Gå til indhold

Økonomi

Fuld fart på ventelisteafviklingen: Økonomisk fremrykning er nødvendig

Afviklingen af udskudte operationer kører i højt gear, og både aktiviteten på offentlige hospitaler og antallet af henvisninger til private hospitaler er steget markant. Men hvis aktiviteten skal holdes på det høje niveau, er det nødvendigt at fremrykke en del af de penge, der er afsat til afvikling af ventelister fra 2024 til 2023.

Der er fuld fart på afviklingen af de udskudte operationer, som ophobede sig under corona-nedlukningerne.

Alene i første kvartal 2023 blev 245.300 planlagte operationer udført på de offentlige hospitaler. Det er 10 procent flere end i samme periode sidste år. Derudover er antallet af offentligt henviste operationer til private hospitaler steget med 21 procent.

- Vi har fuld damp under kedlerne for at få afviklet de mange udskudte operationer, der fulgte med coronapandemien. Det er nødvendigt for at behandle de mennesker, der har måttet vente, og som selvfølgelig skal have hjælp hurtigst muligt, siger Anders Kühnau, der er formand for Danske Regioner.

Fremrykning af penge er nødvendig

Finansieringen af afviklingen af ventelisterne blev i februar aftalt mellem Danske Regioner og regeringen med den akutpakke, der har til formål at nedbringe ventelisterne efter pandemien. Med aftalen fulgte knap 800 millioner til at nedbringe ventelisterne i 2023 og knap 1 mia. i 2024.

Men hvis den høje kadence skal fastholdes, skal finansieringen af ventelisteafviklingen fremrykkes. Størstedelen af pengene til afviklingen er således bevilliget i 2024, og med et aktuelle tempo er der udsigt til, at regionerne bliver nødt til at bremse op for ventelisteafviklingen, fordi bevillingen for 2023 ikke rækker.

- Hvis vi skal holde os indenfor den økonomiske ramme, som er afsat i akutpakken for 2023, så er vi nødt til snart at sætte farten ned på hospitalerne. For hvis vi fortsætter med at afvikle ventelisterne med denne fart, vil vi ramme det økonomiske loft længe før, året er omme, siger Anders Kühnau.

På bordet ved økonomiforhandlingerne

I disse uger forhandler Danske Regioner med regeringen om næste års økonomi for regionerne. Og i den forbindelse er en fremrykning af 2024-pengene fra akutpakken også på forhandlingsbordet.

- Det er både dyrt og dumt ikke at holde momentum for så at sætte ekstra skub i det hele igen, så snart kalenderen viser 2024. Og det er bestemt heller ikke til gavn for de patienter der har vente alt for længe. Det håber jeg regeringen også kan se, siger Anders Kühnau.

Parterne mødes næste gang ved forhandlingsbordet den 17. maj.