Hvert år udebliver mange patienter fra deres ambulante aftaler på hospitalerne. De mange udeblivelser giver selvsagt dårlig udnyttelse af ressourcerne på hospitalerne, så spørgsmålet er, hvordan man får patienter til at huske at melde afbud, hvis de ikke kan bruge de tider, de har på hospitalerne.
40 procent flere meldte afbud
Firmaet iNudgeyou har på vegne af Danske Regioner undersøgt effekten af forskellige oplysninger i de sms-påmindelser, som hospitalerne sender ud til patienterne for at minde dem om deres aftaler.
Undersøgelsen viser, at hvis patienterne oplyses om, at en udeblivelse i gennemsnit koster hospitalet og skatteborgerne 1500 kr., så husker 40 pct. flere at melde afbud. Påmindelsen afhjælper dog ikke hele udfordringen. Der er derfor stadig grund til at forsøge at finde nye måder at undgå udeblivelser på.
Andre patienter kan overtage tiderne
Undersøgelsen blev foretaget på Sydvestjysk Sygehus, og konklusionen er vigtig, fordi ordlyden i sms’erne kan reducere spild af sundhedsvæsenets ressourcer. Desuden kan afbud give hurtig hjælp til andre patienter, der kan overtage tiderne fra de patienter, der husker at give besked om, at de ikke kan møde op.
Udeblivelse fra konsultationstider er en stor omkostning, og firmaet iNudgeyou anbefaler derfor, at oplysninger om pris bliver en fast bestanddel af sms’erne med påmindelser. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af over 20.000 aftaler på endokrinologisk, kardiologisk og lungemedicinsk afdeling på Sydvestjysk Sygehus.
Læs mere