Gå til indhold

Regionalvalg

Tak til alle der stemte til regionalvalget

Stemmeprocenten ved regionalvalget blev på landsplan 66,9 procent. Det er en tilbagegang i forhold til valget for fire år siden, og det skyldes efter alt at dømme, at COVID-19 har holdt en del borgere hjemme.

- Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle dem, som stemte i går. Hver eneste kryds har betydning, og opbakningen viser, at vi har et robust folkestyre og et velfungerende regionalt demokrati, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Om tilbagegangen i stemmeprocenten siger hun:

- Vi ved jo ikke med sikkerhed, hvorfor stemmeprocenten er faldet, men et godt gæt er, at frygten for COVID-19 har holdt mange hjemme. Og på den baggrund er der grund til at tro, at stemmeprocenten stiger igen om fire år.

Stephanie Lose glæder sig over, at valgkampen har betydet en bred debat om regionale spørgsmål rundt om i landet.

- Jeg synes, at det generelt har været en god regional valgkamp. Medierne har dækket den fint, og der har været en levende debat om blandt andet sundhed, siger Lose.

Stemmeprocenten er opgjort før fintællingen. 

 

 

Vælger står klar til at stemme i Region Nordjylland. Foto: Region Midtjylland / Rune Borre-Jensen

Foto: Region Midtjylland/Rune Borre-Jensen