Af Anders Kühnau og Stephanie Lose, hhv. formand og næstformand for Danske Regioner. Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 16. februar 2023.
Der er pres på hospitalerne. Både herhjemme og i de lande, vi i øvrigt sammenligner os med. De aktuelle udfordringer med længere ventelister skyldes i høj grad efterslæbet på en række udskudte behandlinger fra håndteringen af COVID-19.
Men vi ser også i den aktuelle krise glimt af de udfordringer, der kun vokser sig større de kommende år. Bekymrende sprækker i det, der skal være fundamentet under vores velfærdssamfund.
I fremtiden vil manglen på arbejdskraft være massiv. Vi vil være flere ældre borgere og markant flere, der lider af mere end én kronisk sygdom. Det kræver, at vi gør tingene anderledes.
Regeringens beslutning om at nedsætte en strukturkommission giver mulighed for at levere de nødvendige svar – hvis altså fokus er rigtigt. Vi kan ikke nøjes med at kradse i overfladen, når revnerne har nået fundamentet.
Derfor står regeringen også over for et afgørende valg, når opgaven for kommissionen skal defineres nærmere. Det er ingen hemmelighed, at den regionale model vil være en del af drøftelserne. Det har den været før, og den regionale indsats tør vi godt lade komme under lup. Men hvis man nu for alvor vil sikre fundamentet under sundhedsvæsenet, så kan man ikke nøjes med at hive den gamle traver om regionerne frem igen. Så må man adressere årsagerne til det voksende pres på hospitalerne.
Hospitalerne behandler i dag 330.000 flere patienter årligt end for blot 10 år siden. Den udvikling presser hospitalerne og på sigt er helt uholdbar. Derfor bør Strukturkommissionen få til opgave at se på hele den kæde, der udgør det samlede sundhedsvæsen. På tværs af statslige myndigheder, regioner, kommuner, praksissektor, private aktører og civilsamfundet.
Hvis ikke vi får defineret de rigtige problemer, finder vi heller ikke de rigtige løsninger. Derfor peger vi nu på 4 centrale udfordringer, som en strukturkommission bør inddrage i arbejdet, hvis den skal kunne levere løsninger til et mere bæredygtigt sundhedsvæsen.
Udfordring #1: Sundhedsindsatsen uden for hospitalerne er udfordret på kvalitet og kompetencer
Når mere end 50.000 borgere over 65 år årligt bliver indlagt af årsager, der kunne have været forebygget, så peger det i retning af et centralt problem: Vores plejehjem og kommunale sundhedsindsatser understøttes ikke i tilstrækkelig grad af sundhedsfaglige kompetencer. Flere kommuner er udfordret på kapacitet og kvalitet til at drive sundhedsindsatserne selv.
Det er svært at forstå, hvorfor vi i dag accepterer, at man ikke kan forvente samme kvalitet uden for som inden for hospitalernes mure. Men det gør vi – helt strukturelt – ved at opdele sundhedsområdet i en servicelov og en sundhedslov. Kommunerne varetager opgaver under både sundhedslov og servicelov, men sundhedsloven har andre rammer for faglighed og kvalitet, som bør gælde for alle dele af det samlede sundhedsvæsen.
Vi vil derfor opfordre kraftigt til, at en strukturkommission undersøger, hvordan vi får integreret sundhedsindsatsen på plejehjem, akutpladser og i hjemmeplejen mere direkte med det regionale sundhedsvæsen - det ville være et reelt løft af hele sundhedsområdet.
Udfordring #2: Skæv lægedækning og utilstrækkelig tilgængelighed i almen praksis
Sygdom er ulige fordelt. Det bør være sundhedsvæsenets opgave at sørge for, at sundhedsydelserne ikke også er det. Sådan er det ikke i dag. Flere områder af Danmark har ikke samme lige adgang til en praktiserende læge. Det hul skal lukkes.
Med sundhedsreformen blev det en politisk målsætning at øge antallet af praktiserende læger til 5000 frem mod 2035. Det er en investering på ca. 3,6 mia. kr. En investering af denne størrelsesorden bør matches af en langt bedre fordeling af de praktiserende læger. En strukturkommission bør levere forslag, der kan sikre en langt bedre lægedækning, herunder se på sammenhængen til den geografiske fordeling af uddannelsespladser.
Det er nu, vi skal sætte os for i fællesskab at omstille almen praksis. Med øget kapacitet bør det sikres, at almen praksis i langt højere grad følger med tiden, bl.a. med øgede krav til den fysiske, telefoniske og digitale tilgængelighed. Og så bør strukturkommissionen se på, hvordan almen praksis kan aflaste hospitalerne – og hvilke nye opgaver, der fremover kan løftes af almen praksis.
Almen praksis spiller en afgørende rolle i at styrke fundamentet for vores sundhedsvæsen. Men skal det lykkes, skal almen praksis også påtage sig et større ansvar for det samlede patientforløb, end tilfældet er i dag.
Udfordring #3: Social og geografisk ulighed rammer også sundhedsvæsnet
I de lægedækningstruede områder er borgerne ofte også er mere syge og har kortere gennemsnitlig levetid end i resten af landet. Det er skævt. Og det bliver dobbeltskævt, når de samme borgere derfor i langt højere grad bliver indlagt med sygdomme, der kunne have været grebet i opløbet. For det vil ofte føre til indlæggelser på et hospital i områder, som tilsvarende er presset af manglen på speciallæger.
Nogle regioner har flere kommuner og områder med svære udfordringer. Og det er ofte dyrere at drive sundhedsvæsen og skaffe sundhedsprofessionelle til området.
Vi har fra Danske Regioner foreslået en ulighedspulje, der skal omfordele midler til særligt udfordrede regioner med henblik på finansiering af disse særlige udgifter. Men en Strukturkommission bør også overveje, om de nuværende bloktilskudskriterier på sundhedsområdet sikrer en fornuftig sammenhæng mellem finansieringen af sundhedsvæsenet og udgifterne til at drive sundhedsvæsen.
Den Nationale Sundhedsprofil tegner et billede af et Danmark, der er meget langt fra at sikre sundheden hos danskerne. Vi bliver generelt mere usunde – men den triste tendens er markant tydeligere hos borgere, der på alle andre parametre også er blevet tildelt dårligere kort i livet. Derfor anbefaler vi, at kommissionen kigger på mulighederne for at styrke det tværsektorielle fokus på forebyggelse gennem en folkesundhedslov.
Udfordring #4: Vi kan ikke blive ved at fylde på – uden at skære til
En ansvarlig udvikling af sundhedsvæsnet kræver også prioritering. Vi skal gøre alt, hvad vi kan – men vi kan ikke alt uden at skele til finansiering og bemanding af det offentlige sundhedsvæsen. Derfor bør en strukturkommission også forholde sig til prioriteringer i sundhedsvæsenet.
Prioriteringen gælder også de krav, retningslinjer og faglige normer, der lægges ned over medarbejderne fra flere steder – statslige styrelser, faglige selskaber og lokale vejledninger. Og statslige styrelser og kontrol- og klageinstanser lægger ofte disse normer til grund for vurdering af, om sundhedsprofessionelle lever op til de faglige standarder. Kommissionen bør derfor se kritisk på tendensen til, at staten blåstempler faglige normer uden hensyntagen til sundhedsvæsenets kapacitet.
Fra plantegninger til fundamentstøbning
De fire udfordringer er ikke udtømmende. Også digitalisering og nye innovative teknologier bliver centrale redskaber. Fastholdelse og tiltrækning af medarbejdere gennem konstant arbejde med arbejdsmiljøet er en forudsætning, som ikke kan adskilles fra indsatsen for at lette presset på hospitalerne. Overalt er regionerne i gang med at udbrede indsatser, der fremmer bedre arbejdsmiljø, fx gennem mere fleksibel vagtplanlægning og gode introduktionsforløb for nye sygeplejersker. Det kan ikke vente.
Sæt barren højt – vi har ikke råd til kun at forholde os til plantegninger over sundhedsvæsenet, når det er fundamentet, den er gal med. Det kræver, at vi går helt ind i maskinrummet og forholder os til substantielle reformer.
