Gå til indhold

Nationale mål

Rapport om Nationale mål undersøger social ulighed i sundhed

Analysen viser, at der er systematiske forskelle i danskernes sundhed på tværs af uddannelsesgrupper eller familiesocialgrupper. Der er imidlertid ikke tegn på social ulighed i overholdelse af udredningsretten.

Den årlige rapport om nationale mål for sundhedsvæsenet 2022 er udkommet.

Rapporten indeholder et særkapitel om social ulighed i sundhed, hvor der sættes fokus på forskelle mellem forskellige uddannelsesgrupper for en række indikatorer i de nationale mål, som skal belyse omfanget af social ulighed inden for de udvalgte områder. Analysen viser, at der er systematiske forskelle på tværs af uddannelsesgrupper eller familiesocialgrupper for 5 ud af 8 indikatorer.

Opgørelsen tyder blandt andet på, at der er sociale forskelle i middellevetiden for både 50-årige mænd og kvinder, samt på andelen af daglige rygere og på fysisk aktivitet blandt skolebørn. Endelig ses sociale forskelle på andelen af genindlæggelser inden for 30 dage.

Analysen viser imidlertid også, at der ikke er tegn på social ulighed i overholdelse af udredningsretten for personer, som er 30 år eller ældre. Det gælder både for somatiske og psykiatriske patienter og indikerer, at den sociale ulighed i sundhed ikke forstærkes i forhold til adgang til udredning på sygehusene.

Regionale initiativer imod social ulighed i sundhed

Regionerne har iværksat en række indsatser, som skal bidrage til, at den sociale ulighed i sundhed ikke forstærkes i mødet med sygehusvæsenet. I særkapitlet belyses med forskellige cases, hvordan der tværsektorielt regionalt og kommunalt arbejdes med at mindske social ulighed i sundhed.

Det inkluderer blandt andet arbejdet med arbejdet for at række ud til og tage hånd om sårbare borgere og patienter, herunder blandt andet gravide og diabetikere, som har gavn af ekstra støtte. I lighed beskrives også ordningen om udvidet behandlingsansvar, som udrulles til hele landet ifm. aftalen om akutplanen.

Hele rapporten Nationale mål 2022 kan downloades her.

Stor forsinkelse på rapport for 2022

De nationale mål for sundhedsvæsenet blev aftalt mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening i 2016, med henblik på at sætte en klar retning for sundhedsvæsenet ved at have fokus på resultater, der skaber værdi for samfundet og borgeren.

Valg og regeringsdannelse har medført væsentlig forsinkelse af rapporten, som viser udviklingen i de otte nationale mål i perioden 2020-2021. Det betyder også, at flere af indikatorerne, som er relateret til aktiviteten i sundhedsvæsenet, er påvirket af covid-19.

Statusrapport for de nationale mål 2023 er planlagt til at udkomme i efteråret.

Relaterede nyheder

Læs mere

Hvis du vil vide mere

Kontakt

E: pressekontakt@regioner.dk

M: 5151 1818 (ikke sms)