Af Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner. Indlægget er bragt i XX den XX november 2021.
Forestil dig, at en person du har tæt på, bliver ramt af en depression. Det er hårdt, men investeringer i psykiatrien, har sikret at en patient i dag har bedre udsigter til at komme tilbage på arbejdsmarkedet på et tidspunkt. Hertil kommer der, at der er investeret i psykologhjælp, som har hjulpet dig som pårørende, og samfundet har undgået at du bliver syg med stress eller bliver nødt til at sige dit job op.
Investeringen i psykiatrien og psykologhjælp har altså medført afledte effekter på arbejdsudbuddet, som har betydet at både patienten og dig som pårørende kommer hurtigere tilbage på arbejde. Der er altså en dobbeltbundlinje ved investeringer i sundhed – så når man ikke medregner dynamiske effekter af investeringer i sundhed, udelades den samfundsmæssige gevinst af investeringen.
I dag regnes der dynamiske effekter på skatteområdet, hvilket konkret betyder at man regner på adfærdsændringer som følge af ændringer i skatte- og afgiftsstrukturen. Dynamiske effekter er således politisk anerkendte og det er bredt accepteret, at der er adfærdseffekter som følge af ændringer i skattesystemet. For os er det centralt at sige: Intet menneske er en ø, og ingen investering i sundhedsvæsenet er afskåret fra samfundets påvirkning. At medregne dynamiske effekter gør vores beregninger af sundhedsinvesteringer mere omfattende, men også mere præcise. I dag har vi dog ikke altid den nødvendige viden om præcis, hvordan denne sammenhæng fungerer, eller hvor stor den er. Og den viden er slet ikke en systematisk del af grundlaget for vores prioriteringer.
På forebyggelsesområdet vil dynamiske effekter eksempelvis kunne anskueliggøre hvilke tiltag, der går udover den enkeltes helbred, leveår og livskvalitet. Vi står ikke alene omkring behovet for at undersøge forholdet mellem investeringer i sundhed og arbejdsudbuddet. DØRS (De Økonomiske Råd) har i deres seneste rapport påpeget, at ”Derudover udestår der et stort arbejde med at kvalificere, hvordan man igennem den økonomiske politik kan påvirke beskæftigelsen igennem ændringer i helbredet”. Det er altså centralt at vi, som samfund, bliver klogere på hvordan vi kan regne på dynamiske effekter af sundhed.
Halvdelen af 25-årige uden uddannelse har været eller er i psykiatrisk behandling
Tager du en uddannelse, vil din tilknytning til arbejdsmarkedet være stærkere senere i livet. Det er en af mange årsager til, at det betyder noget for fremtidens beskæftigelse, at unge mennesker uddanner sig. Det kan bare være svært, hvis du samtidigt har helbredsproblemer; ifølge Danmarks Statistik har halvdelen af 25-årige, der endnu ikke har en uddannelse, været i psykiatrisk behandling. For de 25-årige med uddannelse gælder det samme kun for en tiendedel.
Det er svært at sige, om psykiske problemer fører til mindre uddannelse eller omvendt. Det tyder dog på, at den rette hjælp er betydningsfuld for, at unge færdiggør en uddannelse – og det er vigtigt både for deres egen og for samfundets skyld. Det samme gør sig gældende for unge med kroniske sygdomme som eksempelvis diabetes eller tarmsygdommen Chrohns. Holdes sygdommen stabil, så de kan gennemføre en uddannelse, er det både en gevinst for dem personligt, for fremtidens arbejdsudbud, og for deres pårørende som kan træde i baggrunden. Når vi beregner værdien af investeringer i sundhedsområdet, bør vi dermed også medregne de dynamiske effekter på uddannelse.
Et helhedsbillede uden ulighed
Det må dog aldrig blive beskæftigelseseffekterne fremfor individet, der er førsteprioritet. Selvom dynamiske effekter giver et bedre helhedsbillede af vores investeringer i sundhedsvæsenet, så er det afgørende, at det ikke skaber en forskelsbehandling. At borgeren med en akut depression, men derudover i en fast stilling, ikke bliver tilbudt hurtigere behandling, end borgeren med det tilbagevendende misbrug og uden tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi udsigten til en dobbelt bundlinje er større i første tilfælde. Det skal fortsat være et mål, at alle har lige adgang til behandling, uanset om de er i arbejde eller ej.
