Gå til indhold

Valg

Nu kan du brevstemme til kommunal- og regionalvalget

Allerede nu begynder valget for en del af vælgerne: Fra i dag - tirsdag d. 5. oktober - er det nemlig muligt at brevstemme til kommunal- og regionalvalget d. 16. november. Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen forudser, at andelen af brevstemmer stiger.

- De seneste år har vi oplevet, at lidt flere vælger at brevstemme, og den tendens vil nok fortsætte ved det kommende kommunal- og regionalvalg, siger Kasper Møller Hansen. En af grundene kan ifølge valgforskeren være, at flere og flere weekend-pendler. De brevstemmer, fordi de er på arbejde i den anden ende af landet end dér, hvor de officielt bor, når der er valg.

Corona'en kan få betydning

Desuden kan frygt for corona-smitte også give udviklingen et ekstra skub, vurderer han:

- Ved dét her valg, vil nogle af vælgerne nok brevstemme af frygt for coronasmitte i en tæt kø foran et valgsted, siger Kasper Møller Hansen.

Ved sidste kommunal- og regionalvalg - i efteråret 2017 – lå andelen af brevstemmer på knap 6 procent af de afgivne stemmer. Antallet af brevstemmer er steget de seneste årtier, men det er usandsynligt, at vi når svenske eller norske tilstande, hvor det er langt mere normalt at stemme før de officielle valgdatoer. Ved stortingsvalget i Norge i sidste måned "forhåndsstemte" hele 42 procent.

16. november er en festdag

- Både i Norge og Sverige har de tradition for at brevstemme langt mere end herhjemme, men det er egentlig ikke en udvikling, som jeg synes, at vi skal ønske os her, lyder det fra Kasper Møller Hansen.

- Jeg synes, at der er noget festligt over, at vi alle stemmer den samme dag, og bagefter holder valgfest sammen foran fjernsynet for at se, hvem der vinder og taber, siger valgforskeren. 

Læs mere

Om hvordan du brevstemmer

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Relaterede nyheder

Læs mere