Af Anders Kühnau, formand for Danske Regioner og Heino Knudsen, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg. Kronikken er bragt i Avisen Danmark d. 2/11 2023.
Almen praksis er i dag den nærmeste dør til borgernes møde med sundhedsvæsenet. De praktiserende læger spiller en vigtig rolle for at forebygge og behandle sygdomme så tidligt som muligt. Opgaverne gælder både småt og stort. Alt fra udslæt og fornyelse af en recept til den tovholder-funktion, som de flere ældre og sårbare patienter med kroniske lidelser har behov for.
(Indlæg fortsætter under illustration)
Mange borgere oplever en velfungerende almen praksis, når de har behov for lægen, og regionerne har prioriteret almen praksis højt. Væksten i økonomien har -eksklusiv medicin- været knap dobbelt så stor i almen praksis som på hospitalerne de seneste år, men vi ser samtidig, at almen praksis har svært ved at følge med på flere fronter. Mange oplever problemer med at få kontakt og passende tider hos lægerne, og lægedækningen er skæv og udfordret i visse dele af landet. Det er med til at udløse stor ulighed i tilbuddene hos de praktiserende læger, ligesom mange patienter indlægges på hospitaler med sygdomme, der kunne være undgået med den rette hjælp tæt på hjemmet. Med flere ældre og kronisk syge i de kommende år, er det vigtigt, vi får vendt dén udvikling.
Styrket faglig ledelse af almen praksis
Heldigvis er nogle af forudsætningerne til stede. Der skal nemlig uddannes flere almenmedicinere de kommende år. Det muliggør, at vi i Danmark kan satse massivt på fuld lægedækning og på opgaveudvikling i almen praksis. Men det er ikke nok! Hvis de flere praktiserende læger skal bringes bedst muligt i spil både til at sikre et reelt frit lægevalg for patienterne og til at udrede, behandle og afslutte patienter tæt på borgerens bopæl, kræver det et langt større fokus på faglig ledelse af opgaverne i almen praksis og samarbejdet om patienten mellem kommune, sygehus og praksis. Mange læger er dygtige til at driftsoptimere i egen klinik, men den koordinerende faglige ledelse på tværs af sektorer er fraværende.
Regionerne ønsker at påtage sig denne opgave. Det betyder, at vi skal kigge indad, for vi er nødt til at organisere os anderledes internt, og vi er nødt til at sikre, at denne ledelse bliver prioriteret, og at vi på den måde også har større fokus på de praktiserende lægers konkrete behov i samarbejdet. Men det betyder også, at regionerne skal have flere redskaber i værktøjskassen i forhold til almen praksis.
Vi foreslår, at det faglige tilbud i almen praksis fremover ikke skal hvile på en overenskomst, som vi kender den i dag, og et mylder af honorartakster, som afgør, hvilke opgaver de praktiserende læger vil udføre. Hvilke opgaver, der skal udføres i almen praksis, skal ikke være til konstant forhandling. Og det skal ikke være op til den enkelte læge, hvorvidt man ønsker at udføre de opgaver, der forventes af almen praksis.
Der skal med andre ord være en ”common trunk”, som alle praktiserende læger forventes at arbejde efter. Som i dag kan der være nogle praksis, der får særlige opgaver. Det kan være særlige funktioner i forhold til plejehjem, botilbud eller andre opgaver.
De praktiserende lægers tid skal fokuseres på dem med størst behov
Behovene er forskellige fra patient til patient, men alle efterspørger tilgængelighed, når man har brug for lægehjælp.
Især sårbare og kronisk syge patienter har behov for at blive fulgt kontinuerligt i almen praksis. De har et større behov for, at praksislægen er en tovholder, der sikrer sammenhæng. Det gælder generelt i forhold til patienter, der har forløb på tværs af sundhedsvæsenet. Disse patienter bør stå allerøverst på lægernes dagsorden, så vi forebygger både indlæggelser, men også dén ulighed i sundhed, der desværre er for stor i dag.
Vi forestiller os til gengæld, at en stor gruppe ”raske” danskere i højere grad kan få hjælp via en digital løsning, som ikke er knyttet til den enkelte klinik, men hvor der er sundhedsfagligt personale, der hjælper. Det er især for dem, der har brug for en hurtig vurdering eller rådgivning, men hvor borgeren ikke vægter højt, at det er egen læge, der skal kontaktes. Det vil lette tilgængeligheden og øge fleksibiliteten for mange danskere, samtidig med at den praktiserende læge bedre kan fokusere på de andre patienter.
Praktiserende læger er i for høj grad overladt til sig selv i samarbejdet med hospitalerne og kommunerne. Der er kun sparsom dialog om fælles patienter, og der udvikles ikke nok løsninger i fællesskab. Fx er udviklingen af det digitale område i almen praksis afkoblet fra resten af sundhedsvæsnet.
I Danske Regioner mener vi, at almen praksis i højere grad skal integreres i det samlede sundhedsvæsen.
Så vi glæder os til konferencen, og til at høre, hvordan interessenter og andre politikere ser på de muligheder, som regionerne bør kunne tage i brug for at tilfredsstille borgernes ønsker til fremtidens moderne, nære sundhedsvæsen.
Se programmet: