AKUT
Debatindlæg af Anders Kühnau, formand for Danske Regioner, og Stephanie Lose, næstformand for Danske Regioner. Indlægget er bragt i Altinget den 21. december 2022.
I 2022 har der i gennemsnit været mere end 3.100 danskere, der har fået hjælp på en akutmodtagelse hver eneste dag. Og i gennemsnit bliver 1.450 danskere akut indlagt hver dag.
Det er helt naturligt, at akutmodtagelserne er indgangen til sundhedsvæsenet for den pludseligt opståede tilstand, der akut kræver hospitalsbehandling. Og alle, der får akut behov for behandling, skal naturligvis have det. Derfor er vi også nødt til at se på, hvordan vi letter presset på akutmodtagelserne, så de dedikerede medarbejdere på landets akutmodtagelser har tid og ressourcer til at give god behandling også i fremtiden.
Nogle af de hospitaler, der presses af det voksende behov for akut hjælp ligger i områder af landet, hvor manglen på praktiserende læger er størst, og hvor kommunerne kan have svært ved at sikre tilstrækkelig kapacitet og kvalitet i deres sundhedsindsats.
Helhedsorienteret indsats er nødvendig
Og det er ikke tilfældigt. For sundhedsvæsenet hænger sammen på tværs af sektorer. Arbejdet og indsatsen hos de praktiserende læger og i kommunerne påvirker akutmodtagelserne. Det er her sygdom kan forebygges og indsatsen for, at en ukompliceret tilstand ikke bliver akut, kan finde sted. Derfor er vi også nødt til at gå mere helhedsorienteret til værks for at sikre at alle danskere, der akut har behov for behandling på hospitalet også i fremtiden kan blive behandlet.
Målsætningen om, at der i 2035 skal være 5.000 praktiserende læger, er god. Men hvis det for alvor skal gøre en forskel for danskerne og presset på sundhedsvæsenet – særligt akutmodtagelserne, så mener vi i Danske Regioner, det er afgørende, at de mange flere læger ikke alle har praksis i og omkring de store byer, men i stor stil bidrager til bedre lægedækning, der hvor udfordringerne er størst.
Vi ser i regionerne også andre initiativer, der kan forebygge at en ukompliceret sygdom eller tilstand bliver akut behandlingskrævende. Det er oplagt at sætte stærkere ind på ældreområdet, hvor vi desværre ikke sjældent ser ældre få akut behov for behandling for sygdom, der ikke havde krævet en tur på hospitalet, hvis der var taget hånd om det i tide. I 2020 havde godt 53.000 borgere over 65 år et eller flere såkaldte forebyggelige ophold på hospitalet – det vil sige ophold, der måske kunne være undgået, hvis der var taget hånd om sygdom eller tilstand i et tidligere stadie.
Vi vil gerne spare de ældre for at få det rigtigt dårligt og skulle på en stressende tur til hospitalet, samtidig med at en forebyggende indsats er en bedre måde at bruge sundhedsvæsenets ressourcer på. I regionerne mener vi derfor, at der blinker et behov for en stærkere sundhedsfaglig indsats uden for hospitalerne, klare kvalitetskrav - og tilsvarende investeringer – i kommunernes sundheds- og ældrepleje.
Der er et stort behov for at opnå et mere ensartet niveau i sundhedsindsatsen på tværs af kommunerne. Og der, hvor kommunerne har dårligst forudsætninger for at sikre kapacitet og kvalitet, bør man overveje, hvordan opgaven så bedst bliver løftet – for eksempel med samarbejder på tværs.
Bedre sammenhæng forudsætter også, at lovgivningen understøtter det.
For eksempel giver det ikke mening, at opdelingen i en sundhedslov og en servicelov spænder ben for et tæt samarbejde mellem medarbejdere i region og kommune.
Vi går gerne forrest for at sikre sammenhængen
Men der er også ting, som regionerne kan gøre for at lette presset på akutmodtagelserne. I regionerne har vi en ambition om at der på alle plejehjem, skal være en fast læge tilknyttet. Og vi er godt på vej. Det sikrer, at ældre sjældnere må en tur på hospitalet, fordi der tages hånd om sygdom, før det bliver akut ligesom ældre har let adgang til en læge, når de er udskrevet og skal komme til hægterne efter et hospitalsophold.
I alle regioner har man desuden udvidet behandlingsansvaret til 72 timer, efter en patient er udskrevet fra hospitalet til kommunal sygepleje på alle eller flere områder. På den måde ligger ansvaret samme sted som kompetencerne og det sikrer, at langt færre får tilbagefald i deres tilstand og derfor må akut på hospitalet igen kort tid efter udskrivning.
I regionerne har man også på forskellig vis styrket den akutte vurdering og behandling ude hos borgerne. Det sker blandt andet i form af en paramediciner i en akutbil, der sendes ud ved akutte, men ikke livstruende opgaver. Ofte kan man behandle i hjemmet, så en tur på hospitalet ikke er nødvendig.
Fra regionernes side er der mange ting i gang for at lette presset på akutmodtagelserne, så borgere også i fremtiden kan være garanteret en god behandling af høj kvalitet, når uheldet virkelig er ude. Mange af initiativerne handler om, hvordan vi forebygger, at sygdom bliver akut i de tilfælde, hvor det kunne være forebygget. Både fordi det trods alt er at foretrække for den enkelte borger ikke at blive så syg, at en akut tur på hospitalet er nødvendig, men også fordi det vil lette presset og sænke den meget høje aktivitet på akutmodtagelserne øjeblikkeligt, når færre skal akut behandles.
Vi har brug for en grundlæggende anden tilgang, så vi griber ind tidligere i sundhedskæden.
Vi er sikre på, at vi – i tæt samarbejde med mellem regioner, kommuner og det nationale niveau – kan sikre en styrket akut indsats i alle sektorer til gavn for både patienter og akutmodtagelser