Debatindlæg af Thorkild Olesen, Danske Handicaporganisationer og Stephanie Lose, Danske Regioner. Indlægget er bragt i Sundhedsmonitor den 23. marts 2022.
Regeringen siger, at det ikke skal være en kamp at få hjælp – hvis man har eller får et handicap.
Siden sommeren 2020 har regeringen med socialminister Astrid Krag i spidsen derfor været i gang med en stor evaluering af det såkaldte specialiserede socialområde.
Her taler vi om hjælpen til fx mennesker, der mister synet, får en hjerneskade eller en sindslidelse.
Forventningerne til evalueringen er tårnhøje. I løbet af de seneste små to år har socialminister Astrid Krag i flere forskellige sammenhænge henvist til evalueringen ved spørgsmål om problemer på handicapområdet. Og det har skabt forventninger.
I årevis har vi set, at der er stor forskel fra kommune til kommune på kvaliteten og omfanget af hjælpen på handicapområdet. Og ekspertisen på området er blevet udvandet over årene, fordi højtspecialiserede tilbud er nedlagt, uden at der har været en samlet plan for at sikre tilstrækkelig kapacitet for de forskellige målgrupper.
Fx svarede chokerende 40 procent af mennesker med handicap og pårørende i en DH-undersøgelse fra 2020, at deres støtte er blevet dårligere de sidste fem år.
Hvis de kommende forhandlinger om handicapområdet på baggrund af evalueringen munder ud i en løsning uden de afgørende elementer, vil det stadig være en kamp at få den rigtige hjælp for alt for mange mennesker med handicap.
Behov for en specialeplan
Regeringen lægger op til, at vi skal have en specialeplan på socialområdet. Det er noget, vi i Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer bakker op om. Men en specialeplan skal indeholde forskellige elementer for at virke.
På sundhedsområdet findes allerede en specialeplan, der virker. Derfor oplever du, at sundhedsvæsenet træder til med evidensbaseret behandling, hvis du bliver alvorligt syg med fx kræft eller problemer med hjertet. Enhver af os kan blive hjulpet af landets specialister, uanset hvor vi bor.
Specialeplanen virker på sundhedsområdet, fordi der er krav om, at opgaver kun må varetages der, hvor der er den tilstrækkelige erfaring og viden. Der er eksperter, der forskes og der generes ny viden. Og borgerne henvises til de rette og relevante tilbud. Vel at mærke samtidig med, at økonomien har holdt sig indenfor de aftalte rammer.
Sådan fungerer det ikke i dag på handicapområdet, hvis du får brug for hjælp og behandling.
I DH-undersøgelsen fra 2020 svarer 44 procent af mennesker med handicap og pårørende, at kommunen vægter økonomi højest, når de udmåler støtten. Og 45 procent mener, at kommunerne undlod at lytte til eksperter i deres sag.
Og sådan vil det fortsætte med at være, hvis politikerne ender med at vedtage en uambitiøs specialeplan.
En specialeplan på socialområdet vil kun skabe reel forandring, hvis der er et krav om, at man får højt specialiseret hjælp, når det er nødvendigt. Det kræver en økonomimodel, der understøtter den nødvendige ekspertise på området.
Dertil er der et massivt behov for at få en højere grad af faglighed ind i visiteringen, for målgrupperne er ofte meget små, meget komplekse eller begge dele.
Mennesker med handicap skal visiteres til den rette hjælp hver gang. Og det skal ikke have indflydelse på omfanget og kvaliteten af hjælpen, om du bor i Ringkøbing eller Rønne. Eller om din sagsbehandler hedder Søren eller Mette.
Det lykkes vi kun med, hvis styrket visitation og finansiering er centrale byggesten i en specialeplan på socialområdet.
