Mange borgere oplever at blive kastebold mellem systemer, når de skal have udleveret hjælpemidler. Det gør livet vanskeligt for de næsten 300.000 danskere, der er afhængige af et hjælpemiddel i hverdagen. Et konkret eksempel, der viser problemet, er udlevering af kompressionsstrømper, som fx bruges af nogle tidligere kræftpatienter.
I dag skelner lovgivningen mellem om kompressionsstrømper er et behandlingsredskab, som er et regionalt finansieringsansvar, eller om der er tale om et hjælpemiddel og således et kommunalt ansvar. Den uklare lovgivning og et opsplittet ansvar mellem kommuner og regioner betyder, at borgerne risikerer at ende som kastebolde mellem systemerne.
Danske Regioner foreslår at forenkle adgangen til hjælpemidler. Mads Duedahl, næstformand i Danske Regioner siger:
- Ingen borgere efterspørger kompressionsstrømper for sjov. Det skal vi simpelthen ikke bruge tid og ressourcer på at sagsbehandle. Borgere skal have en garanti for, at udlevering af de mest almindelige hjælpemidler sker ensartet og effektivt. Vi har brug for et system, der bruger mere tid på borgerne og mindre på visitation.
(Tekst fortsætter under illustration)
Bedre service og effektive indkøb
Der er brug for at forenkle lovgivningen, for den nuværende skelnen mellem behandlingsredskab og hjælpemiddel er hverken logisk i praksis eller for borgerne. I stedet bør borgerne have garanti for udlevering af de mest almindelige og simple hjælpemidler, når en sundhedsfaglig medarbejder har vurderet det gavnligt. Gerne gennem moderne hjælpemiddelcentre, der med effektive indkøb og god decentral service kan frigøre ressourcer, der ifølge næstformanden i Danske Regioner i stedet kan bruges på borgerne:
- Det må ikke være et postnummer, der afgør, om du kan få udleveret et hjælpemiddel. Hvis vi samler opgaven i fem regionale centre, kan der sikres tilstrækkelig volumen og kapacitet til at levere moderne logistik og distribution, så udleveringen kan foregå lokalt, på hospitalet eller i borgerens eget hjem. Det kan løfte kvaliteten og servicen for borgerne, siger Mads Duedahl og tilføjer:
- Det er en win-win-situation for borgere og sundhedsvæsnet at samle ansvaret for hjælpemidler, for det giver borgere hurtig og ensartede tilbud, og samtidig kan det give stordriftsfordele for indkøb og reducere omkostningerne til administration, mener han.
Han peger på, at driften af hjælpemiddelområdet kan effektiviseres ved at bruge moderne logistik og ekspertise fra private. Det nye udspil om hjælpemidler er en del af Danske Regioners indspil til Sundhedsstrukturkommissionen.
Læs mere