Gå til indhold

Akutlægehelikoptere

Regionerne indgår aftale med Norsk Luftambulanse

Torsdag underskrev de fem regionsdirektører en ny aftale med Norsk Luftambulanse om de fire akutlægehelikoptere i Danmark.

Også fremover vil det være Norsk Luftambulanse, der sikrer, at patienter overalt i Danmark kan få hjælp fra en akutlægehelikopter. Kontrakten med selskabet blev underskrevet af regionerne torsdag.

Kontrakten træder i kraft sommeren 2025 og løber i ti år med mulighed for yderligere forlængelse i op til fire år.

 

Baggrund:
Akutlægehelikopterne i Danmark har været i genudbud, og den 5. januar 2023 blev beslutningen om at tildele kontrakten til Norsk Luftambulanse offentliggjort. Norsk Luftambulance fik opgaven, fordi de i udbuddet samlet set gav det mest fordelagtige tilbud vurderet ud fra kvalitet (vægtes 40 %), driftssikkerhed (vægtes 30 %) og pris (vægtes 30 %).

Efter offentliggørelsen valgte de to andre tilbudsgivere (SAF Helicopteres og Konsortiet Hems Denmark bestående af Babcock Scandinavian Air Ambulance og KN Helicopters) at klage til Klagenævnet for Udbud over tildelingsbeslutningen. Den 22. februar 2023 afsagde Klagenævnet delkendelser i begge klagesager. Klagenævnet vurderede ikke, at der var udsigt til, at nogen af klagerne ville få medhold i nogen af de nedlagte påstande. Dermed tillagde Klagenævnet ingen af klagerne opsættende virkning på kontraktindgåelsen med Norsk Luftambulanse.

Siden da frafaldt Konsortiet sin klage, mens SAF Helicopteres valgte at fastholde klagen. Da SAF Helicopteres ikke siden har fremsat nye påstande, har regionerne valgt at underskrive kontrakten med Norsk Luftambulanse.

Efter sommerferien 2023 påbegynder regionerne implementeringen af kontrakten frem mod sommeren 2025 i samarbejde med Norsk Luftambulanse.

Tilføjelse om status pr. 6. oktober 2023: Klagenævnet har nu afsagt den endelige kendelse vedrørende SAF's klage. Kendelsen giver regionerne medhold i forhold til alle klagepunkter, og kendelsen lægger sig dermed i forlængelse af den foreløbige delkendelse fra februar måned i år. SAF har efterfølgende valgt ikke at indbringe Klagenævnets endelige kendelse for domstolene. Herved er alle klagesager i relation til helikopterudbuddet afsluttet.

 

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Olaf Barfoed,
Administrativ leder i Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning
M: 40 20 67 96
E: olaf.barfoed@ph.rm.dk

Pressevagt,
Danske Regioner
M: 51 51 18 18 (tlf. ikke sms)
E: pressekontakt@regioner.dk