Gå til indhold

Generalforsamling 2022

Forureninger truer drikkevandet for 1 mio. danskere – og flere kommer til

Hver dag fjerner eller pumper regionerne forurening væk fra vandforsyninger, der leverer vand til ca. 1 mio. mennesker. Med nye PFOS-fund bliver truslen mod drikkevandet endnu større.

På en parkeringsplads i Albertslund står en blå container med en pumpe, som kører alle døgnets 24 timer. Pumpen sørger for, at vandet hele tiden renses for klorerede opløsningsmidler, inden det ryger videre ud i københavnernes vandhaner.

Sådan er det også i Gylling ved Odder og mange andre steder i landet. Faktisk pumper 126 tekniske anlæg stoffer som klorerede opløsningsmidler og pesticider væk fra en vandforsyning døgnet rundt, og sidste år blev der foretaget 41 deciderede oprensninger for at sikre drikkevandet.

Nye beregninger viser, at regionerne dermed holder forureninger væk fra ca. 16 pct. af det drikkevand, der indvindes i Danmark. Det svarer til vand til cirka 1. mio. mennesker.

- Hver dag fjerner vi forurening for at kunne levere rent vand i hanerne i alle danske hjem. Men hver dag ser vi også, at endnu flere forureninger dukker op og truer vores grundvand og dermed vores rene drikkevand, siger Heino Knudsen, formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer, op mod Danske Regioners generalforsamling den 24. marts.

Nye fund dukker op

Fremover vil der blive brug for at fjerne endnu flere forureninger fra vandet. Dels kan regionerne ved hjælp af nye analysepakker undersøge for langt flere stoffer end tidligere, og dels får vi løbende ny viden om stoffer, der kan være problematiske for mennesker og miljø. Senest en stribe nye fund af stoffet PFOS.

I september 2021 offentliggjorde Danske Regioner et overblik over brandøvelsespladser, hvor der er risiko for PFOS-forurening. Og en status efter de indledende undersøgelser viser, at der på cirka halvdelen, nemlig 94 lokaliteter, er en begrundet mistanke om forureninger, som kan skade grundvandet og dermed drikkevandet.

- Der ingen diskussion om, at vi skal undersøge disse steder til bunds. Men vi kan ikke bare slukke for de pumper eller andre anlæg, som i forvejen renser drikkevand til en million mennesker. Derfor er der tale om en betydelig ekstra opgave, siger Heino Knudsen.

Det er forskelligt, hvor langt de enkelte brandøvelsespladser er nået i processen fra kortlægning til undersøgelse – og mulig oprensning. Men det ligger fast, at der er grobund for at undersøge langt de fleste pladser nærmere.

- Jeg tror ikke, at der er mange, som ønsker, at vi skal til at købe vand på flaske i supermarkederne. Derfor er der kun én vej frem, og det er at klø på og sikre så meget rent vand som muligt. Men det er klart, at vi står med en betydeligt større opgave, som vil kræve flere ressourcer fremover, siger Heino Knudsen.

Fakta

  • I 2020 blev der i alt indvundet 379 mio. m3 vand på i alt ca. 2600 almene vandværker i Danmark. 

  • Regionerne holdt forureninger væk fra 121 vandværker, som står for 16 pct. af det drikkevand, som
    indvindes i Danmark. Det svarer til vand til ca. 1 mio. mennesker.

  • Der findes løbende nye forureninger. I 2021 fik regionerne til opgave at skabe et overblik over
    brandøvelsespladser, hvor der kan være PFOS-forurening. I alt blev det til en liste med 187
    brandøvelsespladser, som skal undersøges nærmere.

  • En status viser, at 144 ud af de 187 brandøvelsespladser er beliggende inden for et offentligt
    indsatsområde, dvs. at de potentielt set udgør en risiko for mennesker eller miljø.

  • På 94 af pladserne, dvs. cirka halvdelen, vurderes det, at potentielle forureninger kan udgøre en
    risiko for grundvandet. Hvorvidt det er tilfældet, er ved at blive undersøgt.

  • Regionerne forventer at få et overblik over forureningstilstanden på de pladser, som de er i gang
    med at undersøge, i løbet af et år.
Hvis du vil vide mere

Kontakt

Marie Hauberg, presserådgiver
Kommunikation
M: 2365 2977
E: mau@regioner.dk

Relaterede nyheder

Læs mere