Gå til indhold

TRANSPORT

Unge på erhvervsskoler har længere transporttid end unge på gymnasier

Der er stor forskel på, hvor lang tid unge bruger med kollektiv transport til deres gymnasier og erhvervsskoler. Det viser en undersøgelse fra Danske Regioner. Den længere transporttid kan få nogle til at vælge erhvervsskolerne fra – stik mod regeringens mål.

Regeringen vil styrke erhvervsuddannelserne og få flere unge til at vælge at uddanne sig på en erhvervsskole. Der er imidlertid stor forskel på, hvor lang tid det tager unge at komme i skole, afhængigt af om de går på en erhvervsskole eller et gymnasie.

Det viser en ny undersøgelse fra Danske Regioner, der har kortlagt transporttiden med kollektiv transport for de 15-19-årige til gymnasier og erhvervsskoler i hele landet.

En klar tendens

Undersøgelsen viser, at der generelt er længere transporttid til erhvervsskolerne end til gymnasierne.

For eksempel kan 86% af de unge i Region Midtjylland nå frem til en gymnasial stx-uddannelse inden for 45 minutter med kollektiv transport. Det samme gælder kun for 71%, hvis de skal på grundforløbet på social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Det er stort set det samme mønster, der tegner sig i de øvrige regioner. Dog ser det en smule anderledes ud i Region Hovedstaden. Det skyldes, at uddannelsesstederne ligger tættere på hinanden her, ligesom borgerne også bor tættere.

Årgangene bliver mindre…

Danske Regioner forudser, at skævheden i transporttid blandt de unge ud fra deres uddannelsesvalg blot vil blive større.

De kommende 10 år sætter de små årgange nemlig for alvor ind. Ifølge Danmarks Statistik bliver der 20.000 færre 16-19-årige i 2033. Og det kommer til at have store konsekvenser for gymnasier og erhvervsskoler, når der kommer færre elever.

- Nogle skoler risikerer at måtte lukke på grund af for få elever. Det vil især ramme uden for de større byer, hvor der i forvejen er langt mellem uddannelserne.

Det vil give flere unge endnu længere transporttid til gymnasier og ikke mindst til erhvervsskoler. Det er stik imod regeringens målsætning om at styrke erhvervsuddannelserne, siger Anders G. Christensen, formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling og EU. 

…og busserne forsvinder

Samtidig bliver der rundt omkring i både regioner og kommuner sparet busser væk for at få budgetterne til at løbe rundt. Også det rammer især områderne uden for de større byer.

- Hver gang, der nedlægges en busrute eller skæres afgange væk, er konsekvensen, at det bliver sværere for de unge, at komme frem og tilbage til deres uddannelse. Så bliver der blot endnu flere røde områder på kortet, hvor transporttiden med kollektiv trafik er lang.

- Det kan få nogen til at vælge uddannelsen fra. Undersøgelser viser, at risikoen for frafald fra uddannelse kan være stor, hvis der er meget langt til uddannelsen, siger Anders G. Christensen.

Bedre transport, skolehjem og campus’er

Derfor anbefaler Danske Regioner, at man arbejder aktivt for at mindske transporttiden for de unge. Det skal blandt andet ske ved at sikre bedre transportmuligheder.

En anden løsning er at etablere flere skolehjem. Det vil sige skoler med egen kostafdeling, hvor eleverne og spiser og bor. Det er en model, som man blandt andet har haft succes med på Den Jydske Håndværkerskole i Hadsten, hvor der er plads til, at op til 594 kan bo på skolehjemmet.

- Endelig bør der etableres flere campus’er, hvor man samler flere uddannelser ét sted. Det ser man blandt andet i Campus Køge, hvor man har samlet både gymnasiale uddannelser og erhvervsskoler samme sted. Det gør det også muligt at etablere særlige busruter, der samler eleverne op fra et større område og kører dem til campus, siger Anders G. Christensen.

Vigtig vinkel for ekspertudvalg

Danske regioner mener også, at spørgsmålet om unges transporttid bør prioriteres i det ekspertudvalg, som Transportministeriet netop har nedsat til at kigge på den kollektive mobilitet i Danmark.

Udvalget skal se på mobilitetsbehovet både i yderområderne og i de større byer. Og det skal belyse, hvordan nye kollektive transportløsninger kan støtte op under mobiliteten i hele landet.

”Derfor er det oplagt, at udvalget også tager stilling til udfordringen med den længere transporttid til erhvervsuddannelserne. Det er vigtigt, at der fortsat er et godt udvalg af både erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser. Unge skal have gode uddannelsesmuligheder, uanset hvor de bor”, siger Anders G. Christensen.

Læs mere:

FAKTA

Om undersøgelsen

• Analysen fra Danske Regioner af de unges transporttid tager udgangspunkt i, hvor i landet de unge mellem 15 og 19 år bor, placeringen af ungdomsuddannelserne og transporttiden med kollektiv transport til de forskellige uddannelser.

• Analysen er regions- og kommuneopdelt.

• Analysen viser, hvor langt der er til de forskellige uddannelser alt efter, hvor de unge bor, og hvor stor en del af de unge, der kan komme frem til ungdomsuddannelserne inden for 15, 30, 45, 60, 75 eller 90 min.

• En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at risikoen for frafald kan være stor, hvis der er lang transporttid til uddannelserne, og især hvis rejseomkostningerne er for høje.

FAKTA

Om transporttid

Gennemsnitlig andel af unge, der kan komme til ungdomsuddannelserne inden for 45 minutter med kollektiv transport:

Gymnasiale uddannelser:
Stx: 90 procent
Hf: 88 procent
Hhx: 84 procent
Htx: 79 procent

Erhvervsuddannelsernes grundforløb:
Fødevarer, jordbrug og oplevelser: 73 procent
Kontor, handel og forretningsservice: 76 procent
Omsorg, sundhed og pædagogik: 82 procent
Teknologi, byggeri og transport: 79 procent

 

Kilde: Danske Regioner, 2022

 

HVIS DU VIL VIDE MERE

Kontakt

Pressekontakt

Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk.

RELATEREDE NYHEDER

Læs mere