Gå til indhold

Staten, KL og Danske Regioner igangsætter fælles undersøgelse af de offentlige ansattes motivation

Den 5. november igangsættes en stor motivationsundersøgelse blandt 30.000 ansatte på tværs af den offentlige sektor. Den offentlige sektor skal også i fremtiden være et attraktivt sted at arbejde. Undersøgelsen skal derfor bidrage med værdifuld viden om, hvad der driver og motiverer de offentligt ansatte.

I november 2021 vil et bredt udsnit af offentligt ansatte modtage et brev i deres E-boks med invitation til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse om offentlige ansattes motivation. Undersøgelsen udføres af et partnerskab mellem Staten, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.

Den offentlige sektor skal også i fremtiden være kendetegnet ved at være en attraktiv arbejdsplads. Med det for øje gennemfører staten, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner nu en motivationsundersøgelse, der har til formål at få indsigt i, hvad der særligt driver og skaber motivation for medarbejdere i den offentlige sektor. Denne indsigt kan bidrage til at udvikle fremtidens offentlige arbejdspladser, så de også i fremtiden er et attraktivt sted at arbejde.

- De ansatte er den vigtigste ressource på statens arbejdspladser. Derfor er det vigtigt, vi ved, hvad der motiverer medarbejdere og ledere, så vi, i dag og i fremtiden, kan styrke udviklingen af attraktive og bæredygtige statslige arbejdspladser, som er rustet til at løse de samfundsvigtige opgaver effektivt og med høj kvalitet, siger Morten Bødskov, der er skatteminister. 

- Høj motivation og trivsel blandt medarbejderne er helt afgørende for, at vi kan levere mest mulig værdi for patienterne. Derudover kan besvarelserne være med til at sikre, at vi både nu og i fremtiden kan tilbyde attraktive offentlige arbejdspladser, så derfor vil jeg opfordre til at man deltager i undersøgelsen, siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner. 

- Engagerede og dygtige medarbejdere og ledere er helt centralt for at sikre, at de kommunale arbejdspladser fortsat er attraktive og for at vi hver dag kan yde en værdifuld velfærd til vores borgere. Vi ser derfor frem til at få en større indsigt i, hvad der motiverer og driver kommunalt ansatte, så vi også i fremtiden kan udvikle arbejdspladser der er attraktive og tiltrækker dygtige medarbejdere, siger Jacob Bundsgaard, formand for Kommunernes Landsforening. 

Spørgeskemaundersøgelsen gennemføres i perioden 5. november til 26. november 2021. Spørgsmålene i undersøgelsen omhandler bl.a., hvornår man føler sig motiveret i hverdagen, og hvad der påvirker ens motivation. Hver enkelt besvarelse tæller, og parterne håber derfor, at alle, der bliver inviteret til at deltage, vil bidrage med deres besvarelse for at sikre det bedst mulige videngrundlag. 

Resultaterne af undersøgelsen vil blive præsenteret i foråret 2022.

Aftale om ledelse og kompetencer

Motivationsundersøgelsen af offentlige ansatte er en del af Aftale om ledelse og kompetencer i den offentlige sektor, som blev indgået i 2019 mellem den daværende regering, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Aftalen er videreført af regeringen.
Aftalen skal styrke offentlig ledelse og sikre kompetente ledere og medarbejdere og velfungerende offentlige arbejdspladser. Aftalen omfatter forskellige initiativer, herunder blandt andet en årlig Ledelsesuge og en undersøgelse af medarbejdernes motivation, samt nationale brugertilfredsundersøgelser.

Hvis du vil vide mere

Kontakt

Henrik Casper, Teamleder/chefrådgiver
Center for Forhandling, aftaler og overenskomster
M: 2138 5620
E: hca@regioner.dk

Emma Skjold Lindegaard, presserådgiver
Kommunikation
M: 2119 9862
E: eli@regioner.dk

Læs mere

Relaterede nyheder