre, at nye lægemidler hurtigt og ensartet bliver taget i brug på tværs af sygehuse og regioner, ligesom det skal stille større krav til dokumentationen for, at såvel nye som eksisterende lægemidler er til gavn for patienterne.  

På den måde er det patienternes tryghed og ve og vel, der står i centrum i rådets anbefalinger. 

Samtidig står vi i en situation,  hvor der er brug for prioritering i det danske sundhedsvæsen, fordi udgifterne stiger – blandt andet på grund af nye behandlingsmetoder og medicin. 

Her er der brug for kyndige fagfolk til at vurdere og prioritere, hvor stor en effekt det pågældende lægemiddel har, og hvor dyrt det er at bruge det. Ellers vil det gå ud over andre patienter, da hver eneste krone, der bruges på medicin med for lille effekt, bliver taget fra andre dele i sundhedsvæsnet.

Til gengæld har lægemiddelvirksomhederne stor vished for, at deres lægemidler benyttes i Danmark, hvis Medicinrådet anbefaler dem, og at det sker hurtigt. Lægemidlerne kan i de fleste tilfælde bestilles i klinikken efter maksimalt 14 dage og tages i brug hos de patienter, der har brug for det. 

På den baggrund mener Danske Regioner, at Medicinrådet lever fuldt op til deres opgave og ansvar med at sikre, at effekten af de lægemidler, som tages i brug på hospitalerne, står mål med omkostningerne.

RELATEREDE NYHEDER

Læs mere

Ny national indgang til sundhedsdata skal bane vej for fremtidens sundhedsløsninger

Med en bevilling på 200 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden bliver der nu etableret en ny national indgang til sundhedsdata i Danmark. Det vil styrke dansk sundhedsforskning og bane vej for personlig medicin og nye sundhedsløsninger.

Læs mere

Der er brug for at investere i praktikken på professionsuddannelserne

Regionerne er store uddannelsespladser. Praktik udgør op til 50% af uddannelsen på mange professionsuddannelser. Alligevel er det et område, regionerne selv skal finde midler til inden for deres eget budget i konkurrence med patientbehandlingen. Derfor skal området prioriteres.

Læs mere

Sundhedsvæsnets beredskab skal gøres mere robust og det er en national opgave

Den voksende globale usikkerhed øger truslerne mod det danske sundhedsvæsen. Sundhedsvæsenets beredskab skal derfor gøres mere robust mod ekstraordinære kriser. Danske Regioner mener, det er en fælles opgave at opskalere sundhedsvæsnets beredskab, så vi kan modstå trusler udefra.

Læs mere

Prisvindende initiativ sikrer tryg overgang fra ung til voksen i sundhedsvæsenet

Afdeling for Hormon- og Knoglesygdomme på Aarhus Universitetshospital vinder sammen med Børn- og Ungeafdelinger i Region Midtjylland og Region Nordjylland Prisen Årets Patientoplevelse 2025. De modtager prisen for sammen at sikre unge patienter med kronisk sygdom en tryg overgang fra ungeafdeling til voksenafsnit.

Læs mere