Gå til indhold

Klima

Regioner vil hjælpe med hurtig udfasning af gas

Krigen i Ukraine har fremskyndet behovet for, at vi i Danmark bliver uafhængige af russisk gas. I Region Midtjylland har vi gennem fire år haft succes med at hjælpe fjernvarmeforsyninger til at omstille produktionen fra gas til grønne løsninger – og regionerne er klar til at udbrede modellen i hele landet.

Af Anders Kühnau, formand for Danske Regioner. Bragt i Altinget Forsyning den 6. april 2022.

Selvom færre danskere bruger gas til opvarmning end tidligere, bruger vi stadig en stor mængde fossil gas i Danmark. Men Ruslands indtog i Ukraine har sat en tyk streg under, at det er en uholdbar situation for fremtiden.

Vi er nødt til – hurtigst muligt – at gøre os uafhængige af gas, ikke mindst fra Rusland, og det betyder, at vi skal op i tempo og udbrede de gode løsninger, som vi allerede kender, i forhold til at udfase gas og introducere nye, mere klimavenlige alternativer.

Det står vi klar til at hjælpe med i regionerne.

Fra gas til solvarme

Et af de områder, hvor man forholdsvis hurtigt kan konvertere gas til grønne løsninger, er i fjernvarmeproduktion, og det har vi gjort os gode erfaringer med i Region Midtjylland.

Faktisk har vi på fire år hjulpet 24 fjernvarmeforsyninger over hele regionen med at omstille deres produktion fra gas til eksempelvis varmepumper, overskudsvarme, biogas og solvarme. Indsatsen har sikret investeringer i grøn omstilling for 500 mio. kr. og har medført en reduktion på 130.000 ton CO2.

Regionen har bidraget på forskellig vis. Dels har vi stået for at facilitere teknisk rådgivning til varmeværkerne og afholde fælles workshops og netværksmøder med fokus på erfaringsudveksling. Ved modtagelse af denne rådgivning har selskaberne forpligtet sig til at lave investeringer for mindst en faktor 20, hvilket de har gjort. Det har sikret gennemførelsen af investeringer i den grønne omstilling.

Og dels har regionen stået for at skaffe midler – i dette tilfælde gennem Den Europæiske Investeringsbank, der har støttet projektet med 21,5 mio. kr. Men det kunne også have været andre finansieringskilder, for mekanikken bag modellen er uafhængig af, hvor pengene kommer fra.  

Udbredes til hele landet

Fremgangsmåden har vist sig givtig, fordi der ofte er tale om mindre selskaber, som delvist drives af frivillig arbejdskraft og har vanskeligt ved at gennemføre beregninger selv – og som skal tage hensyn til, at projekterne ikke ligger eksisterende kunder til last. Men lykkes man med at involvere dem i omstillingen og matche dem med lignende selskaber, sikrer man ejerskab til processen. Og samtidig kan regionerne hjælpe selskaberne til at søge eventuelle statslige puljer.

Vores erfaringer viser altså, at regionerne har kapaciteten og erfaringerne til at hjælpe – og samtidig kompetencerne til at stå for administration af midlerne.

Derfor mener vi, at det er oplagt for Folketinget at kigge i retning af denne velafprøvede model, når man skal finde løsninger til hurtig udfasning af fossil gas. De gode løsninger fra Region Midtjylland kan i høj grad skaleres til andre regioner, og vi er klar til at sætte fart på indsatsen – så vi bliver uafhængige af gas og fossile brændsler og samtidig styrker den grønne energi og klimaet.  

 

kort over Region Midtjylland fra gas til grøn energi
Hvis du vil vide mere

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Anders Kühnau,
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T
M 23 60 27 68
E formanden@regioner.dk
Formand i Danske Regioner Anders Kühnau
Relaterede nyheder

Læs mere