Gå til indhold

Sundhed

Regionerne har brug for 5,4 milliarder til modernisering af hospitaler

Omtrent 80 procent af hospitalsbygningerne i Danmark er gamle, slidte og har behov for at blive renoverede og moderniserede. Det er nødvendigt, hvis vi skal undgå store forskelle i patientoplevelser, mener Danske Regioner.

Hver dag bliver der foretaget tusindvis af behandlinger og undersøgelser på de danske hospitaler. Det kræver dygtigt personale, men det stiller også krav til udstyr og IT, som løbende har brug for at blive vedligeholdt.

Dertil kommer, at langt de fleste af vores hospitalsbygninger er af ældre dato, selvom der flere steder i Danmark bygges helt nye hospitaler.

- Vi er nødt til at modernisere vores gamle hospitaler, så vi kan tilbyde den samme høje kvalitet i behandlingen alle steder. Uanset om bygningen er ny eller gammel, er det vigtigt, at indmaden er af bedste kvalitet. Det kræver, at vi løbende vedligeholder og opdaterer IT og medicinsk udstyr, siger Mads Duedahl, der er næstformand i Danske Regioner.

Investeringer skal opretholde højt niveau

Regionerne har på nuværende tidspunkt planlagt investeringer i bygninger, IT og medico på 4 mia. kroner i 2024.

Men hvis de ældre sygehuse i Danmark skal kunne opretholde deres nuværende stand, vil behovet til vedligeholdelse af bygningsmassen, samt medico og IT imidlertid udgøre 5,4 mia. kroner i 2024, vurderer Danske Regioner.

Såfremt regionerne skulle gennemføre alle ønskede forbedringer af bygninger, IT og medico, er behovet i alt på 9 mia. kroner.

- De ældre byggerier udgør størstedelen af vores hospitaler, og de tager imod en meget stor andel af patienterne i Danmark. Hvis ikke vi sikrer, at hospitalerne får en stor saltvandsindsprøjtning, er der risiko for, at patienterne med tiden vil opleve forskelle i, hvad vi kan tilbyde på forskellige hospitaler, siger Mads Duedahl.

Hastigt stigende priser

Særligt stigende byggepriser er skyld i stigende udgifter til regionernes vedligehold af hospitalerne. Ifølge en ny analyse fra SMV Danmark er alene materialeomkostningerne steget med 15 pct. sammenlignet sidste år. Prisstigningerne har allerede medvirket til at udskyde flere byggeprojekter i regionerne.

Manglende vedligehold vil kun medføre yderligere fordyrelser, påpeger Mads Duedahl. Derfor er det nødvendigt, at regionerne får mulighed for at sætte ind overfor det behov for vedligehold, som har hobet sig op.

- Det har været nødvendigt at prioritere de nye byggerier, men det har også medført et vist efterslæb på modernisering af de gamle. Det er vi nødt til at sætte ind overfor nu, for behovet forsvinder ikke. Tværtimod vil det kun blive større, jo længere vi venter, siger Mads Duedahl.

Ikke kun mursten og beton

Ifølge Danmarks Statistiks byggeomkostningsindeks er priserne på beton og arbejde med betonelementer blandt dem, der isoleret set er steget mest.

Mads Duedahl understreger imidlertid, at det ikke alene er mursten, der gør et moderne sygehus. Der er også brug for reparationer og udskiftning af udstyr såsom strålekanoner og scannere samt opdatering af IT og styrket cybersikkerhed.

- Det er en forudsætning for at levere moderne behandling, at vi udvikler og opdaterer vores IT-infrastruktur og vores systemer. Det samme gælder både store og små apparaturer og maskiner, som naturligvis ikke holder for evigt. Derfor har de brug for nye investeringer, alene hvis vi skal bevare den standard, vi har i dag, siger han.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere