Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug og Fødevarer, og Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. Bragt i Jyllands-Posten den 6. januar 2022.
Hvis vi skal beskytte vores boliger, fødevareproduktion og natur mod oversvømmelser, kræver det en samlet plan, der gør op med snævre myndighedsrammer, svage finansieringsmuligheder og planlægning, der ikke tager højde for vandets kredsløb.
Store dele af Danmark oplever allerede jævnligt oversvømmelser. Og videnskaben slår fast, at vi endnu kun har set begyndelsen. Ifølge Det Europæiske Miljøagentur lider Danmark samtidig allerede i dag et større økonomisk tab per indbygger som følge af klimaforandringer end noget andet land i EU bortset fra Luxemburg. Den situation kræver handling.
Derfor er det godt, at regeringen er på vej med en national plan for klimatilpasning – med åben inddragelse af forskellige interessenter. Men hvis planen skal lykkes som andet end en skrivebordsøvelse, er vi som samfund nødt til at se bredt og fordomsfrit på de rammer og den organisering, der i dag hæmmer en effektiv beskyttelse af vores samfund mod et mere vådt klima. Vi har brug for en tilgang, der både juridisk, forvaltningsmæssigt og geografisk gør det muligt at håndtere klimatilpasning som den fælles samfundsudfordring, det er. Også når det kommer til prioritering og finansiering af løsninger.
Klimatilpasning må ikke kun være den enkelte lodsejers problem. Eller den enkelte kommunes. Derfor skal en kommende plan sikre mulighed for handling på tværs af civilsamfund, erhvervsliv, stat, regioner og kommuner.
Sammen om plan og regning
Konkret er det afgørende, at klimatilpasning i fremtiden kommer til at indgå som et selvstændigt formål i vandløbsloven. En anbefaling, der desværre har være ude at svømme siden "ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning" kom med den allerede tilbage i 2017. Dernæst skal der sikres helhedsorienterede planer for klimatilpasning, der tager højde for både lokale forhold og regionale forskelle - og som ikke mindst er baseret på vandets kredsløb.
I dag har kommunerne myndighedsopgaven i forhold til klimatilpasning. Men vandet følger ikke kommunegrænserne. Det løber i egne kredsløb og oplande. Hvis vi skal kunne prioritere og planlægge løsninger, så de ikke modarbejder hinanden, er der behov for et mere regionalt perspektiv på indsatsen, der binder hele oplandet sammen.
Samtidigt er der behov for en organisering, som sikrer, at kommuner, borgere og lodsejere får den nødvendige viden, de nødvendige værktøjer og de rette finansieringsmuligheder til at investere i langsigtede løsninger. Klimaforandringerne er en samfundsudfordring, og formålet med klimasikring er ofte at bevare et eksisterende beskyttelsesniveau i fremtiden - ikke nødvendigvis at forbedre fx afvandingen. Der skal derfor være bedre mulighed for at sammentænke mindre lokale og større regionale projekter, og der skal skabes gode rammer for at koble kapital fra mange forskellige parter.
Endelig skal vi som samfund blive bedre til at inddrage og lytte til de mennesker, der har mest på spil, når oversvømmelserne rammer.
Når to plus to giver fem
Der findes – og udvikles hele tiden – heldigvis en bred vifte af innovative løsninger på klimatilpasning. Fælles for dem er, at de er baseret på tidlig og løbende inddragelse af de mennesker, der skal have gavn af dem. Det er samtidig løsninger, der ikke lader sig begrænse af administrativt eller geografisk bestemte skillelinjer. Derimod udvikles de med blik for helheden – hele vandkredsløbet, lokalområdets infrastruktur, erhvervsliv, fødevareproduktion, natur etc. Og så tager de udgangspunkt i muligheden for at skabe samfundsmæssig merværdi.
Mange steder vil det være muligt at kombinere løsninger på oversvømmelsestruslen med fx hensyn til CO2-udledning, biodiversitet, vandparkering, rekreative områder og en mere bæredygtig fødevareproduktion. Derfor et der også et behov for at fortsætte puljen til multifunktionel jordfordeling. En række tværgående projekter er allerede godt i gang. Lodsejere finder frivilligt og i fællesskab frem til nye muligheder for arealanvendelse, der muliggør fx tilbageholdelse af vand og udtagning af lavbundsjorde. Men også her er det afgørende at understrege, at jordfordeling som klimatilpasning fungerer bedst, når det sker ud fra en prioritering af indsatsen i samlede vandoplande og på tværs af kommunegrænser.
Samtidigt er det et eksempel på, at når vi griber klimatilpasning rigtigt an, løser vi ikke bare et samfundsproblem. Vi sikrer også mulighed for at skabe ny værdi på et bæredygtigt grundlag. Derfor ser vi frem til at følge arbejdet frem mod en national plan for klimatilpasning.
Læs mere:
